Mette Frederiksen trækker tæppet væk under Danmarks velstand: Her er fem fejltrin

Bragt i Berlingske d. 28. april 2026

Skrevet af Jes Brinchmann 

Mette Frederiksen fremstilles ofte som en pragmatisk og ansvarlig statsminister. Men ser man nøgternt på de økonomiske kendetegn ved hendes tid på posten, tegner der sig et mindre flatterende billede.

For det første har Mette Frederiksens reformpolitik slet ikke bidraget til den private beskæftigelse. Samlet set er arbejdsudbuddet til den private sektor reduceret med 12.000 fuldtidspersoner, når stigningen fra den offentlige beskæftigelse trækkes fra.

Det er bemærkelsesværdigt i en periode præget af international konkurrence om de bedste hænder og hoveder. I særligt usikre tider ville man tilmed forvente, at netop den private sektor, hvor ideerne opstår, og værdierne skabes, ville prioriteres politisk.

For det andet er staten vokset markant. Antallet af administratorer og bureaukrater i staten er steget med 19.387 fuldtidsbeskæftigede fra 2. kvartal 2019 til og med 4. kvartal 2025.

Det svarer til otte nye administrative fuldtidsansatte – hver eneste dag – i mere end seks år.

Flere hænder i centraladministrationen, men færre i den private sektor, som skal betale regningen. Det er svært at se, hvordan den udvikling styrker Danmarks konkurrenceevne.

I konkurrence med Anker Jørgensen

For det tredje har den førte politik haft klare konsekvenser for produktiviteten. Finansministeriet har tidligere opgjort, at de politiske tiltag – primært fra EU – under statsministerens seneste regeringsperiode samlet set reducerede produktiviteten i dansk økonomi med 21,4 milliarder kroner, svarende til 0,7 procent af BNP.

Det er et betydeligt og varigt tab af velstand. Det skal dog med, at der efterfølgende er truffet beslutning om en delvis lempelse af kravene til bæredygtighedsrapportering.

Men når produktiviteten er den vigtigste drivkraft bag velstand, bliver det sværere at finansiere både velfærd og fælles ambitioner, hvis Mette Frederiksen ligefrem trækker produktivitet ud af samfundet.

For det fjerde har statsministeren indført en ny top-topskat, som betyder, at den øverste marginalbeskatning nu overstiger 60 procent – som tilmed gør udenlandske højtlønnede mere attraktive end danske statsborgere.

På det punkt konkurrerer Mette Frederiksen med Anker Jørgensen om, hvem der har hævet den øverste marginalskat mest. Ideen er ikke blevet bedre siden dengang.

Men forskellen fra dengang til nu er blot, at det denne gang sker i en tid, hvor konkurrencen om arbejdskraft, investeringer og højtuddannede er langt mere global og intens.

Endeligt lægger Mette Frederiksen op til kommende meget høje vækstrater i det offentlige forbrug. I den mellemfristede fremskrivning ønskes, at det offentlige forbrug (eksklusive afskrivninger) skal vokse med 3,1 procent i 2026 og hele 4,5 procent i 2027.

Det er den forkerte vej at gå, når udgangspunktet er en allerede voldsomt stor offentlig sektor, som gør behovet for effektiv ressourceanvendelse og reformer endnu mere presserende.

Derfor bør en kommende regering have ét klart og ufravigeligt fokus: økonomisk vækst.