Liberalismens idéhistorie

Det kan være nyttigt at definere liberalisme, men dog vanskeligt at komme med nogen entydig og koncis definition.
Liberalismen adskiller sig først og fremmest fra andre politiske ideologier ved den vægt, den lægger på frihed (især negativ frihed) som politisk gode. Vi kan med nogen ret tage den britiske historiker Lord Actons (1834 –1902) ord som et udtryk for liberalisme: ”Frihed er ikke et middel til et højere politisk mål. Friheden er i sig selv det højeste politiske mål.” 

Et sådant slogan giver imidlertid ikke i sig selv nogen dyb forståelse af, hvad liberalisme er. Liberalisme er da heller ikke en entydig størrelse, men har tværtimod udviklet sig historisk over århundrederne, og der findes i dag forskellige retninger inden for liberalismen. Den britiske liberalisme, som med nogen ret kan kaldes hovedstammen i den liberale idehistorie, opstod i 1600-tallets England, som et led i tidens magtkampe mellem kongehuset og parlamentet.  Men set som et sammenhængende idesæt er liberalismen først og fremmest et produkt af oplysningstiden, dvs. af 1700-tallet og dets filosofiske strømninger. 

Emnet for denne artikel er ikke konkret liberalistisk politik, men de tanker, som politiske filosoffer og økonomer har tænkt – tanker der udgør grundlaget for liberalismen som politisk filosofi og doktrin. Artiklen begrænser sig til at beskrive den klassiske britiske liberalisme, som denne udviklede sig i England, Skotland og Amerika.

Liberalismens idehistorie kan inddeles i fem hoveddele. I første del af teksten ser vi nærmere på liberalismens fødsel i 1600-tallets England.

I tekstens anden del, vil vi se nærmere på liberalismens storhedstid, dvs. Oplysningstiden (ca. 1650 – 1780) og de amerikanske ”founding fathers”, der i 1776 etablerede verdens første liberale demokrati. Vi skal også se nærmere på liberalismens omkalfatring, nemlig den rationalistiske strømning inden for liberalismen, der i perioden 1800-1850 delvist havde held til at omdefinere liberalismen ved at præsentere en politisk filosofi, der satte nyttehensyn højere end frihed.

I tekstens tredje og sidste del, vil vi beskæftige os med socialliberalismen, der i stedet anser personlig frigørelse og selvrealisering som målet med politik. Og til slut skal vi se på den klassiske liberalismes genkomst og den fornyede interesse for klassisk liberalisme, som vi har set overalt i den vestlige verden siden afslutningen på anden verdenskrig i 1945.