Med finansloven bryder Socialdemokraterne det valgløfte, at 95 procent af danskerne ikke ville få skattestigninger

Rød Blok laver omvendt Robin Hood: tager fra de fattige og giver til den i forvejen bugnende statskasse.

Det er en venstrefløjsmyte, at historien om Robin Hood handler om en helt, der tager fra de rige og giver til de fattige. Hood nedværdigede sig ikke til at stjæler fra private borgere, der på ærlig vis har tjent deres penge – også selvom de har tjent mange. Han stjal fra statsmagten for at give de opkrævede skatter tilbage til de fattige.

Man kan sige, at Robin Hood tog loven i egen hånd for at give de fattige en tiltrængt skattelettelse. Vores pileskydende skarpskytte var af den borgerlige opfattelse, at pengene ligger bedst i borgernes lommer.

Rød Bloks finansloven for 2020 gør det modsatte af Robin Hood: Den hæver skattebyrden for de fattige, såvel som for de rige. Ifølge en ny beregning fra Finansministeriet indebærer finanslovens forhøjelser af i alt 15 forskellige skatter og afgifter, at alle indkomstgrupper ender med en lavere disponibel indkomst som følge af finansloven. Det fremgår af denne figur:

Med finansloven bryder Socialdemokraterne et løfte fra valgkampen. Under valgkampen sagde daværende politisk ordfører Nicolai Wammen under fremlæggelsen af Socialdemokraternes økonomiske plan, at 95 procent af danskerne vil ikke opleve en skattestigning og fortsatte: ”Med Socialdemokratiets politik skal man være en bank, arve en virksomhed eller tjene rigtig mange penge på aktier for at opleve skattestigninger”.

Men nu har virkeligheden indfundet sig: Alene forhøjelsen af tobaksafgifterne øger skatterne for de 23 pct. af danskerne, der er rygere.

Dette til trods for to ting. For det første bugner statskassen allerede af penge. Den finanspolitiske overholdbarhed anslås af Finansministeriet til at være ca. 23 mia. kr. Det vil sige, at de forventede indtægter på langt sigt overstiger de forventede udgifter på langt sigt med 23 mia. kr. Det tal er selvfølgelig usikkert, men usikkerheden går begge veje, så de 23 mia. kr. kan vise sig at være både større og mindre. Der er altså tale om dét, som vi økonomer kalder et ”middelret skøn”.

Og for det andet bekræfter nye tal fra OECD, at det danske folk fortsat belastes af verdens næsthøjeste skattetryk. Alligevel hæver regeringen skattetrykket i finansloven for 2020 vedtaget sammen med rød blok med yderligere 2,8 mia. kr. ifølge Finansministeriet (den reelle stigning er snarere 3½ mia. kr.) Det er et skridt i den gale retning.

Man kan indvende, at en stor del af tabet for dem med lave indkomster skyldes forhøjelsen af tobaksafgiften, og at argumentet for denne afgift er, at det er usundt at ryge. Men selv hvis vi ser bort fra det formynderiske i denne skattepolitik – danskerne ved jo godt, at rygning er usundt – så undskylder det ikke regeringen. Den havde jo ikke behøvet at hæve det samlede skattetryk. Den kunne have givet kompenserende skattelettelser andre steder, hvis man absolut vil hæve tobaksafgiften af sundhedshensyn. Det kunne fx ske ved en forhøjelse af personfradraget, så lettelsen omtrent neutralisere indkomsttabet ved de højere tobaksafgifter i gennemsnit for hver indkomstgruppe.

En vigtig forudsætning for at undgå et evigt stigende skattetryk er at få udbredt den indsigt, at det er perspektivløst at forsøge at forbedre velfærdssektoren ved at tilføre flere penge. Det har jeg blandt andet skrevet om her, her, her og her. Undersøgelser af sammenhængen mellem udgifter og resultater for gymnasier og grundskoler finder fx, at højere udgifter ikke giver bedre resultater.

Når man i forvejen bruger mange penge, er effekten af endnu flere penge beskeden. Danmarks offentlige forbrug er i forvejen det næsthøjeste blandt de 35 OECD-lande. Der er derfor meget mere perspektiv i at sikre, at vi får mere for de penge, vi allerede bruger ved at forbedre organiseringen af velfærdssektoren, så vi blandt andet kan komme det unødvendige bureaukrati til livs (se hvordan det kan ske her). 

Blogindlæg udgivet på Jp.dk d. 20. december 2019.