Ni grunde til, at Mette Frederiksens Arne-pension skader Danmark

For det første:
Sunde og raske kan benytte ordningen, mens mange nedslidte ikke kan. Det er sandsynligt, at flertallet af de 9.000, der forventes at lade sig pensionere på skatteydernes regning ikke vil være nedslidte.

Den grundlæggende tanke bag Arne-pensionen har fra starten været selvmodsigende. På den ene side har Socialdemokraterne hævdet, at det var en tidlig pension for de nedslidte. På den anden, at tildelingen af pensionen ikke skulle baseres på, om man rent faktisk var nedslidt. Det er og bliver nonsens, og resultatet er derefter.

Den eneste måde at lave en ordning, der er reserveret til de nedslidte, er at have visitation til ordningen. Det vil sige, at en læge eller en anden sagkyndig skal vurdere, om en borger er berettiget til ydelsen. Det princip kalder Socialdemokraterne og dele af fagbevægelsen ”uværdigt”. Men så er det meste af velfærdsstaten uværdig. Der er ikke fri adgang til ældrepleje, plejehjem, sygehuse, førtidspension med meget mere. Man kan som borger blive visiteret til ydelserne af kommunen eller ens praktiserende læge, hvis man vurderes at have behov for det.

Al logik og erfaring fortæller os, at man ikke kan have skatteyderfinansierede ordninger, som borgerne kan tildele sig selv. Det anerkender socialdemokraterne i det mindste, så derfor måtte man finde et alternativ til visitation, baseret på en behovsvurdering. Dette alternativ blev de såkaldte ”objektive kriterier”. Problemet er, at nedslidning er komplekst og konkret. Ikke simpelt og abstrakt.

Lad os betragte to fuldtidsansatte, vi kalder dem Erik og Egon. De har været lige længe på arbejdsmarkedet, har sparet lige meget op og har passet det samme job. Men Egon er nedslidt, mens Erik er sund og rask og har mange år i sig på arbejdsmarkedet. Årsagerne til denne forskel kan være mange: Erik har måske en stærkere fysik fra naturens hånd eller har passet bedre på sig selv ved at spise rigtigt, passe sine sengetider og dyrke motion. Egon har måske røget eller fået en knæskade som ung, da han spillede fodbold, eller har som 43-årig været ude for en færdselsulykke. Det kan også være Egon har haft en arbejdsgiver, som har haft mindre fokus på at indrette arbejdet, så man undgår arbejdsskader – eller at han selv har været mindre påpasselig end Erik.

Ved en visitation til tidlig pension – som man har med førtidspensionen – vil Egon kunne få pensionen, mens Erik ikke ville. Med Socialdemokraternes model, vil de enten begge kunne få pensionen eller ingen af dem. Begge udfald er uhensigtsmæssige og uretfærdige. I det ene skal skatteyderne betale for, at Erik går tidlig på pension, selvom han ikke fejler noget og fint kan forsørge sig selv. I det andet, bliver Egon forhindret i at gå på pension, selvom han er nedslidt. Der er ingen rimelighed og retfærdighed i Socialdemokraternes udspil.

At dette ikke blot er en teoretisk indvending viser en undersøgelse fra Finansministeriet, som finder, at dem med længst arbejdsliv føler sig mindre nedslidt end dem med kortere arbejdsliv.

Ordningen forventes at trække ca. 9.000 personer ud af arbejdsmarkedet og koste skatteyderne 3 mia. kr. Vi ved ikke, hvor mange af de 9.000, der reelt vil være nedslidte. Men sandsynligheden taler for, at det vil være mindretallet. Det viser erfaringerne med efterlønnen. En undersøgelse fra Vive viste for eksempel, at det i 2006 kun var 16 procent af efterlønnerne, der beskrev sig selv som nedslidte (Se her – tabel 1.4). Sådan går det, når folk kan pensionere sig selv på skatteydernes regning.

