Udgivet d.
3. december 2021 - 13:11
Debat
Demokrati
Sundhed
Desværre er Statens Serum Institut så optaget af at sprede, hvad der rent ud sagt kan minde om politisk propaganda, at det – forhåbentlig midlertidigt – har glemt, at en af dets ypperste rolle er at være et fagligt flagskib med høj troværdighed, skriver Jonas Herby i dette debatindlæg.
Forleden skrev Statens Serum Institut (SSI) på Twitter, at ”ansigtsmasker reducerer smitten med 53 procent”.
Det er det eneste tweet med ordene ”masker”, ”ansigtsmasker” eller ”mundbind” fra SSI’s Twitter-konto, der har knap 17.000 følgere. SSI’s kilde var en artikel i The Guardian, som igen linkede til en meta-analyse.
En meta-analyse adskiller sig fra andre videnskabelige artikler ved at samle informationen fra mange primære studier for på den baggrund at få en mere sikker vurdering af effekten af f.eks. mundbind. Styrken ved meta-studier er således, at man læner sig op ad mange studier på én gang.
Omvendt er meta-studier afhængige af, hvilke typer studier der inkluderes i meta-studiet. Skidt ind, skidt ud, som man siger. Og det tager 10 minutter at se, at inputtet til det omtalte metastudie er skidt.
Det primære problem er, at meta-studiet primært består af ”observationsstudier”, hvor man har set på folks frivillige brug af mundbind. F.eks. ved at sammenligne smittespredningen i et område, hvor mange bruger mundbind, med smittespredningen i et område, hvor få bruger mundbind.
Problemet med den slags studier er, at de intet siger om årsag og effekt. Hvis en befolkning er særligt opmærksomme på corona, vil den i højere grad vaske hænder, holde afstand, blive hjemme ved symptomer og – bruge mundbind.
Hvis man ser en lav smitte i den befolkning, kan man ikke umiddelbart konkludere, at den lavere smitte skyldes brug af mundbind, da det lige så vel kan skyldes en af de andre faktorer eller noget helt andet, som man ikke observerer.
Forfatterne til det omtalte meta-studie gør endda meget tydeligt opmærksom på det, idet de skriver ”risikoen for bias på tværs af de tre undersøgelser varierede fra moderat til alvorlig eller kritisk”. Man kunne med andre ord ikke stole særlig meget på de 53 procent.
Og jeg er ikke den eneste med den holdning. En af verdens førende eksperter i metaanalyse, tidligere managing editor på Cochrane Work, Jani Ruotsalainen, og en af verdens førende eksperter i mundbindsstudier, Ben Cowling, var ude med skarp kritik af de 53 procent. I vores egen andedam skrev professor Kasper Planeta Kepp på Twitter, at ”eksperter, der har brugt 53 procent-tallet overfor regeringen, har mistet retten til at rådgive det her land”.
Det tager 10 minutter at se, at de 53 procent er – undskyld sproget – fis i en hornlygte. Og bruger man 5 minutter mere, kan man finde andre og langt mere solide meta-studier fra f.eks. det velrenommerede Cochrane, der er langt mindre optimistiske med hensyn til effekten af mundbind. Cochrane skriver således, at mundbind gør ”little to no difference”. Samme konklusion når tænketanken CATO frem til.
Desværre var SSI så optaget af at sprede, hvad der rent ud sagt kan minde om politisk propaganda, at det – forhåbentlig midlertidigt – glemte, at en af dets ypperste rolle er at være et fagligt flagskib med høj troværdighed.
Det er meget, meget uheldigt. Særligt når emnet er så kontroversielt.
(Bragt i Indblik 3. december 2021)
Jeg kan godt blive bekymret for, at det helt legitime ønske om at styrke NATO vil blive brugt herhjemme som anledning til at introducere de allerede hårdt beskattede danskere for endnu en skat.
Den måske største debat i det 20. århundrede om, hvad der kendetegner et retfærdigt samfund, blev skudt i gang for 50 år siden.
