Statsministeren talte usandt, fordi det kan betale sig

I Tv-debatten ”Kampen om magten” på DR1 den 4. september 2022 påstod statsminister Mette Frederiksen, at De Konservatives økonomiske 2030-plan vil indebære, at der skal fyres 40.000 offentligt ansatte.

Knapt var ordene kommet ud af statsministerens mund, før den socialdemokratiske valgmaskine satte i gang med en storslået og veltilrettelagt promovering af budskabet om Papes reduktion i antallet af offentligt ansatte med både lykkehjul og hele det socialdemokratiske Twitter-orkester.

Problemet var bare, at det ikke passede, hvad statsministeren sagde. Hun blev således også efterfølgende undsagt af førende professorer i økonomi, men det har dog ikke givet anledning til, at man har skruet ned for den socialdemokratiske kampagnekoncert.

Man kunne ellers umiddelbart tro, at det ville være et stort problem for regeringen, at statsministeren på den måde var på kant med sandheden, da man skulle forvente, at vælgerne ville straffe en regeringsleder, der enten taler usandt eller ikke har styr på, hvordan Finansministeriets økonomiske modelberegninger skal læses, forstås og anvendes.

Det ser dog ikke ud til at være opfattelsen i regeringen og det socialdemokratiske partiapparat, og de har formentlig ret. For der er stærke argumenter for, at forestillingen om den kloge rationelle vælger – der sætter sig ind til sagerne til bunds, og på den baggrund straffer politikere, som taler usandt – er en romantisk myte, der ligger meget langt fra virkeligheden.

Det kræver nemlig masser af tid og hårdt arbejde for almindelige mennesker uden særlig faglig indsigt, hvis de skal sætte sig ind i, hvad der fagligt objektivt set er op og ned i analyser af og løsninger på store komplicerede samfundsproblemer.

Desuden har den enkelte vælger ikke udsigt til nogen stor gevinst af at bruge tid og ressourcer på at sætte sig ind i, om politikeren taler sandt, da sandsynligheden er tæt på nul for, at det netop er én enkelt vælgers stemme, der kommer til at afgøre valgets resultat. Derfor kan det ikke betale sig for vælgeren at bruge meget tid og mange kræfter på at finde ud af, om politikerne taler sandt.

Det kan således i mange tilfælde være en fordel for politikerne at være på kant med sandheden. Bare det at få sået tvivl om, hvorvidt Søren Papes rent faktisk vil fyre 40.000 offentligt ansatte, kan få nogen til at afholde sig fra at stemme konservativt, da det som sagt ikke kan betale sig for dem at undersøge sagen til bunds. I den forbindelse forekommer påstanden om de 40.000 fyringer at være tæt på at være den perfekte politiske løgn, da det er meget vanskeligt for almindelige danskere at sætte sig ind i og forstå Finansministeriets regnemodeller med flere tusinde ligninger. Det bedste bud på en forklaring til almindelige danskere på, hvorfor De Konservatives plan ikke indebærer, at man bliver nødt til at fyre 40.000 offentligt ansatte, kan læserne finde her. Men selv denne beskrivelse kan være et alt for stort besvær med en alt for lille gevinst for rigtig mange vælgere.

Når vi ikke opfører os, som den rationelle sandhedssøgende vælger, fører det til dårlige politiske beslutninger, hvilket bliver analyseret i bogen ”Myten om den rationelle vælger”, som netop er udkommet på dansk. I den forbindelse blev der holdt en boglancering med en debat mellem bogens forfatter, professor Bryan Caplan fra George Mason University, og lektor i statskundskab Martin Vinæs Larsen fra Aarhus Universitet.

Sidstnævnte argumenterede for, at problemet muligvis i mindre grad gør sig gældende i Danmark. Eksempelvis har dansk politik gennem mange år været præget af en snusfornuft blandt vælgerne, når det drejer sig om ansvarlighed i den økonomiske politik, der gennem mange år ligget meget højt på vælgernes politiske prioriteringsliste.

Stort set alle partier fremlægger samlede flerårige planer for deres økonomiske politik, og de danske politikere afholder sig i meget høj grad fra vidtløftige politiske løfter uden nærmere anvisning af, hvor pengene skal komme fra. Noget lignende er meget langt fra at være tilfældet i mange andre vestlige lande, som f.eks. USA og meget aktuelt Italien.

Der er for mig at se ingen tvivl om, at det er muligt at slippe afsted med større løgne i amerikansk og italiensk politik, end det er tilfældet i dansk politik, men der er heller ingen tvivl om, at dansk politik også i høj grad er ramt af de problemer, som Caplan beskriver.

Vi har da også i dansk politik haft vores andel af politiske ”røverhistorier”. Det gælder f.eks. statsministerens udtalelse om, at man skal være nedslidt for at få Arne-pension, selvom det er nemmere at sætte sig ind i reglerne for Arne-pension end økonomiske modelberegninger, så er det formentlig de færrest, der orker dette for at efterprøve statsministerens udsagn. Der er naturligvis også eksempler på borgerlige politikeres bekvemme politiske usandheder, hvor det bedste nok må være, da statsminister Anders Fogh Rasmussens sagde, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben.

Et andet nyere eksempel på blå usandheder er fra valgkampen i 2019, hvor Lars Løkke Rasmussen påstod, at han havde overtaget en usund offentlig økonomi efter den tidligere regering, og at han derfor havde været nødt til gennemføre en økonomisk oprydning.

Der er ikke så meget, vi kan gøre ved, at vi som vælgere ikke er særligt gode til at straffe politikerne for usandheder og dårlig politik, da det ikke kan betale sig for os at bruge mange ressourcer på at finde ud af, hvad der reelt set er usandt eller en dårlig løsning på et problem. Den eneste løsning er således, at vi som befolkning nøje overvejer, hvornår det er hensigtsmæssigt, at vi overlader beslutninger til politikerne. Altså kort sagt: Stem på en politiker, der vil bestemme mindre.

Bragt i Jyllands-Posten d. 3. oktober 2022.