Høj økonomisk frihed gavner folk med lave indkomster
ABCepos: Høj økonomisk frihed gavner folk med lave indkomster.
Udgivet d.
23. januar 2020 - 11:13
Debat
Konkurrence
Vækst
World Economic Forum har udfærdiget et manifest for fremtidens »bæredygtige kapitalisme«, men manifestet burde tale mere om fremtidens samfund og mindre om virksomheders opførsel. Her er mit bud.
Hvilken slags kapitalisme ønsker vi? Det spørgsmål ligger til grund for World Economic Forums (WEF) nye manifest, men paradoksalt nok leverer manifestet netop ikke et svar på det spørgsmål.
Davos-manifestet giver i stedet et bud på, hvordan virksomheder bør opføre sig. Alle afsnit indledes med »a company«, ingen med »a society«. Spørgsmålet om, hvordan vi bør indrette samfundet, så virksomhederne tilskyndes til at opføre sig som ønsket, bliver ikke besvaret. Det svar vil jeg give her.
Svaret er, at vi ønsker en kapitalisme, som fremmer konkurrence.
Konkurrence fremmer virksomheders interesse i at tilfredsstille alle interessenters ønsker. Jo større konkurrence, der er om medarbejderne, desto vigtigere er det at sikre gode arbejdsforhold, meningsfuldt arbejde og god løn. Jo større konkurrence, der er om kunderne, desto vigtigere er det at levere bedst mulig kvalitet til lavest mulige pris. Jo større konkurrence, der er om kapitalen, desto vigtigere er det at levere det bedst mulige afkast. Jo flere virksomheder, der konkurrerer om både medarbejdere, kunder og kapital, desto vigtigere er det at levere et produkt eller en ydelse, som er i pagt med og forbedrer samfundet.
Markederne skal være så nemme som muligt at komme ind på for nye konkurrenter, iværksættere og udenlandske virksomheder. Reguleringen af markederne skal fremme konkurrencen, ikke hæmme den. Reguleringen skal være teknologineutral, altså ikke forudsætte anvendelse af en bestemt allerede kendt teknologi, men tillade nye teknologiske løsninger.
Markedet fungerer i et samspil med demokratiet. Den politiske regulering af markedet skal leve op til ovenstående principper. Hvor såkaldte »markedsfejl« skal korrigeres politisk, skal det ske ved en regulering, som fremmer markedet og bruger markedsmekanismerne til at finde løsninger.
Bæredygtighed fremmes ved at give virksomheder et incitament til at konkurrere indbyrdes om at udvikle bæredygtige løsninger. Klimaudfordringen løses ved at lægge en ensartet CO2-afgift på al udledning og herefter overlade til markedskræfterne at udvikle det rette miks af teknologier til opnåelse af et CO2-neutralt samfund. Politikerne bør afvise virksomheder, som lobbyer for særinteresser under påskud af eksempelvis grønne idealer.
Det centrale krav til virksomhedernes sociale ansvar er, at de bør undlade at forsøge at spænde ben for de skitserede spilleregler. Virksomheder bør undlade at søge særlig beskyttelse mod konkurrence og bør sige nej tak til subsidier og andre støtteordninger.
ABCepos: Høj økonomisk frihed gavner folk med lave indkomster.
Protektionisme skader velstanden på længere sigt, fordi markederne bliver mindre effektive.