Sådan skaffer man tre milliarder, så vi kan beholde store bededag: »Det er faktisk en ret nem opgave«

Mette Frederiksen beder om, at oppositionen skal skaffe 3,2 milliarder kroner, hvis de ikke vil afskaffe store bededag. Det er faktisk en ret nem opgave, som ikke kræver meget fantasi.

Regeringen overraskede alt og alle ved at foreslå en afskaffelse af store bededag. Forhåbentlig dropper SVM-regeringen forslaget. Tænkningen bag forslaget giver associationer til en kommandoøkonomi, hvor man prøver at finde varig finansiering til højere offentlige udgifter ved at diktere, at befolkningen skal arbejde en dag ekstra. Og man vil pr. lov også diktere lønnen.

Altså: Regeringen siger, at nu skal»fabrikken Danmark«arbejde en dag ekstra, og det vedtager man pr. lov. Forslaget er blottet for økonomisk tankegang, og derfor vil forslaget på længere sigt give hverken øget arbejdsudbud eller øget velstand.

I CEPOS var vi de første til at beregne, at forslaget på kort sigt kan give cirka tre milliarder kroner i statskassen under helt bestemte forudsætninger. På kort sigt vil mange på det organiserede arbejdsmarked nemlig være bundet af deres overenskomst, som kan indebære, at man SKAL arbejde en dag ekstra, når store bededag afvikles. Men det holder ikke på den længere bane.

Man skal nemlig huske på, at danskernes arbejdstid strukturelt (varigt) er bestemt af den løn/skat-pakke, de opnår på deres job og af deres præferencer for at arbejde versus fritid. Og intet af det ændres, når store bededag afvikles. Derfor må det formodes, at nogle lønmodtagere finder veje til at nedbringe deres arbejdstid i overensstemmelse med deres præferencer. For eksempel ved at nedbringe overarbejde.

Desuden vil fagforeningerne formentlig på et tidspunkt kræve – og få – en kompenserende feriedag eller anden ekstra fritid. Og så forsvinder budgetforbedringen som dug for solen. Der er en tendens til, at arbejdstiden er faldet over tid i takt med den øgede velstand, da lønmodtagerne ønsker at veksle noget af den øgede velstand til mere fritid. Det ændrer regeringens tiltag ikke på.

På sigt forventer jeg, at den varige effekt på både arbejdsudbud og offentlige finanser er tæt på nul. Overvismand Carl-Johan Dalgaard har erklæret sig enig i dette synspunkt.

Mette Frederiksen beder om, at oppositionen skal skaffe 3,2 milliarder kroner, hvis de ikke vil afskaffe store bededag. Det er faktisk en ret nem opgave, som ikke kræver meget fantasi. Det offentlige udgiftsbudget er på over 1.000 milliarder kroner. For eksempel kan man spare 1,6 milliarder kroner på erhvervsstøtte og skære 1,6 milliarder kroner på statslig administration. Siden 2011 er der kommet 15.000 flere statslige medarbejdere, og udgiften til statslig administration er steget med ni milliarder kroner.

Hvis man samtidig vil hente 8.500 i arbejdsudbud, så kan man supplere med for eksempel lavere dimittendsats. Ingen andre lande i verden har dagpenge til nyuddannede. Derudover kan verdens højeste SU mindrereguleres med en procent om året i forhold til løninflationen frem til 2030. De to tiltag giver tilsammen 2,4 milliarder kroner yderligere. For de penge kan beskæftigelsesfradraget øges via højere maksgrænse. Samlet giver det 8.500 i arbejdsudbud og en varig budgetforbedring på 3,2 milliarder kroner.

Den nemmeste løsning er at trække på det frie råderum på 12,5 milliarder kroner frem mod 2030 (råderummet efter det demografiske træk, forsvarsaftalen mv.). Disse penge er til fri afbenyttelse – enten til højere udgifter eller lavere skatter. Det er ganske mange penge, og de 12,5 milliarder kroner kan sagtens håndtere finansieringen af de 4,5 milliarder kroner, som fremrykningen af forsvarsudgifterne til to procent af BNP i 2030 koster. Hvis man skal bruge råderummet til noget, bør det være noget vigtigt. Øgede forsvarsudgifter er topprioritet for regeringen. Så brug dog af råderummet.

Bragt i Berlingske den 20. Januar 2023