Mette Frederiksens økonomiske plan sejler

Kommentar bragt i Berlingske 27/01/2019

En person, der overgår fra beskæftigelse til folkepension, koster ca. 300.000 kr. om året på de offentlige finanser. Lægges det til grund, indebærer S-udspillet en reduktion i arbejdsudbuddet på 10.000 personer. Det er ret uheldigt i en periode med mangel på arbejdskraft. Det vil naturligvis svække dansk økonomi mærkbart.

I denne uge spillede Mette Frederiksen (S) ud med en idé om lavere pensionsalder. Forslaget er, hvad man kan kalde varm luft – en god hensigt uden et konkret bud på, hvor meget pensionsalderen skal sænkes, og hvordan det skal ske i praksis. Forslaget er pakket ind i ord om, at forslaget skal udarbejdes sammen med DA og LO. Man får nærmest opfattelsen af, at »nogle andre« skal finde på et konkret forslag for Mette Frederiksen.

Udfordringen er her, at DA allerede har meddelt, at de ikke vil medvirke til et forslag, der reducerer arbejdsudbuddet med bare én person. Mette Frederiksens forslag giver mindelser om, at »der kommer en god løsning i morgen« og ikke mindst ønsketænkningen om »12 minutters ekstra arbejde« i Fair Løsning, som Socialdemokratiet gik til valg på i 2011. Da Socialdemokratiet havde vundet regeringsmagten i 2011, erkendte finansminister Bjarne Corydon i et svar til Folketinget, at planen var underfinansieret med 22-39 mia. kr. Og forhandlingerne med DA og LO om de 12 minutter brød sammen.

»Ånden i forslaget« er, at hvis man har været mere end ca. 40 år på arbejdsmarkedet, skal man have reduceret sin pensionsalder med et antal år – måske to-tre år. Et sådant forslag kan potentielt komme til at berøre mange danskere. En 25-årig nyuddannet fra universitetet kan i dag forvente at gå på pension som 74-årig (dvs. efter 49 år på arbejdsmarkedet). Han kunne i princippet få reduceret sin pensionsalder som følge af socialdemokraternes forslag. Men Mette Frederiksen har blot afsat tre mia. kr. til sin plan.

En person, der overgår fra beskæftigelse til folkepension, koster ca. 300.000 kr. om året på de offentlige finanser. Lægges det til grund, indebærer S-udspillet en reduktion i arbejdsudbuddet på 10.000 personer. Det er ret uheldigt i en periode med mangel på arbejdskraft. Det vil naturligvis svække dansk økonomi mærkbart.

Der er risiko for, at regningen bliver større end det, S lægger til grund. Erfaringen er nemlig, at når politikere gennemfører nye tilbagetrækningsordninger, bliver de meget populære og en belastning for dansk økonomi. Det så man, da Anker Jørgensen i 1979 indførte efterlønsordningen, og da Nyrup indførte orlovsordningerne. Tilstrømningen overgik alle forventninger.

Hvis man vil gøre noget ved nedslidning på arbejdsmarkedet, skal man ikke sænke pensionsalderen for alle med et vist antal år på arbejdsmarkedet, men hjælpe de nedslidte ved fx at ændre på de eksisterende ordninger som førtidspension og seniorførtidspension.

Mette Frederiksens forslag er finansieret ved at øge skattetrykket med tre mia. kr., blandt andet ved at øge skatten på rente- og aktieindkomst. Det vil skade investeringer og samfundsøkonomien. Desuden vil S beskatte den finansielle sektor hårdere for halvanden mia. kr. Men – igen – Mette Frederiksen vil ikke fortælle hvordan. En risiko er, at S hæver den såkaldte lønsumsafgift på bankerne. Implikationen af det vil bl.a. være, at hr. og fru Danmark kommer til at betale afgiften via højere udlånsrenter og at beskæftigelsen i den finansielle sektor reduceres.