Jes Brinchmann runder et år som direktør i CEPOS
Udgivet d.
12. november 2024 - 11:29
Nyheder
Den 1. november rundede Jes Brinchmann et år som administrerende direktør for CEPOS. I den forbindelse har han givet et interview til Altinget om de strategiske såvel som fysiske forandringer, han har gennemført i tænketanken
Siden Jes Brinchmanns tiltrædelse som direktør i CEPOS er der sket meget. Det gælder først og fremmest udarbejdelsen af en ny strategi, der bl.a. fokuserer på vækst, velfærdsområdet, uddannelse af studerende og et tættere samarbejde med de politiske partier om at skabe borgerlige forandringer i samfundet.
I den forbindelse har CEPOS bl.a. formuleret en ny grundfortælling, fået ny hjemmeside, opdateret logo og CVI samt gennemgået en tiltrængt renovering af lokalerne i København, som du kan besøge til et af CEPOS’ åbne arrangementer.
Som Jes Brinchmann skriver på sin LinkedIn-profil, skal der ikke ændres på hverken CEPOS’ ideologiske ståsted eller evidens-baserede tilgang til analysearbejdet. Tænketanken skal til gengæld blive bedre til at få fortalt og udbredt de vigtige borgerlige-liberale værdier, der ligger til baggrund for arbejdet, og hvorfor dette er vigtigt for den enkelte dansker.
Du kan læse interviewet med Jes Brinchmann i Altinget i linket herunder (uden betalingsmur).
Det er vigtigt, at CEPOS også får fortalt hvorfor, det vi arbejder for, er vigtigt for den enkelte dansker.
Blå bog
50-årige Jes Brinchmann overtog 1. november 2023 stillingen som direktør i CEPOS fra Martin Ågerup, der havde siddet på posten i 19 år. Han kom fra jobbet som vicedirektør i Dansk Erhverv, hvor han har siddet siden 2018. Før det var han særlig rådgiver for Brian Mikkelsen i Erhvervsministeriet. Tidligere har Jes Brinchmann Christensen arbejdet for Norlys, været administrerende direktør i DBDH og været embedsmand i Udenrigsministeriet. Privat er han gift med Signe og far til en dreng på 19 og en pige på 15 år.