Statsstøtte for milliarder giver ikke mening

Det var med stor fanfare, regeringen annoncerede sin accelerationsfond på 50 mia. kr. ekstra til Forsvaret.

Derimod er regeringen gået stille med dørene om, at den ifølge lækkede forhandlingsdokumenter planlægger at bruge omtrent det samme – op til 49 mia. kr. – på statsstøtte til havvind.

Angiveligt skal det gå til at fordoble den nuværende kapacitet på små 3 GW.

Planen om at give mere statsstøtte kan undre, i betragtning af at det i flere omgange er blevet besluttet ikke at give mere støtte.

Den kan undre ekstra meget, i lyset af at regeringen netop har udsendt en analyse , som i den grad reelt afmonterer grundlaget for statsstøtte til havvind.

Rapporten er godt nok i høj grad fløjet under offentlighedens radar.

Måske fordi den heller ikke blev offentliggjort med nogen fanfare.

Der kan under visse omstændigheder være god grund til at yde statsstøtte til samfundsmæssige aktiviteter, men ingen af dem er opfyldt, når det gælder ny havvind

Analysen identificerer et betydeligt potentiale for støttefri havvind på 40-80 GW. De første 20 GW anses for ret sikre.

Men hvis potentialet for støttefri havvind skal realiseres, kræver det en ny måde at udbygge på.

Det skal ikke være politikerne, men markedet, som sætter takten.

Der skal selvsagt kun bygges, når udsigterne til indtjeningen overstiger omkostningerne – ikke som i øjeblikket, hvor bl.a. pressede forsyninger driver omkostningerne op.

Problemet med den hidtidige politisering af havvind – og andre dele af energisektoren – er, at den politiske logik ikke flugter med den samfundsøkonomiske.

Der kan under visse omstændigheder være god grund til at yde statsstøtte til samfundsmæssige aktiviteter, men ingen af dem er opfyldt, når det gælder ny havvind. Havvind er kun en gevinst for det danske samfund, hvis det giver kommercielt overskud.

Klimahensynet er således allerede varetaget af EU’s kvotesystem. Mere havvind giver derfor ikke mindre CO2-udledning, men blot mere energi.

Den ekstra energi er endda ikke bestemt for det danske marked, men især det tyske.

Ifølge analysen kan den danske havvind bl.a. begrundes med, at den fortrænger mindre omkostningstung tysk havvind.

Intet af det tyske behov for billig energi tilsiger, at danske skatteydere skal betale statsstøtte.

Selv det isolerede danske 70-procentsmål kan ikke begrunde statsstøtten.

Ifølge regeringens nye fremskrivning er der udsigt til at overopfylde målet trods lavere end ventet udbygningstakt på havet.

Vindenergi er heller ikke godt til at fortrænge russisk naturgas, som EU i øvrigt planlægger at blive uafhængig af, inden møllerne er klar.

Valget burde være let. Der er brug for nøjagtig den mængde havvind, som tyske og andre elforbrugere er villige til at betale omkostningerne for.

Derfor kan man udbygge i takt med markedsinteressen – uafhængigt af prognoserne og uden andet end udsigt til upside for de danske skatteydere.

Men der er desværre udsigt til, at politisering og forcering kan komme til at koste, hvad man bruger på den højt besungne udbygning af Forsvaret.