Udgivet d.
15. maj 2025 - 14:57
Debat
Klima
Skat
Skrevet af Mette Dalsgaard
Bragt i Altinget den 15. maj 2025
Stigende vandstande er ikke længere noget, vi kan vende det blinde øje til – Danmark står formentlig over for en betydelig milliardregning som følge af skader fra stigende havvand, skybrud og grundvand – samt for bestræbelserne på at afbøde dem.
Men hvem har ansvaret – og hvem skal betale? Det er spørgsmål, der i øjeblikket diskuteres bredt.
Blandt andet har miljøminister Magnus Heunicke i en pressemeddelelse udtalt, at “grundejere ikke længere skal stå alene med problemet med terrænnært grundvand”. Ifølge en Epinion-undersøgelse mener flertallet af danskerne, at det primært er staten, som har ansvar for oversvømmelser.
Det lyder jo umiddelbart skønt for os husejere. Men som altid når det offentlige vil ordne noget for os, er der naturligvis en hage – som man siger “there’s no such thing as a free lunch”. Offentlige projekter er ikke gratis, men skal betales af os selv over skatten.
Midt i diskussionen bør vi også stille os selv det centrale spørgsmål: Hvordan sikrer vi, at klimasikringen bliver omkostningseffektiv, så vi reducerer den samlede regning? Det handler om at prioritere klogt og investere dér, hvor det giver mest mening.
Det handler også om, at vi alle bidrager til at forebygge fremtidige skader – særligt grundejerne, som er nærmest til at sikre deres egne værdier.
For vælger man at se passivt til, kan regningen i fremtiden blive meget stor. Det er ikke rimeligt, at det offentlige skal dække udgifterne for skader, der kunne være undgået med rettidig indsats.
Vi skal undgå at bruge store summer på at løse alt for alle – risikoen er, at vi ender med dyre, ineffektive eller unødvendige løsninger. Der skal udarbejdes et solidt beslutningsgrundlag for de politiske valg, der skal træffes – og en finansieringsmodel med de rette incitamenter for de berørte parter.
For hvis staten ukritisk åbner pengekassen, ved vi, hvem der i sidste ende får regningen: skatteyderne.
DTU har foretaget samfundsøkonomiske beregninger af potentielle skader fra oversvømmelser, som viser, at de kan løbe op i 406 milliarder kroner over de næste 100 år i nutidsværdi – fordelt med cirka 157 milliarder kroner fra skybrud og 249 milliarder kroner fra stormflod.
Når man skal vurdere, om det kan svare sig at forebygge fremtidige skader, sammenligner man omkostningerne til klimasikring med gevinsten i form af skadesreduktion.
Analysen viser, at fordelene ikke er ligeligt fordelt. I byområder kan investeringer i for eksempel afledning af overfladevand ofte betale sig, mens det i landdistrikter er mere usikkert. Det understreger behovet for målrettede og lokale løsninger frem for én standardmodel for hele landet.
Grundejere bør tage ansvar for at beskytte deres egen ejendom mod vandskader, da de i mange tilfælde kan gennemføre tiltag til lavest mulige samfundsøkonomisk omkostning. Det vil kræve de rette incitamenter, så man tager medansvar.
Alle grundejere med brandforsikring betaler i dag den samme præmie ved stormflod, uanset risiko og ejendomsværdi, hvilket betyder, at grundejere i sikre områder subsidierer dem i risikoområder. Det skaber ikke de rette incitamenter hos den enkelte grundejer til ændret boligvalg eller forebyggelse.
Klimatilpasning kræver en robust og gennemtænkt finansieringsmodel med klare incitamenter, som tager højde for de mange interessenter; stat, kommuner, forsyninger, forsikringsselskaber og borgere.
Regeringen har allerede fremlagt én klimahandlingsplan, og vi venter spændt på en ny på vej. Den bør minimere de samfundsøkonomiske omkostninger, og det handler først og fremmest om at skabe de rigtige incitamenter.
Det var med stor fanfare, regeringen annoncerede sin accelerationsfond på 50 mia. kr. ekstra til Forsvaret. Derimod er regeringen gået stille med dørene om, at den ifølge lækkede forhandlingsdokumenter planlægger at bruge omtrent det samme – op til 49 mia
Hvor ligger balancen mellem omkostninger af klimaforandringer og omkostninger til at bekæmpe dem? Hvad bør det koste at udlede drivhusgasser?
