MeToo-oprøret er en sejr for neoliberal frisættelse

Vi skal være glade for, at #MeToo-oprøret – når det gøres rigtigt – kan udstille magtmisbrug. Men vi skal også spørge, hvorfor det kan lade sig gøre nu, og hvorfor det ikke er kommet noget før.

Svaret er, at muligheden for oprøret er markedets fortjeneste. #MeToo-opgøret er endnu en sejr for neoliberal frisættelse og markedsgørelse. Hurra for det! Det kræver en mellemregning at forstå hvorfor. Sagen er, at magt kan både være tvungen og frivillig. Når staten siger, at du skal betale skat, bruger den tvungen magt, hvis du ikke selv har lyst til at betale skat. Men når din chef beder dig udføre en opgave, du er ansat til, så bruger han eller hun en magt, du frivilligt har givet ham eller hende.

Desværre er meget magt ikke enten tvungen eller frivillig, men et sted imellem.

Vi har ikke komplette aftaler om alt med hinanden, og vi genforhandler så at sige hele tiden med vores handlinger over for hinanden.

Måske har du været ansat et sted i mange år, og derfor ser din chef stort på, at du er lidt løs med din timeregistrering, indtil du en dag udnytter det for meget.

Men hvad sker der, hvis en chef stiller dig noget negativt eller positivt i udsigt, som er ud over den aftale, du har med den pågældende organisation, og til gengæld ønsker en ydelse, som også rækker videre end den aftale, du har med den pågældende organisation? Hvis du opfatter forslaget som et problem, vil du bruge din forhandlingskraft og genforhandle aftalen eller ultimativt gå din vej.

Styrken af din forhandlingskraft afhænger af mange ting, men primært af, hvad dine alternativer er. Hvis du er en god revisor, kan du blive ansat i mange andre revisionshuse, og derfor vil dine forhold være gode på de områder, du værdsætter, eksempelvis løn.

Der har uden tvivl fundet sexisme sted i mange industrier, men det er påfaldende, at # MeToo er drevet af nogle industrier, som traditionelt set har delt nogle særlige karakteristika. Industrier som medier, film og så videre har været kendetegnet ved at tilbyde få, men eksklusive arbejdspladser. At få adgang til dem var make or break – lykkedes det ikke, måtte man lave noget andet med sit liv.

Der resulterer i høje indgangsbarrierer for branchen, og derfor bliver den enkeltes forhandlingskraft pludselig enten meget lav eller uforholdsmæssig høj for nogle få stjerner. Den kombination er giftig.

Heldigvis har markedet ændret reglerne for de nævnte industrier. Pludselig er man ikke så afhængig af adgang til få, lukkede klubber. Hvis man ikke kan få job på DR, så laver man en YouTube-kanal, selvudgiver sine podcasts eller musik og så videre. Hvis man ikke kan få dansk statsstøtte, så laver man en international kickstarter og rejser pengene ad den vej.

Mens staten fastholdt nogle strukturer, der førte til # MeToo-overgreb, satte markedet folk fri.

Også på den måde har markedet medvirket til ligestillingskampen.

Mange # METOO-HISTORIER havde svært ved at få spalteplads før i tiden. Hvorfor? Fordi de redaktører og journalister, der fik historien, var bange for deres egen forhandlingskraft og derfor ikke turde risikere at miste deres plads i det hellige land af få lukkede klubber.

Også her har markedet hjulpet ved at skabe sociale medier.

Intet kan potentielt holde en skrækhistorie tilbage nu! Vi skal alle være glade for, at klamme chefer bliver stoppet, og vi alle får en mulighed for at forbedre os ved at høre marginaliserede stemmer brøle.

Vi skal huske på, at det kun er muligt på grund af frie markeder.

Selvfølgelig er der stadig industrier, som til dels stadig ligner de gamle med høje indgangsbarrierer og disproportional forhandlingskraft. Professionel politik er en af dem. Der vil der fortsat være grobund for mange # MeToo-historier.

Intet kan potentielt holde en skrækhistorie tilbage nu!