Mørklægningen af Normstormernes undervisning af skolebørn er uacceptabel

Københavns og Aarhus kommuner har hyret den private forening Normstormerne til at undervise elever i folkeskolerne i køn og seksualitet.

Kristeligt Dagblad og Berlingske er blevet nægtet aktindsigt i materialet med den begrundelse, at det vil kunne påføre Normstormerne økonomisk skade, hvis konkurrenter får indblik i deres metoder.

Det er en suspekt begrundelse. Normstormerne er en nonprofitorganisation, hvis formål er at udbrede større accept og tolerance af lgbt+personer. Hvis andre organisationer lod sig inspirere af deres metoder og materialer, ville det fremme Normstormernes formål. De burde være begejstrede.

Jeg er selv direktør for en nonprofit, CEPOS, som underviser gymnasieelever. Vi opfordrer andre til at anvende vores materialer, som ligger online, og har planer om at tilbyde undervisning i brug af dem uden vederlag.

Læseren bedes forestille sig, at to kommuner for eksempel havde hyret en muslimsk forening eller syvendedagsadventister til at undervise folkeskoleelever, og at de hemmeligholdt undervisningsmaterialet. De borgerlige partier i Københavns Borgerrepræsentation har foreslået, at man politisk pålægger kommunen at offentliggøre undervisningsmaterialerne, men det røde flertal har afvist det.

Mørklægningen er uacceptabel af flere grunde. En af dem er, at dele af lgbt+bevægelsen i de senere år har udviklet ekstreme holdninger, som ikke er tolerante, men det stik modsatte. Her fordømmes folk, der insisterer på, at mens der naturligvis kan være mange forskellige kønsidentiteter, så er der altså stadig kun to biologiske køn. Lesbiske kvinder, der insisterer på, at de seksuelt er til biologiske kvinder og ikke til transkønnede, chikaneres og kaldes det nedsættende udtryk TERF (TransEkskluderende RadikalFeminist).

Denne bevægelse insisterer på, at en biologisk mand, der føler sig som en kvinde, faktisk er en kvinde. Det har blandt andet ført til, at mandlige voldsforbrydere i blandt andet Californien i USA og UK har fået lov til at afsone i kvindefængsler. I nogle dele af Storbritannien forekommer det, at lærere lader små skolebørn skifte kønsidentitet, således at for eksempel en dreng får et pigenavn i skolen og omtales som hun, uden forældrenes viden og accept.

Er det den form for »tolerance«, som Normstormerne underviser i? Det ved vi ikke. Men noget af Normstormernes retorik peger i den retning. I et interview i podcasten »Banat« fra 18. juli udtaler Monir Mooghen fra Normstormerne, at organisationen er radikal og politisk. I den bid af deres samarbejdsaftale med Aarhus Kommune, som er sluppet ud, står der, at skolebørnene skal undervises i »alternativer til stereotype, forsimplede og begrænsende forståelser af køn og seksualitet«. Og i en artikel på Københavns Lærerforenings hjemmeside har Kris Vinther fra Normstormerne i et oplæg sagt, at den traditionelle opdeling i to separate køn er langt fra virkeligheden, for variationerne er talrige.

Hvis jeg var far til et skolebarn i København eller Aarhus, som skulle undervises af Normstormerne, ville jeg forlange en uddybning af disse foruroligende udsagn. Der er mange forskellige kønsidentiteter (og det er fint), men der er nøjagtig to biologiske køn. Normstormerne antyder, at de underviser børn i, at der er mange køn. Gør de? Også Laura Rosenvinge, Socialdemokratiets politiske ordfører i Borgerrepræsentationen, har udtalt, at »der er mange køn og mange slags seksualiteter«. Mener hun kønsidentiteter, eller mener hun, at børnene skal lære, at der er mere end to køn?

Mørklægning

Journalist og feminist Helen Joyce dokumenterer i bogen »Trans – When Ideology Meets Reality«, at den radikale transbevægelse i den angelsaksiske verden bevidst søger at opnå sine mål ved at virke under radaren. Anvender Normstormerne samme strategi med hemmeligholdt undervisningsmaterialer? Hvorfor går de i flyverskjul, når der er offentlig debat om dem?

