Tragisk toldaftale bliver værst for Trumps USA

Bragt i Børsen d. 6. august

Skrevet af Otto Brøns-Petersen

Sidste måneds toldaftale mellem EU og Trump-administrationen er på flere måder en tragedie. Men det tyder på, at EU-Kommissionen har spillet sine kort nogenlunde rigtigt. USA er den største taber, og EU kunne næppe have opnået et meget bedre resultat.

Aftalen er en tragedie, fordi den underminerer de store fordele, vi alle har af frihandel. Om noget var der brug for at komme af med de tilbageværende toldbarrierer på industrivarer og de noget højere satser på især landbrugsvarer.

Nogle af de mest stædige optimister blandt tænksomme amerikanske konservative havde da også troet, at Trumps virkelige ærinde var at presse omverdenen til frihandel gennem et snedigt 4D-skakspil. Den illusion brast definitivt, da Trump afslog et tilbud fra Kommissionen om netop nultold (om end kun på industrivarer).

Det er også en tragedie, at det i forvejen skrøbelige multilaterale internationale aftalesystem har fået endnu et søm i ligkisten. Toldaftalen strider klart mod WTO’s principper. Det underminerer den internationale retsorden, som alle – ikke mindst små lande, men reelt også store som USA – har betydelig fordel af.

EU bør åbne op globalt

EU kunne have valgt at sætte hårdt mod hårdt og svare igen på den amerikanske toldforhøjelse. I teorien kunne det have presset Trump til at trække følehornene til sig. Men teorien har ikke meget for sig. Intet tyder på, at Trump lod sig afskrække. Hertil kommer, at den amerikanske told primært rammer USA selv.

Trump håber ganske vist på, at byrden vil falde på eksportørerne, men det overser helt den situation, han har bragt USA i.

Normalt kan et stort land godt vælte en god del af omkostningen ved en told over på især et mindre eksportørland, men når USA lægger told på hele resten af verden, havner næsten hele regningen hos dem selv. Det største pres vil formentlig komme fra de amerikanske vælgere, når det går op for dem, hvem skatteforhøjelsen rammer.

Handelskrige fører sjældent gode resultater med sig i praksis. En medvirkende årsag er, at toldbarrierer skaber særinteresser, som kan gøre det vanskeligt at komme af med dem igen, selv om de er tænkt som midlertidige. Det er hverken ukendt i EU eller USA. Et åbent spørgsmål er, hvad der ligger i de købsaftaler, som indgår i toldaftalen. Det tyder ikke på, at EU reelt har bundet sig til noget.

Det bedste, EU kan gøre, er at øge frihandlen med resten af verden, hvad man da også har signaleret vilje til. En start kunne være at få ratificeret allerede indgåede aftaler. EU bør også tage sin egen ikke ubeskedne protektionisme op til revision. Det er ikke længe siden, der blev indført ekstratold på elbiler – endda med pinlig dansk støtte.

Og så bør der sættes gang i udviklingen af det indre marked, hvor der fortsat er meget høje ikketoldbarrierer. På den måde kunne der komme noget godt ud af en ellers tragisk aftale.