Klimapo­litik hører ikke hjemme i kommunerne

Bragt i Børsen d. 25. august 2025

Skrevet af Line Andersen

Med kommunalvalg lige om hjørnet er det oplagt at gøre status over kommunernes klimaindsats. For kommunerne er ganske enkelt ikke egnede til at føre klimapolitik.

Alligevel fylder klimapolitik en del kommunalt. Stort set alle landets kommuner har udarbejdet klimahandlingsplaner, der bl.a. har til formål at gøre hver enkelt kommune klimaneutral i 2050.

For tiden arbejder Københavns Kommune på deres klimastrategi for 2035. Strategien er endnu ikke vedtaget, men lægger bl.a. op til, at kommunen skal optage mere CO2e, end der udledes lokalt. Et mere ambitiøst mål end klimaneutralitet.

Om end det er sympatisk, at kommunerne ønsker at gøre en forskel for det globale klima, er det en misforståelse, at kommunerne kan det.

Først og fremmest vil det være meget tvivlsomt, at kommunal klimapolitik rent faktisk lykkes med at begrænse mængden af drivhusgasser i atmosfæren.

Uden reel effekt

EU og Danmark har håndteret stort set alle drivhusgasudledninger fra EU’s territorie, og der er derfor ikke nogen relevante ekstra udledninger for kommunerne at tage sig af. Selvstændige kommunale tiltag til at reducere mængden af drivhusgasser i atmosfæren vil derfor ikke have nogen mærkbar effekt, men kun skubbe rundt på udledningerne.

Det skyldes primært EU’s kvotesystemer, der grundlæggende fungerer ligesom en vandseng. Trykker man ned i det ene hjørne, popper vandet blot op et andet sted. Den samlede mængde af vand er uændret af trykket. På samme måde vil en reduktion af udledninger fra en dansk kommune blot føre til, at en stort set tilsvarende udledning sker et andet sted i EU.

Men selv hvis drivhusgasudledninger ikke var håndteret nationalt og gennem EU, er det ikke oplagt at kommunerne skulle føre klimapolitik. Omkostningseffektiv reduktion af drivhusgasudledninger opnås ved at prissætte udledninger – enten gennem kvoter eller afgifter.

På den måde sikres, at de billigste reduktioner gennemføres. Kommunerne har ikke mulighed for at prissætte udledninger. Selv i fraværet af regulering fra EU og staten er kommunerne ikke velegnede til at reducere drivhusgasudledninger.

Selv i det bedste scenarie har kommunernes indsatser kun en meget begrænset effekt på det globale klima. Omkostningerne er derimod markante. I Cepos har vi tidligere beregnet, hvad det samfundsøkonomisk koster at sænke hastighedsgrænser i klimaets navn. I København koster politikernes tiltag 400 mio. kr. årligt, selv medregnet en potentiel klimagevinst.

Ligesom ingen forventer, at Assens selv laver udenrigspolitik, giver det heller ikke mening for kommunerne at lave drivhusgasreduktioner. Det er derimod en grænseoverskridende udfordring, der kræver koordinering på nationalt og internationalt niveau.

Hvis formålet med klimapolitik er at gøre en forskel for det globale klima, er det usandsynligt at kommunerne lykkes med det. Hvad der er langt mere sikkert, er, at kommunernes klimaindsatser bliver meget dyre for borgerne. Det er værd at huske på, når KV-kandidaterne fortæller om deres ambitioner.