Vi skal styrke det danske forsvar uden at svække den private sektor

Putins invasion af Ukraine har vækket Vesteuropa. Viljen til at forsvare det liberale demokrati og et frihedsorienteret livssyn er genopstået efter i årtier at være sygnet hen, symboliseret ved, at andelen af BNP, som danskerne orker at bruge på at forsvare fædrelandet, er faldet fra over 3 procent i midten af 1950erne til 1,4 procent af BNP i dag – langt under vores NATO-forpligtelse på 2 procent.

Kansler Olaf Scholz har i en historisk og fremragende tale lagt efterkrigstidens skyld og skam bag sig og meddelt, at Tyskland nu skal bære sin del af ansvaret for at forsvare den frie verden, hvilket blandt andet indebærer en forøgelse af det tyske forsvarsbudget til over 2 procent af BNP.

Danmark ser ud til at følge trop. Det er godt. Men der lurer også faldgruber. Forøgelsen af forsvarsudgifterne til 2 procent vil indebære, at Forsvarets bevillinger vokser med 50 procent eller cirka 18 milliarder kroner ekstra hvert år – et svimlende beløb. Det er vigtigt, at udgifterne anvendes fornuftigt.

Produktivitetskommissionen fandt, at 37 procent af de penge, man politisk besluttede at bruge på transportinfrastruktur i perioden 2002-2013, blev investeret i urentable projekter med et samfundsøkonomisk tab på 21 milliarder kroner til følge. Der er god grund til at frygte, at noget lignende kunne ske med de årlige ekstraudgifter til Forsvaret.

Det er afgørende, at der forud for den gigantiske udvidelse af forsvarsudgifterne laves grundige uafhængige analyser af, hvordan pengene bruges bedst givet det forventede trusselsbillede, den teknologiske udvikling, arbejdsdeling og samarbejde med andre NATO-lande osv.

En sådan uafhængig instans, der rådgiver politikere og informerer offentligheden kan ligeledes bidrage til, at formålet – en styrkelse af Forsvarets evne til at forsvare Danmark og danske interesser – ikke udvandes ved, at der går politik i det, og de 18 milliarder kroner i stedet anvendes til at hjælpe Udkantsdanmark, fremme bestemte erhvervsinteresser eller bedrive klimapolitik.

Noget må gøres

En 50 procents udvidelse af Forsvaret kan ikke ske fra den ene dag til den anden. Det må forventes at tage en længere årrække – måske op til 10 år – at lægge planer, indgå kontrakter om leverancer, få leveringer, rekruttere nyt personel osv. Forceres udviklingen, vil der være et stort spild af penge og mange fejldispositioner. Tænk IC4 eller Niels Bohr bygningen. Eskalerer konflikten med Rusland, kunne man dog forestille sig, at det blev nødvendigt at udbygge hurtigere.

En permanent årlig forøgelse af forsvarsudgifterne med 18 milliarder kroner vil udfordre Christiansborg-politikernes ønske om at tilføre flere penge til velfærdsstaten. Råderummet til at øge udgifterne frem til 2030 er på 28 milliarder kroner, og rød blok og Venstre har den ambition at bruge de 25 milliarder kroner på at øge velfærdsudgifterne for at kompensere for det såkaldte »demografiske træk«, primært at der kommer flere ældre, som antages at kræve højere udgifter (hvis man ikke mener, at man samtidig kan øge produktiviteten i sektoren, hvilket dog formentlig er muligt, for eksempel ved konkurrenceudsættelse). Så er der kun 3 milliarder kroner tilbage, så noget må gøres.

Dette noget bør være at reducere udgifterne andre steder. Det kunne være via reformer, der sikrer, at flere forsørger sig selv i stedet for at blive forsørget af skatteyderne. Det slår nemlig to fluer med ét smæk: skaffer både kroner og hænder. En udvidelse af Forsvaret med 50 procent vil indebære, at der skal ansættes mange tusinde nye soldater. Hvis man ikke er villig til at reducere den offentlige beskæftigelse andetsteds, skal denne arbejdskraft enten skaffes ved at skrumpe den private sektor eller ved at udvide arbejdsstyrken. Det sidste kan ske ved at afskaffe efterlønnen, gennemføre en SU-reform eller reducere dagpengene. Dermed skaffes også finansiering.

Reformer, der øger beskæftigelsen, er klart at foretrække – også fra en geopolitisk betragtning. Vi skal huske, at de liberale demokratiers styrke i sidste ende skyldes vores overlegne økonomiske system baseret på markedsøkonomi. Rusland er militært stærkt, ikke mindst fordi landet har atomvåben samt politisk vilje til at bruge over 4 procent af BNP på Forsvaret. Men økonomisk er Rusland en dværg sammenlignet med Europa, med et samlet BNP på 40 procent af Tysklands og en velstand per indbygger under Rumæniens.

Danmark bør styrke Forsvaret, men det bør ske uden at svække den private sektor, som skaber vores velstand og innovationskraft, der i sidste instans er en central del af vores supervåben imod autoritære samfundsmodeller.

Bragt i Berlingske d. 5. marts 2022.