Nogle kommer til at arbejde mere og længere for at andre – der ikke er mindre arbejdsdygtige – kan gå tidligere på pension. Mens nogle, der har mere brug for tidlig pension må konstatere, at de ikke er omfattet af ordningen.

For det andet:
Der findes allerede gode muligheder for tidlig pensionering af nedslidte

Et argument for den nye ordning har været, at det er for vanskeligt at modtage førtidspension og kræver en lang sagsbehandling, som altså også beskrives som ”uværdig”. Det er muligt, at sagsbehandlingen kan forbedres – men så bør man gøre dét, ikke indføre supplerende ordninger, hvilket ikke løser problemerne for hovedparten af de nedslidte, der ikke kan komme på Arne-pension, fordi de ikke har været længe nok på arbejdsmarkedet. Mette Frederiksen havde rig lejlighed til at forbedre sagsbehandlingen til førtidspensionen under Thorning-regeringen, hvor hun var beskæftigelsesminister.

Ser man på tallene, er der imidlertid ikke meget, der tyder på, at det er for vanskeligt at modtage førtidspension. Godt 15 pct. af de 60-64-årige er på førtidspension, ca 53.000 personer. Det er altså næsten én ud af seks. I førnævnte undersøgelse fra Vive var det i 2006 17 pct. af de 60-64 årige, som selv angav, at de var nedslidte. Det er kun 2 procentpoint mere, og siden 2006 er der sket en markant forbedring af de ældre helbredstilstand (se fx her og her).

Endvidere har vi yderligere to ordninger for tidlig pension: efterløn og seniorpension. Efterlønnen er blevet beskåret, men den anvendes fortsat af ca. 48.000 ældre, og ordningen står ikke overfor at forsvinde helt. I 2030 skønnes det at antallet på fuldtidsefterløn er ca. 25.000 personer, og i 2040 vil tallet ca. være 15.000 personer. Det er tankevækkende og illustrativt, at Arne selv har adgang til efterløn og dermed faktisk ikke behøver endnu en ordning. Og at halvdelen af de 9.000, der forventes at benytte ordningen vil komme fra eller kunne være gået på efterløn.

Seniorpensionen er en ny ordning for nedslidte ældre, som er tildelt ca. 1.500 personer siden indførelsen i januar.

For det tredje:
Socialdemokratiet bryder sit valgløfte om pension efter 40 år. Ordningen kræver 47 år på arbejdsmarkedet

Op til valget i 2019 gav Socialdemokraterne det klare indtryk, at man skulle kunne komme på ordningen, hvis man har været mere end 40 år på arbejdsmarkedet. Under fremlæggelsen af partiets udspil på et pressemøde 22. januar 2019, sagde Mette Frederiksen for eksempel, at fik retten til at trække sig tidligere tilbage, hvis man havde arbejdet ”mere end 40 år”.

Er man ikke en snydetamp betyder dét, at folk med 41 eller 42 år på arbejdsmarkedet vil være omfattet. Og det var da også det indtryk mange fik, heriblandt Arne selv, som gentagne gange i medierne har udtrykt den forventning, at udspillet vil gøre det muligt at trække sig efter 40 år på arbejdsmarkedet.

Men i det udspil regeringen har lagt frem, bliver den tidligere pension først mulig efter 47 år på arbejdsmarkedet. Fra man fylder 61 år, vil det være muligt at anmode om tidlig pension og få afgjort, om man er berettiget til ordningen. Hvis man som 61-årig har været på arbejdsmarkedet i mindst 44 år, får man ret til at gå på pension tre år før folkepensionsalderen, som fra juli 2021 og nogle år frem være 67 år. Det vil sige, at man kan få på pension som 64-årig, hvis man som 61-årig allerede har arbejdet 44 år, mens 43 år på arbejdsmarkedet giver ret til at gå fra to år før, og 42 år på arbejdsmarkedet giver ret til at gå ét år før folkepensionsalderen.

Altså kommer man i alt til at arbejde mindst 47 år, før man kan få Mette Frederiksens ”Arne-pension”. Ikke ”mere end 40 år”, som Socialdemokratiet havde stillet vælgerne i udsigt men mere end 46 år.

Socialdemokraternes udspil om tidlig pension til nedslidte, som kom ud inden valget i 2019, nævnte en lang række faggrupper, som eksempler på fag, hvor nedslidning finder sted og gav dermed indtryk af, at disse faggrupper ville være omfattet af ordningen. Men blandt de nævnte fag var blandt andre sygeplejersker og fængselsbetjente, som for langt de fleste vedkommende ikke kan komme i betragtning.

Forstå mig ret: Det havde været en katastrofe for Danmark, hvis Mette Frederiksen havde levet op til sit løfte fra pressemødet i januar 2019, hvor hun stillede ret til pension efter 40 år på arbejdsmarkedet i udsigt. Problemet er, at løftet overhovedet blev afgivet, og at store vælgergrupper er blevet stillet en sådan utopi i udsigt, som om der i Prins Jørgens Gård, hvor indgangen til statsministeriet ligger, står et pengetræ, der kan skabe velstand til danskerne, uden at de behøver at arbejde. Det skaber nu et voldsomt pres for ustandselige udvidelser af ordningen i de kommende år, så nye grupper kan komme med.

For det fjerde:
Ordningen fungerer som en straf for at uddanne sig

Fordi den grundlæggende tanke bag Socialdemokraternes pensionsudspil er, at man ikke vil visitere borgerne til ordningen, har man måtte finde på nogle andre måder at begrænse antallet af borgere, der har ret til den. Ellers ville det blive alt for dyrt og arbejdsmarkedet ville blive drænet for ældre medarbejdere. Man har valgt antal år på arbejdsmarkedet. Her tæller tid på dagpenge eller sygedagpenge med. Tid på barsel tæller også med. Man vil ikke straffe kvinder for at føde børn, lyder argumentet – og det kan isoleret set være fornuftigt nok. De år man bruger på uddannelse, tæller imidlertid ikke med. Man vil altså gerne straffe folk for at uddanne sig – det er i hvert fald konsekvensen.

Regeringen har valgt at begunstige grupper som 3F’ere med kort uddannelse og dermed langt arbejdsliv. Nogle af dem er nedslidte, og de skal naturligvis tilbydes tidlig pension, men vi har jo som påpeget ovenfor allerede ordninger til de nedslidte. Finansministeriet finder, at der blandt dem med mellemlang videregående uddannelse, såsom pædagoger, socialrådgivere og sygeplejersker med lang tid på arbejdsmarkedet er omtrent ligeså mange som blandt de ufaglærte og faglærte, der er begrænset i deres arbejde på grund af smerter (se her – figur 13). Men de fleste af dem med mellemlang uddannelse har ikke arbejdet længe nok til at få ”Arne-pension”, netop fordi de har uddannet sig.

Lad mig understrege, at løsningen på dette problem ikke bør være at udvide ordningen ved også at tælle uddannelsesår med. Løsningen er at droppe ordningen og i stedet erkende, at en tidlig pension til nedslidte nødvendigvis må baseres på en faglig vurdering af, om hver enkelt ansøger er nedslidt eller ej. Ligesom visitation til ældrepleje baseres på, om borgeren har mistet evnen til for eksempel at gøre rent i eget hjem og ikke, om borgeren er over en vis alder eller har arbejdet i et bestemt antal år.

For det femte:
Ordningen fungerer som en straf for at spare op. Man er til grin for sine egne penge

Den anden måde hvorpå socialdemokraterne vil begrænse antallet af borgere, der har ret til ordningen, er ved at reducere det beløb, man kan modtage, hvis man har sparet mere end 2 mio. kr. op. Igen kan det isoleret set – givet ordningens tåbelige præmisser – være fornuftigt: hvorfor sende arbejdsduelige folk på tidlig pension på skatteydernes regning, hvis de har egen opsparing?

