Vi har brug for en borgerlig symbiose

Af Andreas Paulsen og Anton Leopold Krogh
Bragt d. 1. juni 2025 i Årsskriftet Critique

I en tid, hvor borgerlige fraktioner bekæmper hinanden, kan vi lære meget af vores forfatningsfædre og landets folkestyrehistorie, som vi fejrer den 5. juni.

Vi har brug for en fusion af borgerlige fraktioner, hvis vi ønsker os et mere borgerligt samfund. Samarbejde og samhørighed omkring symbiosen af det liberale og det konservative bør være hovedemne ved årets grundlovsfejringer i borgerlig lejr.

Det borgerlige gennembrud i 1800-tallet begyndte med liberale ildsjæle, der kæmpede for folkeoplysning, folkestyre og en fri forfatning. Men den virkelige borgerlige succesfortælling er, at projektet blev folkeliggjort og virkeliggjort i et borgerligt samarbejde på tværs af forskellige fraktioner – omend det ikke altid gik fredeligt for sig.

For der har ganske vist været strid om borgerlighedens idealer gennem vores politiske historie. Strid om, hvorvidt det skal være konservatismen eller liberalismen, der dominerer borgerligheden, eller om det vigtigste snarere er en betoning af det nationale.

Men et fællestræk for de succesrige perioder for det borgerlige Danmark har været, at man formåede at skabe et samarbejde, hvor man forenede de forskellige idémæssige strømninger inden for borgerligheden.

Det var netop tilfældet i landets tidlige demokratihistorie op til og efter 1849-grundloven. Vores forfatningsfædre, D.G. Monrad og Orla Lehmann, der stod for en borgerlig og nationalliberal idealisme, som både indeholdt liberale og konservative elementer, blev senere kombineret med Grundtvigs folkelighed og Venstre med rødder i Bondevennerne. Og sammen med det konservative Højre dannede det succesopskriften til et sammenhængende borgerligt folkestyre.

Eksempler på den borgerlige successyntese findes også tættere på nutiden. Schlüters regeringsledelse, hvor til tider besværlige støttepartier alligevel kunne se bort fra stridslysten og bakke op om et borgerligt samarbejde, er ét. Et andet eksempel er det borgerlige samarbejde i 00’erne under Anders Foghs ledelse, hvor der både var noget til de liberale, de konservative og de nationale.

Med et fortærsket DJØF’et udtryk spillede de forskellige borgerlige fraktioner hinanden gode – om end det ofte var utilsigtet.

I dag er virkeligheden desværre lidt for ofte, at man i den borgerlige lejr gør præcis det modsatte. I stedet for at danne fælles front mod fælles politiske modstandere, kigger man med et nærsynet blik rundt til de borgerlige naboer for at finde hår i suppen.

Som antropologen Roy D’Andrade kækt formulerede allerede i 1995: »Isn’t it odd that the true enemy of society turns out to be that guy in the office down the hall?«, da han kritiserede antropologifaget for at blive en disciplin, der handlede mere og mere om at lave eksplicitte moralske fordømmelser, efter at faget havde bevæget sig væk fra sit mere etnografiske og empiriske udgangspunkt (der nu blev set som vestlig imperialisme).

Og man kunne kritisere den borgerlige kappestrid for at være udtryk for netop det fænomen. For som det så ofte sker, når man søger efter en årsagsforklaring, leder man typisk lige i nærheden af sig selv.

Der er ellers masser af fælles modstandere, man kunne vende opmærksomheden mod. Blandt dem er de store politiske tendenser, der aktuelt kendetegner Europa, hvor borgerligheden generelt er trængt i en vedvarende konflikt med en konstant ekspanderende stat, evindeligt voksende overregulering samt fremkomsten af betydelige illiberale strømninger som islamisme, wokeisme og nationalpopulisme.

Måske kan årsagen til kappestriden sammenlignes med D’Andrades analyse af antropologien. At faget pludselig skulle beskæftige sig med moralske fordømmelser, var på sin vis et resultat af en identitetskrise. I mere end et årti havde antropologer angrebet videnskab, generaliseringer og objektivitet. Noget nyt skulle erstatte det gamle, og nu handlede det om at skelne mellem moralsk godt og dårligt.

For selvom selve substansen ikke ligner hinanden, er det samme mekanisme, der er på spil. Intensiteten af kappestriden skete efter Mette Frederiksens valgsejr i 2019. Udsigten til Mettes tusindårsrige huede ikke nogen borgerlige, så det kaldte på selvransagelse.

