Fordelingspolitik skal ikke føres ved kassebåndet i supermarkedet

Bragt i Information d. 1. oktober 2026

Skrevet af Jes Brinchmann

Jeg »negligerer de fattige forældre« ifølge Mødrehjælpens direktør, Ninna Thomsen, som går i rette med min kronik fra den 20. september. Men jeg har aldrig bestridt, at stigende fødevarepriser kan være en stor udfordring for familier med en stram økonomi. Dét, jeg kritiserer, er den politiske tilgang til at imødegå de høje fødevarepriser.

For hvis udfordringen er, at bestemte familier har for lave disponible indkomster, bør løsningen findes i de redskaber, der er skabt til omfordeling: skatter, overførsler og målrettede ydelser. Differentieret moms er derimod et upræcist, administrativt tungt og dyrt redskab.

I et typisk år vokser lønninger og indkomsterstattende overførsler som eksempelvis kontanthjælp hurtigere end priserne. Faldet i købekraft som følge af stigningen i fødevarepriser er altså midlertidigt, og derfor bør en eventuel politisk løsning også være det. Varig skade på et velfungerende momssystem for at imødegå et problem, som løser sig selv, er rendyrket populisme.

Ninna Thomsens kritik bygger desuden på den misforståelse, at familiernes penge kun går til én varegruppe. En familie køber ikke kun mad. Den betaler også husleje, køber tøj, sko og en lang række andre varer og tjenester. Derfor er det ikke retvisende at bruge fødevarepriserne alene som målestok for familiers økonomi.

Fødevarepriserne er siden 2021 steget med knap 30 procent. Til gengæld er huslejen kun steget omkring 12 procent, og priserne på tøj og sko omkring tre procent. Når nogle priser stiger hurtigt og andre langsomt, flyttes der rundt i husholdningsbudgettet. Når man tager højde for alle de varer, som husholdningerne køber, er priserne vokset med 16-17 procent siden 2021 – altså kun godt halvdelen af den stigning, Ninna Thomsen beskriver.

For at kunne købe de samme varer som i 2021, skal indkomsten som minimum have fulgt med priserne, hvilket den har for langt de fleste. Det viser kørsler på Økonomiministeriets familietypemodel. Det gælder også for lavindkomstgrupper, såsom førtidspensionister, dagpengemodtagere og folkepensionister uden privat pensionsopsparing. Eneste undtagelse er nogle typer af kontanthjælpsmodtagere, som oplever en faldende købekraft – men det skyldes altså udelukkende politiske reformer, som eksempelvis kontanthjælpsreformen fra 2023.

Mødrehjælpens frustration bør derfor først og fremmest rettes mod de politikere, der fastlægger niveauet for overførselsindkomsterne. Det er her, fordelingspolitikken føres. Ikke ved kassebåndet i supermarkedet.