For det andet er det bemærkelsesværdigt, at man giver en så lille tilpasning af de kommunale og regionale udgifter så stor opmærksomhed og arbejdsindsats i form af analyser mv. Det står i skærende kontrast til beslutninger om merbevillinger, hvor man rask væk bruger langt flere penge på et meget tyndt vidensgrundlag, og ofte beslutter man merudgifter – som fx minimumsnormeringer i daginstitutioner og flere lærere i folkeskolen – selvom analyser og forskning generelt set peger på, at der ikke er en positiv effekt af flere ressourcer. I langt de fleste tilfælde aftaler man heller ikke, hvordan man skal sikre, at der bliver fulgt op på, om de øgede udgifter har haft den ønskede effekt.
Der er flere forskellige årsager til dette fænomen. For det første vil politikere gerne forsøge at løse problemer, og de lettest anvendelige redskaber i deres værktøjskasse er enten flere regler eller flere penge. Flere penge er således ofte den af politikerne foretrukne mulighed for at udvise handlekraft overfor et problem, og forskning viser, at vælgerne under alle omstændigheder i første omgang belønner dem for at vise en sådan handlekraft og forsøge at løse et samfundsproblem. Derfor vil politikere ofte gerne tro på, at flere penge løser alle problemer, og det bliver de bakket op i af organisationer som BUPL, Danmarks Lærerforening, Ældresagen, KL m.fl., der alle har interesse i højere udgifter på deres velfærdsområde. Hverken politikerne eller disse udgiftsadvokater vil have interesse i at undersøge nærmere, om øgede bevillinger virker, da det efterfølgende kan give politikerne forklaringsproblemer, hvis det ikke er tilfældet, og det vil desuden give udgiftsadvokaterne dårligere muligheder for at få flere penge til deres område i fremtiden.
Taberne her bliver skatteyderne, der skal finansiere udgifterne, men tabet er fra sag til sag meget begrænset for den enkelte skatteyder, hvilket giver dem et lille incitament til at organisere en modstand mod merudgifter, og der er mange skatteydere, hvilket ydermere gør det omkostningsfuldt for dem at organisere sig. Anderledes forholder det sig for udgiftsadvokaterne, der er mindre grupper, og derfor har de nemmere ved at organisere sig, og det enkelte medlem har større interesse i at påvirke de politiske beslutningsprocesser mhp. at få flere midler til deres område.
Ved besparelser og effektiviseringer har udgiftsadvokaterne naturligvis et betydeligt incitament til at kæmpe imod, og skatteyderne vil også her have vanskeligt ved at engagere sig i sagen, og gevinsten fra hver enkelt effektivisering vil for den enkelte skatteyder være af meget begrænset størrelse. Derfor vil udgiftsadvokaterne også arbejde for en meget grundig behandling af besparelser med arbejdsgrupper osv. Dette gælder også, når der bare er tale om en omprioritering fra kommunal administration til ”varme hænder” i kommunerne, da udgiftsadvokaterne naturligvis helst ville have modtaget en merbevilling til de ”varme hænder”.
Ovennævnte mekanismer – der gør, at velorganiserede interesseorganisationer kan påvirke politiske beslutninger til deres egen fordel på bekostning af større men mindre velorganiserede grupper eller den brede befolkning som helhed – er velbeskrevet i samfundsvidenskabelig forskning, og man kan altså også løbende se dem udfolde sig i praksis i dansk politik.
Problemet med at besparelser kræver større analytiske grundlag og møder mere modstand end merudgifter, er umiddelbart svært at løse, men man kunne jo starte med at kræve, at man ved alle nye udgifter skal redegøre for, om der er et forskningsmæssigt eller analytisk belæg for, at man kan opnå de påståede effekter. Desuden kunne man kræve en beskrivelse af, hvordan man vil følge op på, om merudgiften har medført den påståede effekt. Man har i dag eksempelvis et lignende krav til, at der altid bør redegøres for de administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet af forslag til ny lovgivning.
Bragt i JP den 8. august 2023