Også økonomien mørklægges. Vi ved dog, at alene Københavns Kommune i perioden 2020-23 betaler 7,3 millioner kroner af skatteborgernes penge til Normstormerne. Men hvad bruger organisationen indtægterne til?

Normstormernes regnskab fremgår, så vidt jeg kan se, ikke af organisationens hjemmeside. De skriver dog på hjemmesiden, at de bruger frivillig arbejdskraft. Hvad anvendes de 7,3 millioner kroner så til, når nu arbejdskraften er frivillig? Går pengene udelukkende til undervisning på folkeskolerne, eller finansierer de også andre aktiviteter? Hvilke? Organisationen har – igen ifølge hjemmesiden – et sekretariat bestående af tre medarbejdere. Der står ikke, hvem disse medarbejdere er, hvilket også er suspekt.

Hvis de kommunale skoler skal kunne hævdes at være folkeskoler, bør folket – og ikke mindst forældrene – have indsigt i, hvad der foregår på skolerne. Hvis det frie skolevalg skal give mening, skal forældre have et oplyst grundlag at vælge skole ud fra. Og vælgerne skal have et oplyst grundlag, når de skal beslutte, hvem der bedst forvalter ansvaret for deres børn og skattekroner.

Det kræver information, ikke mørklægning.

Når forældre vælger frie grundskoler, sker det ofte, fordi de ønsker, at deres børn skal undervises og opdrages efter andre normer end dem, der hersker i folkeskolen. Det kan for eksempel være normer, der bunder i religion (vi har religionsfrihed i Danmark) eller i andre pædagogiske normer.

Statsmagten i to kommuner har hyret Normstormerne til at ændre børnenes normer. Det beskrevne formål er ædelt: Bedre trivsel blandt lgbt+personer i de kommunale skoler. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan man vil nå målet. Lægen har også et ædelt mål med patienten: Helbredelse. Men lægen har pligt til at fortælle patienten hvilken behandling, der vil blive iværksat for at opnå helbredelse.

Mistillid til forældre

Normer vedrørende køn og seksualitet eksisterer i alle samfund og af gode grunde. I takt med at samfundet ændrer sig, ændres også normer. Men borgerne har ret til at have forskellige normer. Og i sidste ende er det forældrenes ansvar og ret at opdrage deres børn efter de normer, de selv finder passende. Sådan må det være i et frit samfund. Børnene er forældrenes – ikke statens.

Sådan ser Normstormerne ikke på det. I førnævnte podcast var der bred enighed blandt de tre deltagere om, at forældre ikke tænker på deres børns bedste, og at børnene skal beskyttes imod deres forældre. Nogle i Københavns Borgerrepræsentation har et lignende synspunkt. Laura Rosenvinge (S) har til Berlingske udtalt, at normdannelse vedrørende køn og seksualitet er »folkeskolens opgave. Jeg tør ikke bare overlade den opgave til forældrene«.

Rosenvinge får byttet om på relationerne her. Når børn går i en folkeskole, skyldes det, at forældrene tør overlade undervisningen af deres børn til skolen. Ellers kunne forældrene vælge en anden folkeskole, en fri grundskole eller sågar hjemmeundervisning. Derfor gør Rosenvinge og det røde flertal på rådhuset klogt i at drive en åben skole, hvor undervisningsmaterialer ikke holdes hemmelige for forældrene.

Om Rosenvinge har tillid til forældrene, er underordnet – omend den mistillid, hun udtrykker, er tankevækkende. Det er forældrenes tillid til skolen, der er det springende punkt.

Hvis flertallet i borgerrepræsentation ikke besinder sig, vil jeg opfordre lærere til at udvise civil ulydighed og offentliggøre materialer og manualer. Måske kan forældre i skolebestyrelser også udbede sig materialet.

Der er også den mulighed, at forældre anvender deres ret til at overvære undervisningen og meddeler skolen, at de gerne vil være til stede, når Normstormerne skal undervise deres børn.

Bragt i Berlingske d. 4. august 2022