Figur 3
Kilde: Danmarks Statistik
3F hæfter sig primært ved, at uligheden var lavere 1992. Og det er også rigtigt, at den økonomiske ulighed siden er steget.
Men i 1992 lå den nær et historisk lavpunkt og var i øvrigt den laveste i verden. Og selvom uligheden er steget lidt, er den fortsat lav sammenlignet med andre lande – faktisk er uligheden i Danmark lavere end i Sverige.
Det kan godt undre, at 3F finder det passende ligefrem at kalde graden af ulighed i Danmark for ”uanstændig”. Det er store ord.
Befriende nok blev det i slutningen af januar for meget for Dansk Metals formand, Claus Jensen, som foranlediget af 3F’s kampagne og meldinger fra formanden for FH (tidligere LO), Lizette Risgaard, i Børsen advarede imod at lade ”noget vrøvl forplante sig til at blive en sandhed” i den danske ulighedsdebat.
Det grundlæggende problem med 3F’s kampagne er, at den stirrer sig totalt blind på økonomisk ulighed som en ultimativ målsætning, der er vigtigerer end alt andet. Pyt med arbejdsløsheden, pyt med danskernes privatøkonomi, pyt med velstanden, pyt med statsfinanserne.
Men de reformer, der siden 1990’erne har givet os et bedre Danmark på mange forskellige måder, har for en stor dels vedkomende også øget uligheden lidt. Det var ikke målet med reformerne men en bivirkning. Som vi har set, har reformerne bidraget til at nedbringe arbejdsløsheden. Derudover har de sikret sunde statsfinanser, højere velstand og meget andet godt.
Og noget kunne tyde på, at danskerne egentlig er ganske godt tilfredse med den byttehandel. Samlet set er vi i hvert fald en anelse mere tilfredse med tilværelsen i 2016 end i 1992: