Nu skal vi have Danmark genåbnet: Regeringens coronapolitik bygger på Aarhus-historier

En klassisk Aarhus-historie lyder: “Hvorfor går aarhusianerne altid med hænderne i lommen? Det er, fordi de er så flove over, at deres fingre ikke er lige lange.” Men ikke alle Aarhus-historier er lige morsomme.

Den 7. august annoncerede sundhedsminister Magnus Heunicke, at man 10. august ville indføre maskepåbud i den kollektive transport i Aarhus for at få den stigende smitte i kommunen bragt ned. Indgrebet blev betegnet som en “nålestiksoperation” og blev fremhævet i Kåre Mølbaks afskedsbrev, hvor han skrev, at »disse [ lokale] udbrud blev over sommeren og i begyndelsen af efteråret håndteret primært med lokale tiltag. Et godt eksempel på dette er smitten i Aarhus i første halvdel af august 2020, hvor kommunale tiltag understøttet af omfattende testindsats bragte smitten under kontrol«.

Problemet med Mølbaks Aarhus-historie er, at den er en fejlopfattelse af virkeligheden. Smitten i Aarhus var toppet allerede den 2.

august målt på positivprocenten – og den 7. august målt på antal smittede. Altså henholdsvis otte og tre dage, før man indførte krav om mundbind, og inden man ville kunne se en eventuel effekt af testindsatsen.

Det kan altså ikke have været restriktionerne eller testindsatsen, der vendte smittekurven.

En fuldstændig lignende historie fortæller forskere fra Aarhus Universitet og DTU, som har undersøgt nedlukningen i Nordjylland.

Forskerne kan ikke se nogen forskel i smittespredningen i de kommuner, der blev lukket ned, sammenlignet med de øvrige nordjyske kommuner. Hverken den hårde nedlukning eller den omfattende testning havde nogen målbar effekt på smittetallet. Andre nedlukninger viser samme mønster. Selvom man 9. september indførte restriktioner i 18 kommuner i Hovedstadsområdet og Odense, havde det ingen effekt på smitteudviklingen sammenlignet med kommuner med samme smittetryk, der ikke blev påtvunget restriktioner.

Ser vi på den seneste nedlukning før jul, kan man nemt få indtryk af, at lige præcis dén har stor effekt, for smitten falder jo hurtigt. Men smitten toppede, før man lukkede storcentrene og butikkerne. Samtidig falder smitten også hurtigt i Sverige, hvor restriktionerne er meget milde og primært består af et forsamlingsforbud på otte personer og et forbud mod salg af stærkere alkohol end folköl efter kl. 20. I Israel, der indførte hårde restriktioner den 27. december, fortsatte smitten med at stige ufortrødent i tre uger.

Alt for mange har det seneste år hængt sig i anekdoter. Det er en uskik, for selvom bedstefar røg 20 Cecil om dagen og blev 102 år gammel, så er rygning hamrende farligt.

Ovenstående er også anekdoter, men de underbygges af en voksende mængde af videnskabelige undersøgelser, som viser, at nedlukningerne i foråret havde en meget beskeden effekt på smittespredningen.

Det var ikke nedlukningen af frisørerne og butikkerne, der fik smitten ned, men snarere vores individuelle tilpasning til pandemien godt hjulpet på vej af naturlige sæsonudsving mv. I foråret anerkendte regeringen og SSI da også vigtigheden af adfærd, som flere gange blev fremhævet på pressemøder og i modelkørsler.

Desværre glemte de hen over sommeren indsigten fra foråret, som blev erstattet af indsigter fra Aarhus-historier. Og konsekvensen er, at børnene, butikkerne og hele befolkningen nu lider under regeringens og myndighedernes fejlopfattelser.

Meget tyder på, at det primært er borgernes påpasselighed med at holde afstand og spritte af, som nedbringer smitten, mens nedlukninger har beskeden effekt. Til gengæld ser vi stadigt tydeligere de store omkostninger ved nedlukning, både socialt og økonomisk.

Derfor er en genåbning kombineret med fastholdelse af – og tilskyndelse til – adfærd, der hæmmer smittespredningen, formentlig den strategi, der samlet set er bedst for Danmark.

Meget tyder på, at det primært er borgernes påpasselighed med at holde afstand og spritte af, som nedbringer smitten, mens nedlukninger har beskeden effekt.

(Bragt i Jyllands-Posten 4. februar 2021)