For lidt kritik af voldsom vækst i antallet af offentligt ansatte

Den offentlige beskæftigelse er steget voldsomt de senere år. Antallet af offentligt ansatte ligger således på et historisk højt niveau, og de seneste tal, der netop er offentliggjort af Danmarks Statistik, viser, at antallet af offentligt ansatte steg igen fra august til september 2022.

På trods den store stigning i antallet af offentligt ansatte har der under og efter valget været stort fokus på manglen på medarbejdere i den offentlige sektor, hvilket er paradoksalt.

For det er da mere opsigtsvækkende, at stort set ingen har sat spørgsmålstegn ved, hvordan der kan mangle hænder i den offentlige sektor, når vi siden 2017 har haft en historisk stor stigning i antallet af offentligt ansatte. Der burde i den forbindelse også i langt højere grad være stillet kritiske spørgsmål til, at personale, der er beskæftiget med ledelse og administration, udgør en meget betydelig del af stigningen i antallet af offentligt ansatte.

Jeg savner eksempelvis en mere kritisk tilgang til personalebehov og personaleforbrug i den offentlige sektor i mediernes dækning af udfordringerne i sygehusvæsenet – herunder i særdeleshed manglen på sygeplejersker. Antallet af sygeplejersker var i 2021 på det højeste niveau nogensinde, men i første halvår 2022 er der sket et mindre fald. Der er således nu 348 færre sygeplejersker på sygehusene end i 4. kvartal 2019. Dette blev en stor historie i flere aviser og elektroniske medier, da regeringen havde lovet, at der ville komme 1.000 nye sygeplejersker på sygehusene målt i forhold til niveauet i 4. kvartal 2019.

Jeg savner således en dækning, der også har fokus på, at der i samme periode er ansat yderligere 7.792 fuldtidsbeskæftigede på de danske sygehuse, heraf er 4.562 beskæftigede med patientrettede funktioner. Her kunne man igen blandt andet spørge:

Hvorfor det kun er 59 pct. af de nyansatte, der har patientrettede opgaver?

Hvorfor har man ansat 1.043 nye administrative medarbejdere?

Er faldet i antal sygeplejersker et problem, når der er kommet så mange flere i andre faggrupper med patientrettede opgaver?

Skyldes problemet med ventelister på sygehusene i virkeligheden noget andet end mangel på medarbejdere? For eksempel behandlingspukkel efter covid-nedlukningerne og sygeplejerskekonflikten?

I det hele taget er det bemærkelsesværdigt, hvor ukritiske medierne også har været i forhold til diverse udsagn om, hvor stor manglen på arbejdskraft i den offentlige sektor bliver i fremtiden. Prognoser for behovet for arbejdskraft i fremtiden er meget afhængige af, hvilke forudsætninger der lægges til grund, og dermed kan man opnå meget varierende resultater, som man eksempelvis kan se i fremskrivninger af behovet for sygeplejersker fra henholdsvis Region Hovedstaden, KL og Dansk Sygeplejeråd, hvor sidstnævnte naturligvis tegner det mest pessimistiske billede af udviklingen i manglen på sygeplejersker. Det er problematisk, at de mest pessimistiske forudsigelser ikke udfordres mere i pressen – blandt andet fordi det i forhold til valget af politiske løsninger er afgørende, hvorvidt manglen på sygeplejersker er et midlertidigt eller et mere permanent problem.

Jeg kan komme i tanke om to gode forklaringer på, hvorfor der mangler en mere kritisk tilgang i velfærdsjournalistikken til ressourceforbruget i den offentlige sektor. For det første mangler der ofte data, der gør det muligt at komme yderligere til bunds i problemerne på velfærdsområdet. Et fremragende eksempel på dette er, da Berlingske i 2020 i forlængelse af en TV 2-dokumentar om omsorgssvigt på et plejehjem i Aarhus Kommune forsøgte at komme til bunds i, hvorvidt problemerne kunne være forårsaget af besparelser – som nogen hævdede.

Det måtte man simpelthen opgive, da denne type informationer ikke kan udledes af de kommunale regnskaber. Det er faktisk i sig selv en skandale, at journalister og andre borgere ofte ikke kan få denne type relevante oplysning om, hvordan deres skattepenge bruges i landet med det højeste skattetryk i OECD. Det burde i sig selv være værdigt til en avisoverskrift eller to, at man tillader, at den offentlige sektor opretholder denne mangel på gennemsigtighed i opgaveløsning og ressourceforbrug.

En anden oplagt forklaring på, at der i høj grad mangler en mere kritisk og dybdeborende tilgang i velfærdsjournalistikken, kan være, at der er mangel på ressourcer hos de danske medier. Dette problem er formentlig særligt relevant for dagbladene, der desværre gennem mange år har haft faldende oplagstal, samtidig med at kravet til mængden af nyhedshistorier stiger, da man nu både har den daglige papiravis og avisens hjemmeside, og sidstnævnte helst skal opdateres med nyheder mange gange dagligt. Oveni kommer aktiviteter på sociale medier, podcasts med mere.

Der er efter min overbevisning ikke udsigt til, at vi på kort sigt får den kritiske dybdeborende velfærdsjournalistik, som man kunne ønske sig. Vi kan dog komme et langt stykke ad vejen, hvis bare alle journalister ville følge to grundlæggende tommelfingerregler.

For det første bør man altid undersøge, om der er tilgængelige data, der kan belyse problemets generelle omfang, og hvis man ikke har tid til at grave dem frem selv, kan man i stedet ringe til en ekspert på området for at høre, om han/hun har fakta, der kan belyse sagen.

For det andet bør man altid stille sig på borgerens side – både som skatteyder og forbruger af velfærdsydelser. Dette indebærer først og fremmest, at man bør forholde sig kritisk til vurderinger og forslag fra fagforeningerne for de offentligt ansatte.

Fagforeninger er sat i verden for at varetage medlemmernes interesser, derfor bør man altid lægge til grund, at deres forslag til løsninger på problemer i velfærdssektoren først og fremmest har til formål at tilgodese fagforeningslederne selv og deres medlemmer. I den forbindelse er flere medarbejdere altid nummer ét på ønskelisten, da det giver mere behagelige arbejdsforhold for medlemmerne samt tilmed mere politisk magt og højere kontingentindtægter til fagforeningerne.

Det er derimod langtfra sikkert, at flere medarbejdere altid er løsningen på problemerne i velfærdssektoren. Eksempelvis har analyser fra Det Økonomisk Råd og Vive påvist, at flere ressourcer formentlig ikke giver bedre ydelser i børnehaver, folkeskolens matematikundervisning og gymnasier.

En fagforening, der ser et behov for flere penge til eget velfærdsområde, skal behandles med samme sunde skepsis, som hvis for eksempel et privat konsulenthus argumenterede for, at det offentlige skulle hyre flere konsulenter. Forhåbentligt ville ingen journalist med respekt for sig selv agere ukritisk mikrofonholder over for en sådan anbefaling.

Danske journalister er faktisk på andre områder fantastisk gode til at tjekke fakta og stille kritiske spørgsmål, gudskelov. For eksempel til, hvorvidt man i den finansielle sektor varetager bankens eller kundernes interesser. Det er sådan set bare denne gode praksis, som jeg i høj grad savner på velfærdsområdet.

Bragt i Jyllands-Posten den 28. november 2022