Problemet er, at ordningen dermed straffer folk for at gøre noget fornuftigt, nemlig at spare op for at kunne forsørge sig selv i alderdommen. En 60-årig med ambitioner om at komme på ”arne-pension” kan havne i den absurde situation, at den reelle beskatning af afkastet af pensionen kan komme op på 105 pct. Vedkommende bliver altså fattigere af at spare op! Det skyldes, at jo mere man sparer op i privat pension, jo mindre får man i Arne-pension. Aftrapningen udhuler forrentningen. Det risikerer at rokke ved opbakningen til vores pensionssystem med arbejdsmarkedspensioner.

Som professor i økonomi Bo Sandeman udtrykker det: ”Man er lidt til grin for sine egne penge. Og hvis man så endda – som tilfældet ofte vil være – er tvunget at spare op, er man virkelig til grin. Det er hverken hensigtsmæssigt eller retfærdigt”.

Allerede med 15 år til folkepensionsalderen vil den reelle skatteprocent være på 80 pct. Med 11 år til folkepensionsalderen er den effektive skat på 90pct., og fire år senere når vi så op på den nævnte marginalskat på 105 pct.

For det sjette:
Regeringen påstår, at bankerne kommer til at betale. Men det bliver almindelige danskere, der kommer til at betale regningen. Regningen bliver 1.400 kr. for et par i ejerbolig.

Forslaget om at give ca. 9.000 udvalgte og – formentlig hovedsageligt –sunde og raske mennesker tidligere pension end os andre vil koste skatteyderne 3 mia. kr. Socialdemokraterne foreslår at skaffe de 3 mia. kr. ved blandt andet at hæve skatten på finanssektoren med 2,35 mia. kr. (Det tal man hører er 1,5 mia. kr., men de 2,35 mia. er det beløb, der skal opkræves for at staten får 1,5 mia. kr. i kassen i sidste ende).

Men det er som bekendt ikke øllet, der betaler ølafgiften, men dig, der køber øllen. Lidt på samme måde er det ikke bankerne, der betaler bare fordi man kalder det en bankskat. I sidste ende kommer kunderne til at betale. Finansministeriet har skønnet, at renten på udlån fra danske banker i gennemsnit vil stige med knap 0,1 procentpoint som følge af skatten.

Finans Danmark har regnet på, hvad det betyder for almindelige danskere og når frem til, at en normal dansk børnefamilie med to lønmodtagere i ejerbolig i gennemsnit risikerer en årlig ekstraregning på 1.400 kr. For en pensionistfamilie i ejerbolig bliver regningen i gennemsnit på 800 kr. om året.

Og så er der ikke medregnet, at vi også kommer til at betale som forbrugere, for erhvervslivet får også en regning. Ifølge Finans Danmark vil en mellemstor dansk produktionsvirksomhed få en ekstraregning på 25.000 kr. om året. Det giver højere priser, som betales af forbrugerne.

For det syvende:
Finansieringen af ”Arne-pensionen” rammer også investeringer, vækst og lønninger for almindelige danskere

Derudover vil regeringen blandt andet hæve aktie-skatten fra 42 til 45 pct. Det lyder af en relativt lav skat sammenlignet med skatten på arbejde, men reelt er der allerede i dag tale om, at afkast af investeringer bliver beskattet meget højt – ofte med op til 80 procent, hvilket jeg forklarer her.

En forhøjelse af skatterne på afkastet af investeringer ender også med i et væsentligt omfang at ramme os alle sammen. Når det bliver mindre attraktivt at investere, vil der blive investeret mindre. Det vil i dette tilfælde især ramme små og mellemstore virksomheder, som ofte ikke kan skaffe kapital i udlandet. Lavere investeringer giver lavere vækst i vores velstand og i vores lønninger. Også her kommer brede grupper i befolkningen til i sidste ende at løfte regningen for Arne-pensionen.

