Statens magtanvendelse er gået for vidt

Det er bekymrende, at den stigende magtanvendelse fra Christiansborg nærmest ikke har været til debat.

VORES FØRSTEFØDTE fik som spæd en øjenbetændelse, og det var ikke sjovt som forældre at måtte holde sin skrigende og med hele sin kraft kæmpende søn, mens vi tvang hans øjne åbne for at give ham den helbredende, men også sviende salve. Knægten forstod ikke, hvad der foregik, og det var tydeligt, at han sin unge alder til trods instinktivt opfattede voldsanvendelsen imod sig som et overgreb. Han forstod ikke nødvendigheden. Selv helt små børn forstår, at unødig anvendelse af tvang er umoralsk.

I relationen mellem mennesker er anvendelse af tvang til tider nødvendigt. Men vi bør anskue det som et nødvendigt onde. Og fordi det er et onde, bør vi i alle livets sammenhænge kun anvende tvang, når det er tvingende – så at sige – nødvendigt. Der er god grund til at betvivle, at de danske lovgivere lever op til det princip. Formålet med love er primært at indføre forbud og påbud. Altså at tvinge borgerne til at undlade at gøre ting, som de ellers ville have gjort, eller at tvinge borgerne til at gøre ting, som de ellers ikke ville have gjort. Der er ikke mange tegn på, at Christiansborg-politikerne føler et stort behov for at udvise tilbageholdenhed og ydmyghed i deres udøvelse af denne enorme magt.

Tværtimod fremstår politik ofte snarere som en konkurrence om at fremsætte flest lovforslag og derved udvise ”handlekraft”. Magtsyge var et alternativt udtryk. Meget af lovgivningen bliver fremsat i hast og uden sikker viden om, at den vil virke efter hensigten. Vi har ligefrem et ord for det: hovsalovgivning. Tallene bekræfter, at danskerne udsættes for stadig flere forbud og påbud: Siden 1989 er den samlede mængde af dansk lovgivning tredoblet.

Da min søn var seks-syv år, spurgte han mig, hvorfor det var mig, der bestemte, hvornår han skulle i seng. Jeg svarede, at vi endnu ikke mente, at han var i stand til selv at tage ansvar på dette område. Efterhånden som børnene bliver større, bliver de i stand til at forstå konsekvenserne af og dermed tage ansvaret for deres egne handlinger. Når børnene er voksne og myndige, ophører forældres anvendelse af tvang helt med at være legitimt – når man ser bort fra sjældne omstændigheder, hvor voksne er til fare for sig selv eller andre.

Men nu tager staten over. Staten tvinger vores nu voksne børn til mangt og meget: at betale skat, at aftjene værnepligt, at have en folkeregisteradresse og så videre. Meget af denne statslige tvang er nødvendig. Vi har brug for fælles regler på en lang række områder, for at vores samfund kan fungere.

Men også statens anvendelse af tvang bør udsættes for den moralske trykkoger: Er den tvingende nødvendig? Eller er der tale om, at et flertal sætter sig igennem over for mindretallet alene for at fremme egne interesser, normer og værdier? Demokrati er et tveægget sværd. Når det anvendes rigtigt, sikrer demokratiet borgernes frihed i en stabil og legitim samfundsorden. Men demokratiets instrumenter bør anvendes med pli. Det er ikke demokratisk, at flertallet bestemmer, hvilken gud vi må tro på – om nogen – eller hvad vi må sige og mene. Det er ikke demokratisk, hvis flertallet kan tage kontrollen over private virksomheder eller anden privat ejendom. Det er despotisk.

Der er tegn på, at statens magtanvendelse går for vidt. Har det virkelig været nødvendigt med en tredobling af antallet af påbud og forbud siden 1989? Jeg tvivler. Og det er bekymrende, at den stigende magtanvendelse fra Christiansborg nærmest ikke har været til debat.

Debatindlæg udgivet i Kristeligt-Dagblad