Stor variation i brugerbetaling på sundhedsydelser

Anvendelsen af brugerbetaling på sundhedsydelser i Danmark adskiller sig fra flere andre nordiske lande ved, at brugerbetalingen af historiske årsager er koncentreret på meget få ydelser. Dette notat indeholder en ny 2012-opgørelse over størrelsen af hhv. brugerbetaling og offentlig finansiering på forskellige sundhedsydelser i Danmark. Notatet illustrerer også tydeligt, vor stor variationen er i brugerbetalingen på tværs af forskellige typer af sundhedsydelser.

”Det giver ikke mening, at man i Danmark betaler 61 pct. svarende til 2,4 mia. kr. af egen lomme for at gå til tandlægen og 83 pct. svarende til 540 mio. kr. for at gå til kiropraktor, mens man ingenting betaler for at gå til lægen, speciallæge eller for sygehusydelser. I Danmark er brugerbetaling af historiske og ulogiske årsager koncentreret på meget få ydelser som fx tandlæger, fysioterapi, psykologer og egenbetalinger på medicin. Andre nordiske lande spreder i langt højere grad brugerbetalingen over langt flere typer af behandlinger, og har gode erfaringer med at bruge det som et adfærdsregulerende værktøj. Det kunne vi med fordel også gøre i Danmark”, siger chefkonsulent Mia Amalie Holstein, CEPOS. (jf. fig. 1).

”I Norge, Sverige og Finland ligger brugerbetalingen for ambulant behandling på et sygehus i gennemsnit på ca. 250 kr. I Norge er sygehusindlæggelser gratis, mens en sygehusindlæggelse i Sverige og Finland i gennemsnitligt ligger på ca. 160 kr. Og for at gå til lægen må man i Sverige, Norge og Finland i gennemsnit betale ca. 126 kr. pr. lægebesøg”, siger chefkonsulent Mia Amalie Holstein, CEPOS. (jf. tabel 1)

”De øvrige nordiske lande anvender brugerbetaling til at dæmpe efterspørgslen på fx lægebesøg og lette presset på sundhedsvæsenet. Det er der også hårdt brug for herhjemme. Det vil betyde, at folk tænker sig om en ekstra gang, inden de kontakter lægen, og så vil dem med størst behov komme hurtigere frem i køen”, siger chefkonsulent Mia Amalie Holstein, CEPOS. 

”I de andre nordiske lande har en øget brugerbetaling ikke ført til en såkaldt social katastrofe. Men hvis politikerne herhjemme frygter for en øget social ulighed, kan de tage hånd om de svage grupper fx via fripladsordninger, som vi kender det fra daginstitutionsområdet, eller ved at sætte et loft for, hvor meget der kan opkræves på årsbasis. Man skal dog være opmærksom på, at disse tiltag kan bidrage til at svække incitamentet til at deltage på arbejdsmarkedet, idet man mister den gratis behandling, hvis man får et job”, siger chefkonsulent Mia Amalie Holstein, CEPOS. 

”Hvis politikerne herhjemme gør op med den hellige ko kaldet brugerbetaling, er det dog afgørende, at provenuet fra brugerbetalingen ikke ender i statskassen. Pengene skal krone for krone gå til lavere bundskat. Ellers bliver brugerbetaling bare en ny indtægtskilde i verdens største offentlige sektor”, påpeger chefkonsulent Mia Amalie Holsten, CEPOS.