For det er i trange tider, man opdager svaghederne i rustningen og evaluerer, hvor den er mest sårbar. Og siden 2019 har netop denne proces fundet sted i den borgerlige lejr. Det kunne være frugtbart, men ofte ender debatten et sted, hvor man lidt lemfældigt placerer syndefaldet hos naboen.

Borgerlig idédebat og ideologiske stridigheder – også den pedantiske af slagsen – er både godt og vigtigt, og det skal man ikke forklejne. Der er også kommet gode ting ud af den borgerlige selvransagelse efter 2019-valget. Men det kan også gå hen og blive en politisk hæmsko. Ligesom indbyrdes kampe mellem marxistiske puritanere og socialistiske bevægelser var det for den yderste venstrefløj før Enhedslisten.

Tilbage til vores forfatningsfædre. For i klassisk borgerlig ånd er vores opfordring, at vi skal finde inspiration i landets historie.

Vi har nemlig brug for den borgerlige fusion, hvis vi ønsker os et mere borgerligt samfund. For alt for længe har vi efterladt spørgsmålet om det gode, om værdierne og om det, der ligger uden for markedet, til socialdemokraterne og venstrefløjen. Vi skal præsentere både hjerte og hjerne. Følelser og regneark. Tradition og innovation. Nationalfølelse og vestlige værdier.

Den borgerlige fællesmængde skal – som tidligere i historien – have klare bud på effektive løsninger via markedet, men også på det retfærdige i retsstaten og gode værdier i privatsfæren.

Vores forfatningsfædre forstod dette – om end der var brug for et solidt skvæt Grundtvig til at fuldende den folkelige forankring. Borgerligheden er ikke kun for hverken »de begavede, de dannede og de formuende,« som Orla Lehmann ofte er blevet kritiseret for at formulere det i sin Vejle-tale.

Men vi har smidt barnet ud med badevandet.

D.G. Monrad, som Ole Bornedal latterliggjorde i DR-serien 1864, blev kollektiv prygelknabe for det endelige nederlag i de slesvigske krige. Og Orla Lehmann udskældes som en verdensfjern, elitær dilettant, vi har bedst af at glemme.

Den faktiske historie omkring D.G. Monrad og Orla Lehmann er dog en ganske anden end den tabloide skrøne, der blev konstrueret om dem. Det er den primære årsag til, at de fleste danskere – modsat nordmænd, franskmænd og amerikanere – ikke kender vores forfatningsfædre, som oprindeligt bragte det borgerlige folkestyre til vores land.

Og det er årsagen til, at man kan høre folk, der kalder sig borgerlige, skælde Lehmann ud for påstået elitært hovmod i »de begavede, de dannede og de formuende«. Selvom Lehmann netop i sin Vejle-tale beskriver, hvordan almen adgang til uddannelse skal sikre, at landets tidligere undersåtter bliver myndige borgere og opstiger gennem meritokratiet.

Ja, Lehmann definerer skarpt den borger-lighed, der helt grundlæggende er en del af den borgerlige fællesmængde, som ikke handler om at »drage ned, hvad der staar højt, men at løfte op, hvad der staar lavt.« Netop den borger-lighed, som Grundtvig gav folkelig udbredelse via folkehøjskolerne – og et lighedsideal, der står i skarp kontrast til socialismens nivellerende ligemageri.

Kendskab til vores demokrati- og forfatningshistorie vil således gavne kampen for et borgerligt Danmark. Vores forfatningsfædre forstod nemlig værdien i sand lighed, i både frihed og ansvar, ret og pligt, mellem alle borgere inden for det nationale vi. De forstod, hvordan dannede, oplyste medborgere var forudsætningen for et blomstrende, sammenhængende folkestyre – hvilket til alle tider bør være et hovedideal for den politiske borgerlighed.
Ikke fordi det automatisk giver os et blomstrende Danmark, men fordi det fortæller en historie om, hvilke komponenter der skal til, for at vi med succes kan genskabe et borgerligt samfund i og til nutiden.

Så lad os huske hinanden på, at fjenden faktisk ikke er ham på kontoret for enden af gangen. Lad os minde hinanden om, at det borgerlige samfund ikke kommer ved at besejre dem med den ‘forkerte’ opfattelse af borgerlighed. For det borgerlige Danmark lykkes kun, hvis vi samarbejder og har forståelse for, at borgerlighedens hovedstrømninger fungerer som hinandens værdifulde korrektiver.