Myten om markedet

Bragt i Weekendavisen d. 22. juni 2026

Skrevet af Mia Amalie Holstein

Det franske socialistpartis gruppeformand, Boris Vallaud, fik i sidste uge spalteplads i Weekendavisen til at puste nyt liv i en gammel traver: »Vores samfund er blevet én stor købmandsbutik,« udtalte han som indledning til sin kapitalismekritik og tilføjede: »Overalt har markedet sneget sig ind.«

Kernen i Vallauds argument er, at hvis markedet fylder for meget, bliver samfundet »koldt og kynisk«. Derfor skal vi gradvist »afmarkedficere«, for eksempel når det kommer til motorveje, vandforsyning og plejehjem. Politikken skal have forrang over økonomien.

Lad os gennemgå argumentet skridt for skridt.Et andet studie viser, at det at vokse op i et markedssamfund er stærkt korreleret med at ville udvise mere fair adfærd over for fremmede.

Vallaud indleder med sin udvidelsesdiagnose: Markedet har sneget sig ind overalt. Spørgsmålet er, om det er rigtigt? I danske statistikker ser vi et markant fald i privatforbrugets andel af økonomien over de seneste 60 år. Privatforbruget er blevet fortrængt af en større offentlig sektor. Der er således ikke meget, der faktuelt tyder på, at markedet fylder mere alt i alt. Heller ikke, at der er sket en forskydning.

Dernæst introducerer Vallaud sin moralske påstand: Hvis markedet fylder for meget, bliver samfundet koldt og kynisk. Der er flere problemer i dette argument. For det første besjæler Vallaud markedet. Men markedet er reelt ikke andet end en mekanisme til at forbinde mennesker og deres behov. Markedet gør ingenting, vil ingenting og er ikke ansvarligt for noget. Hvis »noget« gør samfundet koldt og kynisk, er det nogen. Dig og mig.

Men gør vi reelt samfundet mere koldt og kynisk? Flere eksperimentalstudier af markedsøkonomier viser faktisk det modsatte. Undersøgelser har for eksempel vist, at borgere opvokset i det socialistiske DDR er mere tilbøjelige til at snyde end borgere opvokset i det kapitalistiske Vesttyskland. Et andet studie viser, at det at vokse op i et markedssamfund er stærkt korreleret med at ville udvise mere fair adfærd over for fremmede. Generelt viser forskningen, at økonomisk frihed bidrager til at gøre befolkningen mere tolerant.

Og det er måske ikke så mærkeligt endda. For markedet består som udgangspunkt af frivillige transaktioner. Alle vinder af at handle med hinanden. Var det ikke tilfældet, var handlen gået tabt. Og for at få det, vi økonomer kalder »repeated games« til at fungere, kræver det, at man er fair, troværdig og tolerant over for forskellighed. Ellers vil folk ikke handle med dig igen.

Af ovenstående årsager køber jeg ikke Vallauds samfundskonsekvens: At vi må »afmarkedficere« og give politikken forrang. Dels fordi det bygger på moralske påstande. Vallaud forholder sig for eksempel ikke til de undersøgelser, som viser, at brugertilfredsheden er større på private plejehjem end på offentlige. Og dels fordi han ikke forholder sig til, hvad konsekvensen vil være, hvis man i højere grad erstatter markedet med politisk styring.

Hvis Vallaud vil føre et moralsk opgør med markedet, bør han forholde sig til markedsøkonomiske resultater: Alene siden år 2000 har væksten løftet 440 millioner indere, 690 millioner kinesere og 66 millioner latinamerikanere ud af ekstrem fattigdom. Det har den gjort, fordi vi mennesker er påhitsomme, kreative og egeninteresserede, når vi agerer på markedet. Og det skal vi være stolte af. For under de rette betingelser er det både ressourcebesparende og effektiviserende.

Hermed ikke sagt, at markedet altid skal have forrang. I tilfælde af markedsfejl skal politikerne naturligvis sætte grænser for markedet. Et klassisk eksempel er forurening, hvor virksomheder udøver skade på samfundet. Men jeg vil gerne advare imod at give mere styring end nødvendigt. Ingen politiker er så dygtig, at han kan flytte rundt på samfundets medlemmer lige så let som brikkerne på et skakbræt. For modsat brikkerne på skakbrættet kender han ikke befolkningens bevægelsesprincipper og præferencer. Og historien er fuld af eksempler på politikfejl, hvor resultatet ikke er mere menneskelighed, men lavere velstand og mindre frihed.

Vallaud har ret i, at mennesker ikke er varer. Men de er heller ikke brikker, som politikere kan flytte rundt på efter forgodtbefindende.