Sådan stopper vi den eksplosive vækst i bureaukratiet

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek efterlyser i Berlingske 23. juli »en central koordinering af, hvor meget bureaukrati, man kan skabe«. Forslaget er godt. Det samme er hans sammenligning med udgiftsområdet, hvor politikerne for længst har erkendt det gavnlige i at sætte grænser for den politiske foretagsomhed via budgetter.

Politikerne har fire virkemidler: højere udgifter, skatter, forbud og påbud. Mens budgetloven og i et vist omfang skattestoppet sætter en grænse for, hvor meget Christiansborg kan øge udgifterne, er der ingen tilsvarende begrænsninger for antallet af regler.

Når der opstår et behov for at udvise politisk handlekraft, er det derfor fristende at lave nye regler. Hvis politikerne vil bruge ekstra penge, skal de finde en tilsvarende besparelse et andet sted. Men mængden af regler er der intet budget for. Det har ført til, at den samlede mængde af regler siden 1989 er tredoblet.

Et lille men illustrativt eksempel på lovmøllen: I 2012 vedtog Folketinget, at alle byskilte skulle hæves til 1,5 m over vejen. Reglen skulle træde i kraft 1. august 2022. I 2022 havde flere kommuner svært ved at leve op til reglerne, og ikrafttrædelsen blev udskudt til 1. august 2027.

Det er altså tydeligt, at reglen påfører samfundet (her kommunerne) en byrde. Men er den nødvendig? Begrundelsen for reglen er, at byskilte skal være synlige. Men har kommuner nogen interesse i at sætte usynlige byskilte op? Og er det et stort problem, hvis der skulle der hænge et enkelt byskilt, som ikke er specielt synligt? Kunne vi leve med lovløsheden på området fra før 2012? Og hvis man endelig vil have en regel, kunne den så ikke bare være, at skiltene skal være synlige?

Politikere har længe vidst, at den var gal. I 2011 erkendte Margrethe Vestager, at afbureaukratisering altid mislykkes, fordi det svarer til at fjerne regler med en pincet, samtidig med, at der kastes nye regler ind med en skovl. Med andre ord: Det er ikke nok at sanere eksisterende regler. Produktionen af nye regler må også standses.

Det er imidlertid hidtil ikke lykkedes, og som Dybvad Bek nu nøgternt erkender: »Mængden af bureaukrati har ramt et punkt, hvor vi er nødt til at lave politik på en anden måde«. Og det er i den forbindelse, han forslår en central koordinering af mængden af regler, altså hvad man kunne kalde et »regelbudget« eller et regelstop.

Det gode forslag er værd at brygge videre på. For det første bør regelstoppet gælde alle lovområder. Socialdemokratiet har tidligere forslået et regelstop i det offentlige, men den private sektor har også brug for et regelstop. Siden 1989 er lovmængden fra Erhvervsministeriet vokset 2,2 gange, mens den fra Skatteministeriet er mere end tredoblet og fra Miljøministeriet mere end femdoblet. Det lægger ikke alene byrder på erhvervslivet, men forhindrer også iværksætteri og innovation, fordi reglerne ofte er udformet på eksisterende virksomheders og teknologiers præmisser, men udelukker nye måder at gøre tingene på. Regelbyrden er altså en vækstdræber.

Også erhvervsorganisationen Dansk Erhverv foreslår i Berlingske mandag at indføre et regelstop, hvorved politikerne skal afskaffe to gamle regler, hver gang de indfører én ny. Det giver et sundt incitament. Hvis man fra politisk side ønsker at indføre en ny regel, må man først finde to gamle regler, man bedre kan undvære end den nye. Kan man ikke det, er den nye regel nok ikke vigtig nok til, at den bør indføres.

Måske var reglen om vejskilte aldrig blevet indført, hvis man i 2012 havde haft et sådan regelstop. Måske bliver den en af de første regler, der bliver afskaffet, hvis et regelstop indføres. Erfaringer fra den canadiske provins British Columbia viser, at et regelstop er muligt og perspektivrigt. Provinsen indførte fra 2001 og nogle år frem, at to gamle regler skulle afskaffes for hver ny, der blev indført. Regelmængden faldt med 40 procent på blot tre år. I dag er regelmængden det halve af, hvad den var i 2001. Forskning estimerer, at regelstoppet øger den økonomiske vækst med omkring 1 procentpoint årligt. Overført til danske forhold svarer det til cirka 25 milliarder kroner årligt.

Det er ikke nyt, at politikerne frivilligt binder sig selv. Vi har eksempelvis regler for, hvor store de offentlige underskud må være. Det er ikke længere politikerne, der fører pengepolitik, men uafhængige centralbanker. Regler begrænser subsidier til private virksomheder, regionalstøtte, protektionisme og så videre.

Det næste bør være et regelstop.

Bragt i Berlingske d. 26. juli 2023.