Udgivet d.
8. april 2026 - 13:27
Arbejdspapir
Både såkaldt venstre- og højrepopulisme er en form for kollektivisme og udspringer grundlæggende af forestillinger om en ”folkevilje”. Forskningen viser negative konsekvenser af populistisk inspireret politik, men det er mindre klart, hvad der fremkalder populisme. Måske fordi politiske partiers populisme ikke er et kategorisk spørgsmål, men et gradsspørgsmål.
Få vil benægte, at der fejer populistiske bevægelser hen over den vestlige verden. Mest iøjnefaldende er MAGA-bevægelsen i med Trump i spidsen, der tre gange har formået at overvinde ”the establisment” i sit eget parti og to gange har vundet præsidentvalget. Også i Europa findes lignende bevægelser. I Latinamerika har populister længe haft et stærkt greb, bl.a. i Argentina, hvor peronisterne dog netop har tabt magten til præsident Milei.
Der findes populister, som identificerer sig både med venstre- og højrefløjen. Der er enkelte populister, som selv bruger betegnelsen om sig selv, og andre der opfatter det som et skældsord. Nogle populister betragter hinanden som dødsfjender.
Selv om det ikke nødvendigvis er svært at identificere populisme, kan det være vanskeligt at definere entydigt. Vanskeligheden bliver ikke mindre af, at politiske partier stort set alle udviser karaktertræk, som i en eller anden grad bærer præg af populisme.
I sin vigtige ”Liberalism against populism” (1982) definerer politologen William Riker populisme simpelt hen som forestillingen om eksistensen af en ”folkevilje” og demokratiet som en mekanisme, der aggregerer individuelle præferencer til en kollektiv præference. Ideen om folkeviljen sporer Riker (mindst) tilbage til Jean-Jacques Rousseau (2014[1762])), der var ophavsmand til begrebet. Rikers fokus her er måske ikke så mærkeligt, for formålet med bogen var at introducere social choice-teori til politologer og ”oversætte” den matematisk tunge aksiomatiske analyse. Social choice udsprang oprindeligt af økonomen Kenneth Arrows (1985 [1951]) lille afhandling om, hvorfor det er konceptuelt umuligt at aggregerede individuelle præferencer til noget, der meningsfyldt kan kaldes for en kollektiv præference. Efter Rikers opfattelse fører social choice-indsigterne til en liberal demokratiforståelse. Det politiske systems opgave er ifølge denne forståelse at begrænse den politiske magtudøvelse for at beskytte individuel frihed. Institutioner som frihedsrettigheder, forfatninger, demokratiske afstemninger og magtdeling eksisterer for at begrænse magthaverne. Riker forbinder denne opfattelse af politik med de amerikanske ”founding farthers”, ikke mindst James Madison.
Nyere politologer som Nils Karlson (der også optræder i dette nummer) sporer ligeledes populismen til Rousseaus folkevilje (Karlson 2024). Grundlæggende er det altså en forestilling om et projekt, som det ”ægte folk” kan realisere under de rette betingelser, og den bliver det bliver en politisk opgave at tilvejebringe.
Både såkaldt venstre- og højrepopulisme er en form for kollektivisme og udspringer grundlæggende af forestillinger om en ”folkevilje”. Forskningen viser negative konsekvenser af populistisk inspireret politik, men det er mindre klart, hvad der fremkalder
Selvom stort set alle regeringer siden 1982, har udtrykt ønske om at reducere regler og bureaukrati i Danmark, er regelmængden mere firedoblet siden 1989. Vi har derfor brug for et forpligtende reduktionsmål.
De senere års styrkelse af Forsvaret har ført til en uforholdsmæssig stor udvidelse af antallet af ledere og administratorer i stillingskategorier, der ikke er direkte rettet mod militære operative opgaver.
