EU’s 2040 klimamål er en dyr omvej til nettonul i 2050

Bragt i Børsen d. 29. juli 2025

Skrevet af Line Andersen

90 pct. Så meget foreslår EU-Kommissionen, at drivhusgasudledningerne skal reduceres i 2040 i forhold til 1990.

Målet er et delmål på vejen mod nettonul i 2050. Men er det en klog vej at gå? Ikke hvis intentionen er at nå nettonul i 2050 så billigt som muligt.

For nettonulmålet er det ikke væsentligt, hvornår frem mod 2050 der opnås en 90 pct. reduktion. Hvis drivhusgasreduktioner bliver billigere efter 2040 som følge af teknologiske fremskridt, og politikerne alligevel insisterer på reduktioner inden 2040, bliver vejen til 2050 unødigt dyr.

En indvending er, at fraværet af delmål kan føre til en såkaldt “hockeystavsudvikling”, hvor udledningerne kun falder lidt i starten og først markant reduceres tæt på målåret.

Det er uhensigtsmæssigt for klimaet, da klimaforandringer ikke afhænger af udledninger i et enkelt målår, men af den samlede mængde drivhusgasser, der ophobes i atmosfæren over tid.

Det er dog snarere et argument imod punktmål i et enkelt år end et argument for delmål. Et budgetmål for samlede udledninger over en periode vil være mere relevant.

I praksis er det også sådan, EU’s klimapolitik fungerer. Størstedelen af udledningerne fra EU vil fra 2027 være omfattet af et kvotesystem, hvori antallet af kvoter og dermed udledninger er besluttet at være faldende frem mod 2050.

Dermed er der de facto besluttet et budget for perioden. Et punktmål er ligeledes udfordret af, at kvoter kan gemmes. Det betyder, at det er muligt for virksomheder at udlede drivhusgasser i og efter 2050, hvis de gemmer kvoter fra tidligere.

Og holder politikerne fast i nettonulmålet, kan man være nødsaget til at finde andre – og sandsynligvis meget dyre – reduktioner for at nå målet.

Modstridende mål

Men det er ikke afgørende, om udledning finder sted i år 2049 eller i år 2051, det væsentlige er summen af udledninger. Et punktmål risikerer derfor at blive markant dyrere end et budgetmål.

Hvis det foreslåede klimamål i 2040 ikke er bindende og alligevel nås ad reduktionsstien frem mod 2050, vil det ikke forventes at medføre markant forøgede omkostninger.

I teorien vil en fortsættelse af den nuværende klimapolitik nedbringe udledningerne med 88 pct. i 2040 relativt til 1990.

Det tyder derfor på, at 90 pct. målsætningen ikke vil fremrykke en stor mængde reduktioner. Der er dog et men. Betragter man en lineær reduktionssti, hvor antallet af kvoter hvert år reduceres med samme faktor, vil udledningerne derimod blive nedbragt med 78 pct. i 2040.

Det betyder, at 90 pct. målet risikerer at fremrykke en stor mængde reduktioner, hvilket kan øge omkostningen ved at nå nettonul betydeligt.

Hvis delmål er til for at sikre, at den grønne omstilling gennemføres, er spørgsmålet, om det er mere sandsynligt, at omstillingen gennemføres, jo dyrere den er? Det er næppe tilfældet.

Et bindende 2040-mål er derimod en dyr omvej til nettonul i 2050.

Den grønne omstilling bliver ikke mere effektiv af at stable indbyrdes modstridende mål oven på hinanden. Tværtimod.