Regeringens ekspertgruppe bør ikke spørge, hvilke nye krav der skal stilles – men hvilke der kan fjernes

Bragt i Altinget d. 17. februar 2026

Skrevet af Jesper Deding, Research Fellow ved CEPOS, MSc i Pedagogical Sciences fra Groningen University, og pædagog i Aarhus Kommune

Regeringen har nedsat en ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til, hvordan dagtilbudsloven kan styrke kvaliteten i vuggestuer og børnehaver.

Det er et vigtigt initiativ, for nationale kvalitetsundersøgelser har vist, at kvaliteten i danske dagtilbud langt fra er så ensartet og høj, som man politisk har ønsket.

Spørgsmålet er imidlertid, om løsningen er at stille flere krav – eller om problemet snarere er, at vi allerede har for mange, og at loven derfor kalder på forenkling.

Dagtilbudsloven og den styrkede pædagogiske læreplan rummer tilsammen hundredvis af krav og hensyn, som daginstitutionerne skal forholde sig til i arbejdet med læringsmiljøer, børnefællesskaber, forældresamarbejde, evaluering og udvikling – samtidig med at de skal navigere i kommunale og lokale projekter.

Resultatet er et system med høje ambitioner, men hvor det i praksis er umuligt at have øje for det hele. Når alt er vigtigt, bliver noget nødvendigvis sprunget over.

Det skyldes ikke, at pædagoger og ledere ikke ønsker kvalitet – men at opmærksomheden fragmenteres.

Hvis ekspertgruppen reelt vil løfte kvaliteten gennem lovgivningen, bør den derfor først og fremmest spørge: Hvilke krav skal tydeliggøres – og hvad kan vi give slip på?

Lederne skal faktisk lede

Ekspertgruppen skal blandt andet belyse, hvordan dagtilbudsloven kan understøtte et styrket fokus på leg og børnefællesskaber samt inddrage Trivselskommissionens anbefalinger. Kommissionen peger på, at trivsel fremmes gennem pædagogisk arbejde, der skaber deltagelsesmuligheder og frirum i børns hverdag, kombineret med systematisk refleksion over egen praksis.

Det kalder på en lovgivning, der i højere grad understøtter pædagogisk udviklingsarbejde i praksis, frigør tid til refleksion og samvær med børnene og i mindre grad producerer administrativ dokumentation.

Men trivsel er ikke den eneste opgave for dagtilbuddene.

Vi ønsker også, at børnene oplever en sund udvikling, læring og dannelse. Derfor kan vi ikke undgå at stille krav til kvaliteten af læringsmiljøerne. Udfordringen er at rammesætte disse krav på en måde, der understøtter praksis frem for at belaste den.

Her spiller ledelsen en afgørende rolle. Ekspertgruppen skal også se på, hvordan dagtilbudsledernes rolle kan tydeliggøres. Det er klogt. For hvis kvaliteten skal løftes, kræver det ledelse tæt på praksis.

Men det kræver også, at lederne faktisk får mulighed for at lede.

Hvis ledelsen bruger betydelig tid på møder, projekter og administrative krav, som hverken personale, forældre eller børn oplever som meningsfulde, hæmmes netop den lokale udvikling, som politikerne efterspørger.

Ledelsens fokus bør ikke centraliseres yderligere – det bør frigives lokalt.

Hvis man vil styrke ledelsen, bør man derfor forenkle ledernes opgaver, samt forpligte dem på virkningsfuldt arbejde: systematisk udvikling af pædagogisk praksis.

Færre administrative krav

I de senere år er noget af den administrative byrde lettet ved at stille færre krav til institutionernes læreplansarbejde og tilsyn, men man forventer fortsat en evalueringskultur. Udfordringen er, at denne kultur ofte bliver uklar i praksis.

Her kan ekspertgruppen med fordel komme med bud på, hvordan man skaber en konstruktiv evalueringskultur med det klare formål at forbedre praksis – ikke kontrollere den.

Systematisk tilsyn og evaluering er ikke en dødssynd; tværtimod er det en forudsætning for kvalitet. I flere lande, for eksempel Australien, stilles der formaliserede krav om, at lokale ledelser arbejder kontinuerligt og struktureret med kvalitetsudvikling – ikke som kontrol, men som en tilskyndelse til faglig refleksion over egen praksis.

Samtidig stilles der krav om kompetenceudvikling og efteruddannelse af hele personalegruppen.

I Danmark har vi ikke formaliserede krav om kontinuerlig kompetenceudvikling, men en ny OECD-undersøgelse viser, at personalet i stigende grad bruger tid på børnene samt på efteruddannelse og faglig udvikling.

Forskning peger samtidig på, at målrettet udvikling af personalets faglighed er en relativt omkostningseffektiv strategi, som med fordel kan formaliseres.

Ekspertgruppen bør derfor pege på, hvordan personalets tid kan prioriteres til samvær med børnene og praksisudvikling, målrettet de konkrete behov i den enkelte institution – frem for overflødige tiltag og dokumentation.

I Danmark har vi allerede mange af redskaberne. Viden, metoder og materialer findes på EMU Dagtilbud og kan bruges til inspiration, selvevaluering og kvalitetsudvikling.

Dansk forskning dokumenterer en række virkningsfulde tiltag. Problemet er ikke mangel på viden – men mangel på prioritering.

Derfor bør ekspertgruppen overveje en dagtilbudslov, der:

• Forenkler kravene til det pædagogiske arbejde
• Skærper forpligtelsen til systematisk udvikling i praksis
• Styrker ledernes ansvar for kvalitet uden at drukne dem i nye krav

Man kan ikke lovgive sig til gode resultater. Men man kan lovgive sig til rammer, der gør dem mulige.