Regeringen har et stort bnp-mål og et lille reformspor

Bragt i Børsen d. 24. august 2026

Skrevet af Niklas Praefke 

Regeringen har slået sig op på at have et højere bnp-mål end oppositionen Venstre, Liberal Alliance og Konservatives (VLAK) rammeaftale. Strukturelt bnp skal øges med 70 mia. kr. i 2035 mod VLAK’s 60. Men dykker man ned i tallene, er de 70 mia. kr. mindre ambitiøse, end de ser ud. Der er ikke meget, der tyder på et nyt reformspor.

Regnestykket er enkelt. Af de 70 mia. kr. skal de 30 mia. ifølge regeringsgrundlaget komme fra byrdereduktioner. Det er isoleret set en god målsætning. Men erfaringen viser, at skiftende regeringer har været utroligt dårlige til at leve op til dem. Regler fjernes med en pincet, mens nye kastes ind med en skovl.

Tilbage er 40 mia. kr., som skal nås på andre måder. Og her viser regeringens egne tal, at skatteinitiativerne i grundlaget øger bnp med 37 mia. kr. Det skyldes i høj grad nedsættelsen af selskabsskatten med 3 procentpoint. Regeringen er altså stort set i mål på den del, hvis det vel at mærke vedtages, og der ikke indføres nye tiltag, der reducerer bnp.

Skuffeplaner

Alt i alt tyder det ikke på en regering, der går reformamok.

Der er endda skuffeplaner, som kan trække den anden vej. For regeringen har ting liggende, som trækker ned i bnp, men først efter målsætningsåret 2035, og som den derfor ikke har forpligtet sig til at neutralisere.

Lavere pensionsalder vedrører først ændringerne fra 2045, altså uden for målets horisont, men vil trække markant ned i arbejdsudbud og bnp, når danskerne kan forlade arbejdsmarkedet tidligere på statens regning. En bekvem konstruktion: Gevinsterne tæller med, mens regningen kommer efter målstregen.

I arbejdsudbudsmålet om 15.000 flere i 2030 og 35.000 i 2035 ligger et større reformhåb. For her har regeringen langt igen. Skatteinitiativerne løfter kun arbejdsudbuddet med knap 4.000 fuldtidspersoner, fordi de vælger at bruge mange penge på differentieret moms, som er meget lidt effektivt til at øge arbejdsudbuddet. Og stigningen er før initiativer som højere Arne-pension og genindførelse af store bededag, der trækker den anden vej.

Dertil kommer diskussionen om, hvordan målene skal forstås. Regeringen skriver eksplicit, at den vil anvise initiativer, der realiserer 2030-målet. Men ikke det samme om 2035-målet.

Lars Løkke har slået fast, at det skal være tiltag, der kan regnes på i Finansministeriet.

Pia Olsen Dyhr vil derimod indregne effekter af f.eks. mindre stress. En sympatisk tanke. Men der mangler både empiri og konkrete forslag med en dokumenteret effekt. I den sammenhæng har vi i Cepos gentagne gange påpeget regeringens dilemma mellem at hæve arbejdsudbuddet og holde uligheden i ro. Målet på 35.000 kan ikke nås uden enten at sprænge statskassen eller øge uligheden.

Derfor bliver det interessant at se, hvad regeringen lægger på bordet i sin nye 2035-plan.

Med Løkkes egne ord skal den erstatte den tidligere regerings Silvan-plan, hvor man forlænger verden med brædder. Spørgsmålet er, om der denne gang kommer et fundament, eller om regeringen blot skifter byggemarked.