For det ottende: Socialdemokraterne bryder (igen) sit valgløfte om, at 95 procent af befolkningen ikke får skattestigninger. Der er i skrivende stund indført 23 skattestigninger siden Mette Frederiksen blev statsminister.

Socialdemokraterne påstod i valgkampen, at 95 procent af danskerne ikke vil opleve skattestigninger. Kun bankerne og ”de rige” skulle betale mere i skat. Det løfte brød regeringen de allerede ved finanslovsaftalen få måneder efter sin tiltræden. Her indførte den højere cigaretafgifter, som ramte de 23 procent af danskerne, som er rygere, og højere skat på plastikposer, som vel rammer vel stort set alle danskere. Derudover genindførte S skatten på fri telefon for medarbejdere, hvilket ramte 500.000 danskere.

Og det er fortsat i højt tempo. I skrivende stund har regeringen hævet eller annonceret, at den vil hæve (eller indføre) i alt 23 skatter. Det rammer alle danskere, også skattestigningerne, der skal finansiere Arne-pensionen. Mon ikke snart Danmark genindtager den tvivlsomme førsteplads som landet med verdens højeste skattetryk?

For det niende:
Ordningen inviterer til alles kamp mod alle om at komme med. Det splitter Danmark og kan blive dyrt

Den rigtige, retfærdige og saglige løsning, som ville være at fastholde det princip, at man kun kan komme på en tidlig pension for nedslidte, hvis man faktisk er nedslidt. Fravigelsen fra det princip har ført Mette Frederiksen og regeringen på mudrede afveje. Nu skal man finde andre måder at afgrænse på. Nogle nedslidte skal have pensionen, andre skal ikke. Nogle ikke-nedslidte skal have den, andre skal ikke. Dette rod skal retfærdiggøres, og det kan Socialdemokraterne kun gøre ved at blive svulstige og selvretfærdige. De taler om at give en hjælpende hånd til dem, der har bygget Danmark op. Som Berlingske Tidendes chefredaktør, Tom Jensen, har påpeget, antyder den retorik, at andre udover de 38.000, som nu bliver berettiget til tidlig pension, ikke har bygget Danmark op.

”Nu er det tid til, at de stærkeste bidrager, siger Mette Frederiksen. Ergo må man forstå, at de stærkeste ikke allerede bidrager”, skriver Tom Jensen.

Det er nu en sandhed med modifikationer. De 10 procent, der er mest vellønnede betaler 31 procent af skatterne, der finansierer velfærdsstaten – altså tre gange så meget, som hvis alle betalte det samme.

Det nedtrykkende, der nu er ved at ske, og som afspejler sig i Socialdemokraternes ”dem og os” retorik er, at tidlig pension er blevet et spørgsmål om, hvem der ”fortjener” at få den i kraft af i særlig grad at have bidraget til samfundet som gruppe.

Sådan kan en velfærdsstat ikke fungere. Sådan kan et pensionssystem ikke fungere. Tidlig pensionering skal ikke gives til særlige udvalgte grupper, der udpeges som særligt prisværdige. Den skal gives til dem, der er nedslidte. Det kan i praksis kun ske ved, at man bliver tildelt en ydelse på basis af objektive kriterier men samtidig en individuel vurdering af, om man lever op til disse foretaget af en fagperson, typisk en læge.

Bundlinjen er jo, at vi er i samme båd, os der lever her i Danmark. De fleste af os bidrager til at holde samfundet oven vande – på den ene eller den anden måde og på forskellig vis. De fleste af os er arbejdsomme, dygtige og pligtopfyldende. Socialdemokraterne inviterer med deres ”dem og os” logik til et kæmpe slagsmål, der bliver alles kamp mod alle for at blive inkluderet blandt de værdigt trængende. Det kan med tiden blive meget dyrt, hvis ordningen i de kommende år igen og igen bliver udvidet til at omfatte nye grupper. Og det splitter Danmark.