Udgivet d.
6. juli 2020 - 10:29
Debat
Værdier
Som jeg påpegede i min første blog i denne sommerserie om kilder til den nuværende borgerlige krise og veje ud af den, er det en fejl at tro, at politiske partier blot kan flytte sig selv politisk og retorisk, uden at dette efterfølgende har konsekvenser for, hvor vælgerne og de andre partier placerer sig.
Det er denne proces, som partiet Venstre har set stort på, da man flyttede sig ind mod midten i dansk politisk og – vil jeg hævde – på nogle punkter over midten.
Det kan ud fra en kortsigtet betragtning se smart ud: Man bevæger sig hen, hvor de midterste vælgere befinder sig – dem, der afgør, om blå eller rød blok får flertallet. Det sætter modstanderen skakmat. Problemet er, at det er en kortsigtet tænkning. For dét, at man selv bevæger sig, får andre til at gøre det samme. Både andre partier og vælgerne. Denne blog handler om, hvordan partiet Venstre ved at bevæge sig i en rød retning i sin økonomiske politik har fået vælgerne til at gøre det samme. Dermed har Venstre for at opnå kortsigtet gevinst undergravet sin mulighed for at stå stærkt hos vælgerne på langt sigt.
Jeg tager udgangspunkt i debatten om økonomisk ulighed. Allerede kort efter Foghs kursskifte i 1999 begyndte Venstre at angribe Nyrup-regeringen for at føre en asocial skattepolitik. I et interview i Weekendavisen i 1999 sagde Anders Fogh Rasmussen: ”Når man tager den samlede fordelingspolitik i den nuværende regerings skattepolitik, så er den jo opsigtsvækkende skæv. Der føres i den grad en skattepolitik, der vender den tunge ende nedad”.Kilder til citater kan med mindre andet er anført findes i min bog ”Den retfærdige ulighed”, CEPOS 2007.
Man begyndte endvidere at tale om voksende forskel mellem rig og fattig. Anders Fogh Rasmussen blev i april 2001 – altså inden han blev statsminister – citeret for at sige: »Ifølge Økonomiministeriet er der siden 1995 blevet 12.000 flere i gruppen med laveste indkomster. Flere rapporter viser, at forskellen mellem rige og fattige er blevet stadig større under Nyrup.« Som Ejvind Larsen undrende konstaterede: »Venstres formand udtrykker sig som en anden proletarforfatter«
I april 2001 udgav Venstre et notat udarbejdet af kultursociolog og mag.art. Eyvind Vesselbo (som senere blev medlem af Venstres folketingsgruppe). Blandt en lang række angreb på regeringen gjorde man blandt andet gældende, at de fattige var blevet fattigere. Dette var faktisk ikke korrekt. Alle indkomstdeciler oplevede indkomstfremgang under Nyrup-regeringen.
Om Venstres anvendelse af den slags retorik og argumentation har bidraget til, at partiet i slutningen af 2001 vandt regeringsmagten, er yderst tvivlsomt. På lidt længere sigt har retorikken medført, at Venstre gjorde sig utrolig sårbar over for tilsvarende angreb rettet imod sig selv, da man kom i regering.
Rent principielt og ideologisk gav meldingerne ingen mening. En moderat (social-) liberal position ville have været at fokusere på at skabe så lige muligheder som muligt, og det socialpolitiske fokus burde være på at hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv, ikke på at reducere den generelle ulighed mellem borgerne, og da slet ikke i et land som Danmark, som på det tidspunkt havde den laveste grad af økonomisk ulighed blandt alle OECD-landene.
Da Venstre ændrede kurs i ulighedsdebatten, havde befolkningens holdninger til ulighed i næsten to årtier bevæget sig i en mere liberal retning. For eksempel viste tal fra World Value Survey, at stadig flere satte frihed over lighed i perioden fra 1981 og frem til 1999, jf. figuren.
Men herefter vendte udviklingen. Andelen, som sætter frihed over lighed, er i 2007 tilbage på niveau med målingen fra 1981. Andelen, der sætter lighed over frihed, når op på et historisk højt niveau i 2007Der skal tages det forbehold, at 2007-målingen ikke er udført på samme måde, som de andre målinger. WVS målinger bliver udført ved interviews, hvor interviewer og interviewperson sidder over for hinanden. Catinét-målingen er gennemført som telefoninterviews. Denne forskel i interviewmetode kan føre til forskellige resultater. Endvidere er de foregående spørgsmål i de to undersøgelser forskellige, hvilket kan påvirke interviewpersonen i forskellige retninger. Det forekommer dog ikke sandsynligt, at disse faktorer i sig selv kan forklare den store fremgang i graden af lighedsorientering., men omvendt kan det ikke afvises. . Vi har ikke data for senere år.
Det tidsmæssige sammenfald mellem Venstres kursskifte og de ændrede holdninger i befolkningen er påfaldende, men beviser naturligvis ikke en sammenhæng. Det forekommer dog sandsynligt, at en sådan sammenhæng findes. Den lighedsorienterede retorik fra de borgerlige, og især Venstre, sendte et klart signal til befolkningen, meningsdannere, lederskribenter, menige folketingsmedlemmer osv. om, at øget omfordeling bør være en central politisk målsætning. Det flytter holdninger.
