Indfør ensartet CO2-afgift og drop planøkonomisk grøn regulering

En afgift på CO2 er omkostningseffektiv, men kun hvis man samtidig dropper den omfattende regulering og subsidiering og udjævner de kæmpe eksisterende afgiftsforskelle. Kan man ikke lide konsekvenserne af en afgift, er det klimalovens mål, ikke midlet, som er problemet.

De Radikale har fat i den lange ende med forslaget om at bruge afgift på drivhusgasser til at nå de politiske ambitioner på klimaområdet.

Økonomisk teori viser, at en generel afgift er det mest omkostningseffektive redskab. Men kun hvis man gør det på den rigtige måde. Bliver der bare tale om at dynge endnu en afgift oven på de eksisterende afgifter, subsidier og reguleringer, vil det gøre mere skade end gavn.

En ensartet afgift på alle de udledninger, man gerne vil nedbringe, er det mest omkostningseffektive redskab, fordi det virker som en markedspris. Bliver en vare for dyr, bruger man mindre af den og finder erstatninger. Det sker helt spontant uden behov for planøkonomisk styring og kontrol.

En afgift vil betyde, at virksomheder og forbrugere kommer til at »tænke klima ind i alt«. Den vil give incitament til at spare på energien, bruge vedvarende alternativer og udvikle ny teknologi.

Men de gode egenskaber kræver, at nogle betingelser er opfyldt:

1. Ingen dobbeltregulering. Vi skal afskaffe den omfattende direkte regulering og subsidierne til f.eks. energibesparelser og vedvarende energi. Afgiften giver i sig selv tilstrækkeligt incitament.
2. Afgiften skal ikke lægges oven i eksisterende afgifter. Vi har i forvejen en række afgifter, som varierer voldsomt mellem forskellige typer af drivhusgasudledninger. Eksempelvis har vi meget høje afgifter på benzinbiler og lave afgifter på færger. Det giver unødvendigt store forvridninger, som vil øges, hvis afgiftsforskellene ikke udjævnes, når afgiftsniveauet hæves.
3. Der skal ikke samtidig gives støtte specifikt til grøn forskning. Forskningsstøtten bør ikke afhænge af forskningsområdet. Forskningsstøtte er berettiget, når der er store effekter af ny viden, som den enkelte virksomhed ikke selv kan udnytte. Vismændenes analyse viser, at disse effekter er mindre i energisektoren.
4. Provenuet fra grønne afgifter bør ikke gå til grønne udgifter, men føres tilbage i form af lettelse af andre skatter, fortrinsvis de mest forvridende som eksempelvis selskabsskatten. Formålet med grønne afgifter er at påvirke adfærden, ikke skaffe finansiering.
5. Hvis den politiske målsætning er at kompensere for de samfundsøkonomiske eller fordelingsmæssige virkninger af afgiften, skal politikerne have ekstra penge med hjemmefra. Det vil lægge beslag på en betragtelig del af det såkaldte råderum i dansk økonomi at kompensere for den negative samfundsøkonomiske effekt af 70 pct. lavere udledninger i 2030. Afgiften vil ikke give særlig meget provenu – meningen er jo at få udledningerne og dermed skattegrundlaget til at falde.
6. Afgift og målsætning skal passe til hinanden. Ved klimalovens målsætning om 70 pct. reduktion af al dansk udledning skal der ensartet afgift på al dansk udledning. Ved en målsætning om lavere globalt dansk klimaaftryk, skal afgiften korrigeres for lækage – dvs. lavere afgift på industri og landbrug. Ved det nuværende EU-krav om at reducere i ikke-kvotesektoren (opvarmning, transport og landbrug) skal der kun afgift på den.

Skattepolitikken er som regel et stridspunkt mellem rød og blå blok. Men reelt er skattepolitik en følge af andre politiske mål. Ofte er det et spørgsmål om, hvor meget den offentlige sektor og omfordelingen bør fylde. På samme måde er grønne afgifter i sidste ende et spørgsmål om de klimapolitiske mål. Det er ikke specielt »rødt« at gå ind for afgifter, eller »blåt« at gå ind for subsidier.

Hvis man ikke bryder sig om de nødvendige afgifters højde, bør man altså se kritisk på sin målsætning. Det er målet, ikke midlet, som er problemet.

Selv om en reduktion af den danske drivhusgasudledning på 70 pct. i 2030 »kun« er i forhold til 1990, er udfordringerne ganske betydelige. Som det fremgår af figuren, svarer 70 pct.-målet i runde tal til en 60 pct.-reduktion i forhold til i dag og 45 pct. i forhold til niveauet i 2030 uden ny politik.

Hvor meget er 70 pct. egentlig?

Så mange mio. ton CO2 blev der udledt siden 1990. Og så mange mio. ton forventes at blive udledt i 2030 hhv. med og uden klimalovens mål. Med opfyldelse af klimalovens mål, vil der blive udledt 22 mio. ton i 2030, svarende til 30 pct. af udledningerne i 1990.

De foreløbige politiske meldinger efter vedtagelsen af klimaloven tyder på, at partierne ikke er helt klar til at tage lovens mål bogstaveligt. Der er en helt forståelig bekymring for, at klimapolitikken vil belaste konkurrenceevnen, og at en stor del af de danske reduktioner blot vil flytte til udlandet. Men ved et nationalt mål er det bare ikke nogen relevant indvending. Det taler for at vælge et mål for Danmarks globale klimaaftryk. Så skal afgiften differentieres efter omfanget af CO2-lækage til andre lande.

Da klimaproblemet er globalt, ville det også give meget større mening.

Kommentar bragt i Berlingske d. 18. januar 2020.