SVM-regeringen har store ministerambitioner og små reformambitioner

Udgivet d.

23. december 2022 - 17:14

Debat

Konkurrence

Offentlige udgifter

Produktivitet

Vækst

SVM-regeringens velfærdsreformplaner er skuffende. De primære prioriteter for de tre partier har i stedet været ministerposter og ulyst til svære beslutninger

Hvis man har store forhåbninger om, at SVM-regeringen vil gennemføre omfattende reformer, der kan opfylde danskernes ønsker til bedre velfærdsydelser og dermed levetidsforlænge velfærdsstaten, brister håbet allerede ved gennemlæsningen af regeringsgrundlaget.

Den største skuffelse på velfærdsområdet er helt klart, at regeringen ikke har konkrete målsætninger for øget effektivitet og produktivitet i den offentlige sektor. Det er ellers den eneste vej til at give borgerne generelt bedre velfærdsydelser. Det skyldes, at vi allerede har et af verdens højeste skattetryk, og det kan ikke hæves væsentligt uden det skader incitamentet til at arbejde, investere og starte virksomhed i en grad, der vil få alt for store samfundsmæssige omkostninger. Regeringen har tilsyneladende indset, at væsentlige skattestigninger er udelukket, og den har således gjort en dyd af en nødvendighed ved at genindføre et skattestop – om end i meget udvandet form.

Selv hvis det var muligt at øge skatterne væsentligt, ville det alligevel ikke hjælpe, da velfærdsstaten kommer under pres i de kommende år pga. den demografiske udvikling. Det er således forventningen, at der i stigende grad kommer til at mangle medarbejdere til varetagelse af velfærdsstatens kerneydelser. Da en betydelig indvandring af udenlandsk arbejdskraft ikke ser ud til at være en politisk gangbar løsning, er den eneste tilbageværende vej til bedre velfærdsydelser betydelige effektiviseringer, så der bliver leveret mere borgernær velfærd pr. ansat og pr. skattekrone.

Derfor er det yderst skuffende, at de eneste konkrete ambitioner om effektiviseringer i regeringsgrundlaget er en reform af beskæftigelsesindsatsen, der skal give en effektivisering på 3 mia. kr., og en effektivisering af kommunernes og regionernes administration der ligeledes skal give 3 mia. kr. Sidstnævnte indfases (meget) langsomt frem mod 2030, og de frigjorte midler skal bruges til ekstraordinære lønstigninger til de offentligt ansatte til gengæld for større fleksibilitet i forhold til arbejdstid, faggrænser mv. fra lønmodtagernes side. Det er således også usikkert, hvor meget det reelt set i sidste ende kommer til at øge effektiviteten. Hvis vi lader tvivlen komme regeringen til gode, kan vi altså opgøre regeringens konkret effektiviseringsambitioner til i alt 6 mia. kr. frem mod 2030.

Det svarer til knap 1 pct. af det samlede offentlige forbrug, der skal indfases over en periode på 8 år, hvilket giver en samlet effektiviseringsambition for den offentlige sektor på godt 0,12 pct. årligt i perioden frem mod 2030. Det må siges at være et historisk lavt ambitionsniveau set i lyset af, at produktiviteten i den offentlige sektor vurderes at være steget med 0,5 pct. årligt fra 1966 og frem til i dag. I den samme periode er produktiviteten i den private sektor steget med 2,7 pct. årligt. I sygehussektoren – et af de få områder i den offentlige sektor hvor man har arbejdet seriøst med at øge produktiviteten – har der været produktivitetsstigninger på 2,2 pct. årligt siden 2003.

Samtlige af de 6 mia. kr. i effektiviseringer henter regeringen på administration, men det er uambitiøst, selv hvis man udelukkende betragter dette område isoleret set. En CEPOS-analyse fra efteråret 2022 viser, at der i den offentlige sektor samlet set er et effektiviseringspotentiale på ca. 20 mia. kr. på ledelse og administration. Der er et potentiale på 9,4 mia. kr. alene i staten, som regeringen ser helt bort fra. Dette er i sig selv paradoksalt, da det er staten, der har haft den største vækst i ledelse og administration. Siden 2011 er der kommet 15.000 flere ”kolde hænder” i staten, hvorimod antallet af statslige medarbejdere, som leverer borgernær velfærd (anklagere, politifolk, dommere, menige soldater mv.), samlet set har været stort set uændret.

Ud over de statslige ledere og administratorer friholder regeringen også det store flertal af offentligt ansatte, der direkte leverer velfærdsydelser til borgerne, for effektiviseringer. Regeringen ønsker således ikke at lægge sig ud med denne store gruppe af vælgere. Det er sikkert meget klogt, hvis man vil undgå uro og ikke vil være upopulær på kort sigt, men det giver ikke danskerne bedre velfærdsydelser på længere sigt. Regeringens ministre ønsker endnu mindre at få det direkte ansvar for effektiviseringer af den statslige administration på deres eget ministerområde. Effektiviseringer kræver nemlig hårde og ubehagelige beslutninger om, hvem der skal fyres, hvilke opgaver der skal bortprioriteres osv. Derfor foretrækker regeringen administrative besparelser i kommunerne og regionerne, hvor det er borgmestrene, der får det direkte ansvar for at udmønte de ubehagelige beslutninger.

Regeringsgrundlaget indeholder ganske vist en række formuleringer om frisættelse af de offentlige institutioner. Desværre er det meget ukonkret, og man bliver i tvivl om, hvorvidt hovedformålet er bedre velfærdsydelser eller et mere behageligt arbejdsliv for de offentligt ansatte.

Frisættelse af velfærdsinstitutioner – som f.eks. skoler, børnehaver og plejehjem – fra politisk indblanding og bureaukrati er desuden kun en nødvendig – men ikke tilstrækkelig – betingelse for at opnå højere effektivitet. Det kræver nemlig, at frisættelsen kombineres med stærke incitamenter til øget effektivitet i form af en øget konkurrence mellem institutionerne om at tiltrække borgerne ved at levere de bedste ydelser for skattekronerne. Der står lidt i regeringsgrundlaget om styrket konkurrence mellem leverandører, men det er igen meget ukonkret, og man bliver i tvivl om, hvorvidt regeringen først og fremmest ønsker mere samarbejde eller mere konkurrence mellem offentlige og private velfærdsleverandører, og det er her kun konkurrence, der for alvor skaber effektivitet.

Regeringens eneste virkeligt visionære og konkrete ide i forhold til frisættelse drejer sig om at gøre de offentlige velfærdsinstitutioner til selvstyrende enheder med egen bestyrelse og driftsøkonomi og med frihedsgrader som private virksomheder. Det ser lovende ud, men ideen placeres i første omgang i et udvalg, derfor må vi se, hvor meget flyvehøjde den får på længere sigt, og igen er det vigtigt, at den kombineres med øget konkurrence, hvis det skal give borgerne bedre velfærdsydelser.

Alt i alt er regeringsgrundlaget altså en skuffelse på velfærdsområdet, hvor udsigten til ministertaburetterne ser ud til at have overskygget levetidsforlængelse af velfærdsstaten på længere sigt.

Bragt i Jyllandsposten den 23. december 2022