Venstre og Enhedslisten har misforstået noget – de hverken kan eller bør styre oliepriserne

Bragt i Berlingske d. 18. marts 2026

Skrevet af Line Andersen Wendland

Enhedslisten og en kandidat for Venstre har det tilfælles, at de ikke ønsker markedsøkonomi, men derimod kommandoøkonomi med prislofter.

I hvert fald når det kommer til oliepriser.

Men prislofter er ikke et godt svar på stigende priser.

Enhedslisten har foreslået et – noget kompliceret – prisloft på olie og gas til opvarmning af hjemmet, mens folketingskandidat for Venstre Amanda Heitmann foreslår et midlertidigt loft på 14 kroner pr. liter brændstof.

De nuværende olieprisstigninger er et udtryk for, at olie på verdensmarkedet er knap.

Mere specifikt er Hormuzstrædet lukket for sejlads på grund af krigen i Mellemøsten, og dermed kan 20 procent af verdens olieeksport ikke nå ud til kunderne på verdensmarkedet.

Stigende priser er som udgangspunkt ikke et politisk problem. Det er et knaphedssignal. Og knaphed forsvinder ikke ved at sætte et loft over prisen.

Kilometerlange køer

Når brændstof bliver dyrere, vil forbrugerne prioritere. Nogle dropper søndagsturen. Nogle sætter farten ned. Og andre prioriterer stadig at køre på arbejde.

Det sikrer, at den knappe ressource anvendes der, hvor den skaber størst værdi for den enkelte. Samtidig sender højere priser et signal til producenter om at øge produktionen.

Det er sådan markedsøkonomien håndterer knaphed. Priskontroller ødelægger den mekanisme.

Under oliekrisen i 1970erne indførte USA prislofter som svar på OPECs olieembargo. Resultatet var ikke billigere brændstof, men mangel på samme. Tankstationer løb tør og kilometerlange køer opstod over hele landet. I nogle stater måtte bilister kun tanke på bestemte dage afhængigt af nummerpladen.

Da prislofterne blev ophævet, forsvandt køerne næsten fra den ene dag til den anden. Ikke fordi mængden af brændstof steg fra den ene dag til den anden, men fordi priserne igen effektivt kunne allokere den begrænsede mængde og samtidig tilskynde til at øge udbuddet.

Hvis prisen ikke må stige, skal knapheden fordeles på andre måder. Typisk gennem køer. I stedet for at betale markedsprisen, betaler man med sin tid i kø for at tanke brændstof.

Ikke politikernes opgave

Flere partier foreslår også at sænke brændstofafgifterne.

Det kan også være fornuftigt som permanent foranstaltning, når EUs nye kvotesystem, der omfatter transport, træder i kraft.

Men i en situation med akut knaphed på olie er det ikke sikkert, at lavere afgifter vil give lavere priser ved pumpen.

Når udbuddet er meget uelastisk på kort sigt, vil afgiftslettelser i høj grad blive afspejlet i højere producentpriser frem for lavere forbrugerpriser, da udbuddet ikke kan tilpasse sig.

Det er en misforståelse, at det er politikernes opgave at styre priserne. Det hverken kan eller bør de. De bør koncentrere sig om at sænke de priser, der vedvarende er for høje, fordi udvalgte varer bliver pålagt afgifter, som ikke har nogen god begrundelse.

Erfaringerne fra 1970erne burde være skræmmebilledet på, hvorfor prislofter ikke hører til i en markedsøkonomi som Danmarks. Alligevel synes det opportunt for nogle politikere at ignorere de erfaringer.