CEPOS logo

Staten er en dårlig virksom­hed­s­ejer – lufthavnen kan ende som SAS

Udgivet d.

9. december 2024 - 13:22

Debat

Erhvervsliv

Konkurrence

Skrevet af Line Andersen
Bragt i Børsen den 9. december 2024
Er staten en oplagt virksomhedsejer?
Erfaringerne tyder på, at svaret er nej. Se blot på SAS, som ikke ligefrem har haft ubetinget succes.
Derfor kan det undre, at regeringen i den forgange uge lagde et generøst bud på at opkøbe Københavns Lufthavne. Staten vil med købet stå som ejer af 98,6 pct. af selskabet. Argumenterne for opkøbet er mange.
De dækker bl.a. over, at lufthavnen er en vigtig arbejdsplads for rigtig mange mennesker, at politikerne vil sikre, at grøn omstilling bliver ført ud i livet, og at der er tale om kritisk infrastruktur.
Hvis argumentet er, at staten skal eje “vigtige arbejdspladser”, så burde den jo opkøbe en række danske virksomheder og dermed sikre kontrol over mange arbejdspladser. Det kræver vist ikke en dybdegående analyse at se, hvor dårlig den idé er.
Argumentet er altså ikke overbevisende for opkøbet.

“Kritisk infrastruktur”

Et statsligt ejerskab kan måske lyde overbevisende for at sikre den grønne omstilling. Der er dog en god grund til, at der er en pris, gennem kvoter og afgifter, på drivhusgasudledninger i EU og Danmark.
Prisen sikrer nemlig, at markedet gennemfører de billigste drivhusgasreduktioner. Forsøger man at politisere driften af en virksomhed til at drive den grønne omstilling hurtigere frem, end hvad reguleringen ellers ville, kan man være sikker på, at omstillingen bliver dyrere og med en reel risiko for, at en faktisk klimaeffekt udebliver.
Med det argument kan det igen indvendes, at staten da bør eje en række drivhusgasudledende virksomheder. Grøn omstilling er altså heller ikke et overbevisende argument for statsligt ejerskab.
At argumentere for politisk handling, fordi noget er “kritisk infrastruktur”, er efterhånden blevet det nye sort blandt interventionsglade politikere.
I forlængelse af geopolitiske usikkerheder er sikkerhedspolitik for alvor kommet på dagsordenen – og med god grund. Staten har dog adgang til at regulere både ejerskab og virksomheder.
I dag er det f.eks. tilfældet, at udenlandske investorer skal ansøge om tilladelse hos Erhvervsstyrelsen til at investere i kritisk infrastruktur i Danmark.
Et relevant spørgsmål er derfor, om det er fornuftig sikkerhedspolitik, at staten skal eje Københavns Lufthavne?

En dårlig ejer

Der er ingen tvivl om, at lufthavnen er en vigtig del af dansk infrastruktur. Spørgsmålet er dog, om den kan drives på markedsvilkår. Lufthavnen opererer på et stærkt konkurrenceudsat marked, hvorfor ejerne er interesserede i at drive en også samfundsøkonomisk sund forretning, der sikrer dem en konkurrencemæssig fordel.
Det indebærer f.eks., at ejerne har en interesse i, at lufthavnen fortsat fungerer som en såkaldt hub.
Det betyder også, at lufthavnen ikke blot kan presse priserne op, da det ville drive kunderne væk. En lufthavn er ikke et naturligt monopol, der kan bruges til at sætte høje priser. Og selv hvis det var, talte det for statslig konkurrenceregulering, ikke ejerskab.
Dansk Erhverv har ret, når de peger på, at det er vigtigt for dansk erhvervsliv, at Danmark har en lufthavn, der kan klare sig i konkurrencen. Det er dog misforstået, at det skulle være positivt, at staten skal være med til at fremme udviklingen af lufthavnen.
Et grundlæggende problem ved statsligt ejerskab er, at staten er en dårlig virksomhedsejer. Og det skyldes ikke, at de personer, der sidder på Slotsholmen, er inkompetente. Årsagen er, at staten ikke har sunde incitamenter til at drive virksomhed.
Politikerne har ikke hånden på kogepladen og bærer derfor ikke risikoen selv. De har derimod adgang til skatteydernes penge, som kan bruges til at maksimere deres politiske afkast frem for det økonomiske afkast. Det kan bl.a. ses ved, at staten i en periode på 15 år har betalt op mod 8,5 mia. kr. til SAS.
Der er altså et fundamentalt interesseproblem, når staten ejer en virksomhed som Københavns Lufthavne. Politikerne er i højere grad styret af at blive genvalgt frem for at skabe værdi i en statsligt ejet virksomhed.
Ud over de uhensigtsmæssige incitamenter, som opkøbet medfører, er der også rejst spørgsmål ved prisen på lufthavnen. Lufthavnen opkøbes bl.a. af ATP, som måske havde taget munden for fuld ved investeringen i lufthavnen til at begynde med.
Baseret på de dyre erfaringer, som man har gjort sig med bl.a. SAS, ser statens opkøb af Københavns Lufthavne ikke ud til at bidrage til fremgang, men nok snarere det modsatte. Staten bør derfor afvikle sit engagement hurtigst muligt igen.
Relateret artikel

En krigsskat vil kunne koste en arbejderfamilie 18.800 kr. om året

3. december 2024

Så stor en bundskattestigning skal der til for at finansiere en stigning i forsvarsudgifterne.

Relateret artikel

Skattesystemet er blevet mere kompliceret siden 2003

29. november 2024

ABCepos: Skattesystemet er blevet mere kompliceret siden 2003.

Støt os

En personlig donation til CEPOS støtter vores mission om frihed, ansvar, privat initiativ og begrænset statsmagt for "Et friere og rigere Danmark"
Støt os månedligt som

Privat

Støt os månedligt som

Virksomhed