Her er principperne for god skattepolitik

Bragt i Børsen d. 4. august 2026

Skrevet af Otto Brøns-Petersen

Skattepolitik har fået lov til at udvikle sig til en slags politisk magnetvare. Mange partier har særlige fradragsordninger og afgiftsrabatter på hylderne i håb om at tiltrække særlige vælgergrupper.

Særordningerne er tydeligvis mere designet ud fra spin- end skattefaglige hensyn. I et land med en meget stor offentlig sektor og derfor et stort finansieringsbehov kan det få alvorlige samfundsøkonomiske konsekvenser.

Den øgede kompleksitet skader også retssikkerheden og bidrager til de store systemmæssige udfordringer i Skatteministeriet.

Heldigvis ser det ud til, at den politiske interesse for de seneste særordninger – nulmoms på frugt og grønt og nedsat moms på andre fødevarer – er blevet kølnet hen over sommeren. Måske det afspejler, at flere vælgere er begyndt at gennemskue magnetvarens ringe kvalitet.

Systemmæssig robusthed

Det er naturligt, at der er politisk uenighed om skattepolitik, fordi partierne har forskellige politiske mål, f.eks. i fordelingspolitik og for den offentlige sektors størrelse.

Men det ville være et stort fremskridt, hvis man kunne blive enige om, at målene bør nås med så få samfundsøkonomiske omkostninger som muligt, med størst mulig retssikkerhed og enkelhed samt med systemmæssig robusthed.

Der er faktisk en betydelig skattefaglig viden og konsensus at basere sig på. Politikerne burde kort sagt holde sig til at formulere målene og ikke designe redskaberne.

Hvad er de vigtigste skatteøkonomiske principper så?

Grundprincippet er at nå de politiske mål med færrest mulige forvridninger. Når det drejer sig om at skaffe finansiering til offentlige udgifter, og om at udligne indkomst, er de personlige indkomstskatter de mest velegnede kilder. Enhedsmomsen fungerer i realiteten som en flad skat på arbejdsindkomst.

Afgifterne i øvrigt er ikke egnede til fordelingspolitik eller finansiering, fordi de indebærer en større forvridning end almindelig skat på arbejde.

Adfærdsregulering

Afgifter kan til gengæld være velbegrundede til at regulere adfærd, hvor der forekommer såkaldte negative eksternaliteter eller klimaforpligtelser.

Afgifterne fungerer i så fald på samme måde, som prisen gør på et normalt marked – og afgiften bør derfor svare til den eksterne skadevirkning. Afgifterne bør være ens, hvis skadevirkningerne er det, f.eks. bør CO2-udledninger ideelt set have samme afgift uanset kilde.

Opsparing som blot er forbrugsudskydelse bør som udgangspunkt ikke beskattes. Når visse økonomer alligevel anbefaler skat på kapital, er det typisk med henblik på at beskatte rents eller reducere formueulighed. Skatten på kapital bør – ud over at være lav – være så ensartet som muligt og ikke afhænge af, hvordan man sammensætter sin opsparing.

Endelig bør skattesystemet ikke bruges til maskeret udgiftspolitik.

Gid vi kunne få en borgfred om skattepolitikkens redskaber og lade politik handle om mål.