Når alle bliver rigere, giver det ikke mening at tale om ulighed

Bragt i Berlingske d. 3. februar

Skrevet af Jes Brinchmann

Det er problematisk, når debatten ensidigt fokuserer på ulighed og relativ fattigdom. Ingen får bedre råd til mad, bolig eller pension af at blive relativt mindre fattig.

Jeg er som statsministeren født i 1970erne og sang med på John Mogensen. Dengang huserede stagflation, bilfrie søndage og vokseværk i det offentlige. Dengang var der noget galt i Danmark, selvom vi var mere lige målt på Gini-koefficienten.

Danmark er fortsat et af verdens mest lige lande, og blandt OECD-landene ligger vi i dag nummer otte. Så hvorfor optager ulighed i stigende grad den politiske dagsorden på bekostning af diskussioner om produktivitet og skatteforvridninger? Netop de faktorer, der i sidste ende afgør danskernes velstand.

Ulighed er hverken godt eller dårligt i sig selv. Ulighed kan afspejle, at der er motivation til uddannelse og innovation. Ulighed kan også i nogle regimer være et resultat af misbrug af politisk magt til at begunstige bestemte grupper.

Her er det værd at holde fast i, hvad vi faktisk ved om ulighed i Danmark:

Langt de fleste familietyper har oplevet en markant fremgang i deres reale disponible indkomst. Og ifølge VIVE er der ikke er sket nogen stigning i polariseringen i Danmark de sidste 30 år.

Det er nemlig vigtigt at skelne mellem lighed og lige muligheder. En sammenskrivning af Friedrich Hayek fra »The Constitution of Liberty« siger, at lige muligheder er ønskværdige, men lighed i resultater er ikke blot uønskelig – den er umulig at gennemføre uden at ødelægge friheden.

Problematisk debat

Venstrefløjen dyrker begrebet ulighed, fordi det skaber følelser. Statsministeren har gentagne gange peget på »oplevet« uretfærdighed – i pensionssystemet, i boligmarkedets udvikling mellem land og by og i fødevareprisernes betydning for husholdningsøkonomen.

Det er bekymringer, som spiller på menneskers retfærdighedssans.

Det vigtigste må dog trods alt være, at ænderne i badekarret løftes for alle. Det er bedre økonomi for alle, der kan betale regningerne og årene på pension. Det er ikke de oplevede forskelle eller den relative indkomstforskel.

Politisk påtvunget lighed i økonomi sker på bekostning af individets frihed. Et samfund, der vil sikre ens udfald mellem mennesker, må nødvendigvis begrænse deres frihed til at leve forskelligt.

Venstrefløjens hyppige brug af Gini-koefficienten giver i øvrigt kun et øjebliksbillede, som ikke siger noget om, at de fleste danskere bevæger sig mellem indkomstgrupper gennem livet – fra uddannelse til arbejde, fra lavere til højere indkomst og senere på pension.

Måler man i stedet ulighed over livsindkomster, falder uligheden markant. Konkret reduceres Gini-koefficienten med omkring 35 procent, når man går fra årlige indkomster til livsindkomster.

Som eksempel har de ti procent af danskerne, der i 2014 havde de laveste indkomster, haft en indkomstfremgang på 196 procent frem til 2024, mens de 20 procent med de højeste indkomster ikke har oplevet fremgang – endda negativ udvikling for de rigeste.

I bunden er det kun enlige ikkeforsørgere under 30 år på kontanthjælp samt nytilkomne udlændinge på kontanthjælp, der har haft et fald i den disponible indkomst fra 2000 til 2026.

Dette skyldes imidlertid bevidste politiske prioriteringer, også fra statsministerens eget parti, hvor ydelserne er reduceret for at styrke arbejdsincitamenterne og begrænse tilstrømningen til Danmark.

Det udfordrer naturligvis statsministerens nytårstale om et samfund, hvor velstanden samler sig på toppen på bekostning af bunden. Tværtimod peger tallene på mest fremgang i bunden med ovenfor nævnte undtagelse.

Derfor er det problematisk, når debatten ensidigt fokuserer på ulighed og relativ fattigdom. Ingen får bedre råd til mad, bolig eller pension af at blive relativt mindre fattig.

Da Mærsk Mc-Kinney Møller gik bort, mistede Gentofte Kommune millioner i skatteindtægter. Borgerne i kommunen blev mere lige. Men blev dem med mindst stillet bedre? Det korte svar er naturligvis nej.