Mange vælgere danner deres holdning ud fra, hvad de politikere, de støtter og stoler på, argumenterer for. Det gælder i særdeleshed de mange loyale partisoldater, som lader partiledelsen formulere den konkrete politik, som baglandet så vælger at gå ind for. Men det gælder også andre vælgere.
Politisk kan man reelt ikke kan gøre ret meget for at øge ligheden uden at komme i konflikt med andre væsentlige liberale målsætninger. Omvendt vil de fleste effektive tiltag, som øger den personlige frihed, det private initiativ, private investeringer, produktivitet og vækst også kunne føre til øget ulighed – selvom nogle også kan føre til det modsatte.
Ulighedsdebatten er en illustration af et bredere problem: Venstre har med sin retorik formentlig flyttet befolkningens holdninger væk fra en liberal position. I ulighedsspørgsmålet repræsenterer den liberale position et fokus på lige muligheder (ikke lige resultater) og på, at omfordeling så vidt muligt skal afgrænses til at komme dem til gode, der ikke kan klare sig selv. Venstre rykkede sig selv og store dele af deres vælgere over imod en position med fokus på skabelse af generel lighed i indkomst mellem alle borgere via statslig omfordeling. På langt sigt vil det styrke de røde partiet og svække de blå.
Ligegyldig hvor rød Venstre gør sin retorik på dette felt, vil man ikke kunne konkurrere med de røde på en rød dagsorden. Det gælder i stedet om at skabe en blå dagsorden. Det samme kan siges på andre områder. De blå partier kan ikke konkurrere med de røde om at føre planøkonomisk klimapolitik, for eksempel. Ikke desto mindre er dét, hvad de har forsøgt – her i øvrigt med de konservative i spidsen i en årrække. Det har været en katastrofe for det borgerlige Danmark på længere sigt – og i øvrigt for Danmark som sådan.
Det er ikke kun fordelingspolitisk, at Venstres bevægelse i rød retning har påvirket vælgerne til at bevæge sig i samme retning. Professor Peter Kurrild-Klitgaard når frem til en tilsvarende konklusion for vælgernes holdninger mere generelt i en artikel i tidsskriftet Økonomi & Politik”Kontraktpolitik, kulturkamp og ideologi 2001-201”, Økonomi & Politik årgang 84, 2011 https://www.djoef-forlag.dk/openaccess/oep/files/2011/3_2011/3_2011_5.pdf fra 2011, hvor han konkluderer: »Kulturkampens forestilling om, at man skulle påvirke vælgernes grundlæggende holdninger i en mere liberal retning, holder overhovedet ikke.« Han uddyber:
»Rune Slothuus har via eksperimenter vist, hvorledes vælgernes holdninger i realiteten bliver påvirket af de positioner, som politikerne indtager (Slothuus, 2010). Hvis »afsenderen« er vellidt, påvirker det nogle vælgere til at synes bedre om de budskaber, der associeres med »afsenderen«. Set i dette perspektiv er det plausibelt, at kombinationen af kontraktpolitik og den i praktisk politik og daglig retorik førte kulturkamp i virkeligheden har flyttet de borgerlige vælgere til venstre i det politiske spektrum. Det er tillige en hypotese, der er konsistent med andres observation på baggrund af lignende data: at det ikke er vælgerne generelt, eller de venstreorienterede vælgere, der er rykket mod venstre, men derimod de højreorienterede.«
Den borgerlige krise må forstås i lyset af den indsigt, at partier og vælgere ikke agerer uafhængigt af hinanden, men tværtimod påvirker hinanden. Det havde Venstre enten ikke indset, da man lagde kursen om i 1999, eller også var man ligeglad med de langsigtede konsekvenser, fordi man tænkte kortsigtet.
Vi lever nu med de langsigtede konsekvenser. Ikke kun vælgerne har flyttet sig. Det har de andre partier også. Dansk Folkepartis bevægelse i rød retning skal ses i relation til Venstres bevægelse i samme retning. DF skal ligge et pænt stykke til venstre for partiet Venstre. Når Venstre flytter sig, må DF også gøre det. Tilsvarende, når en stor gruppe af de borgerlige vælgere flytter sig, må DF også flytte sig. Når partiet, der kalder sig ”Danmarks liberale parti” ikke længere støtter liberale mærkesager, skabes der plads til dannelsen af et nyt liberalt parti, Liberal Alliance. Dét, at Fogh Rasmussen opgav liberale principper til fordel for kortsigtet vælgeroptimering i 1999, er kimen til hele denne udvikling.
Min næste blog handler om, hvordan alt dette førte til den borgerlige parlamentariske krise i perioden 2015-19.
__
Dette er sjette blog i en sommerserie på otte blogs om den borgerlige krise og veje ud af den. Læs mere her:
1: Den borgerlige krise: 20 år med for mange fokusgrupper og for lidt politisk nytænkning
5: Ny Alliance var et liberalt oprør, der satte skub i den liberale reformdagsorden
6: Partiet Venstre har gjort de borgerlige vælgere mere venstreorienterede
Jeg kan godt blive bekymret for, at det helt legitime ønske om at styrke NATO vil blive brugt herhjemme som anledning til at introducere de allerede hårdt beskattede danskere for endnu en skat.
Den måske største debat i det 20. århundrede om, hvad der kendetegner et retfærdigt samfund, blev skudt i gang for 50 år siden.
