Resumé og kommentar
Analysen ser på konsekvenserne af rød bloks forlig om et nyt børnetilskud og aflysning af den vedtagne reduktion i integrationsydelse.
Analysen er baseret på Finansministeriets familietypemodel og viser bl.a., at indførslen af det nye børnetilskud vil reducere gevinsten ved at tage et arbejde mærkbart. For f.eks. en enlig mor med to børn på kontanthjælp vil gevinsten ved at tage et lavtlønsjob falde fra 4.900 kr. om måneden til 3.100 kr. om måneden. For en enlig med to børn på integrationsydelse bliver gevinsten reduceret endnu mere.
Det månedlige ekstra børnetilskud udgør 550-700 kr. pr. barn i alderen 0-14 år. Derudover får enlige forsørgere et supplerende tilskud på 650 kr. månedligt. Endelig afskaffes den allerede vedtagne reduktion i integrationsydelsen næste år.
”For en enlig mor med to børn på kontanthjælp er gevinsten ved at tage et lavtlønsjob på 4.900 kr. om måneden. Det reduceres til 3.100 kr. om måneden efter indførslen af det nye børnetilskud. Der er fortsat en økonomisk gulerod ved at tage et lavtlønsjob, men min vurdering er, at vi er nede omkring smertegrænsen. 150 kr. pr. arbejdsdag i gevinst ved et hårdt job er ikke særlig meget. I dag er der en klækkelig gevinst ved at arbejde, og den bliver betragteligt mindre. Derfor vil forliget indebære, at flere vil være på kontanthjælp og færre i beskæftigelse. Det betyder også, at flere børn får en mor eller far på offentlig forsørgelse. Det er ærgerligt, da det er godt for børn af have rollemodeller i mor og far, der går på arbejde hver dag,” siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS.
”Nettokompensationsgraden for en enlig mor på kontanthjælp med 2 børn stiger fra 79 til 87 pct. Efter forliget i rød blok vil en enlig mor på kontanthjælp med to børn have en disponibel indkomst på ca. 20.200 kr. Er hun i arbejde, er den månedlige indkomst 23.200 kr. (efter 500 kr. i transportudgifter). En nettokompensationsgrad på 87 pct. er udtryk for en svag tilskyndelse til at tage et lavtlønsjob,” siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS.
”For en enlig mor med to børn på integrationsydelse, reduceres gevinsten ved at gå fra passiv forsørgelse til et lavtlønsjob fra 6.400 kr. til 3.100 kr. (efter skat) om måneden. Det vil svække integrationen på arbejdsmarkedet, og vi er i forvejen ikke gode til at få ikke-vestlige indvandrere i job. Man skal også huske på, at Finansministeriet har beregnet, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere har et negativt nettobidrag på de offentlige finanser på 35 milliarder kroner i løbet af et år. Det nye børnetilskud vil forværre nettobidraget. Jobtabet og svækkelsen af de offentlige finanser er ærgerligt,” siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS.