Forsvarspolitikerne bør tage et grundigt syn på den aftale om ”deludmøntning af den grønne fond”, klima- og miljøpolitikerne indgik sidste uge. Den bør tjene til skræk og advarsel om de faldgruber, der er, når politikken på et område er præget af målsætninger om at bruge en bestemt mængde penge for at opnå mere eller mindre tilfældigt fastsatte mål.
På forsvarsområdet er der gradvis blevet skruet op for ambitionerne om at afholde udgifter. Skæringsdatoen for at nå op på NATO-målet om at bruge 2 pct. af BNP er blevet fremrykket ad flere omgange, og det skal nu nås uden at medregne den heldigvis gavmilde danske støtte til Ukraine. Det kan alt sammen være velbegrundet i lyset af den forværrede sikkerhedspolitiske situation i Europa og risikoen for et mindre amerikansk engagement på denne side Atlanten.
Men netop derfor er det vigtigt, at pengene bruges så effektivt som muligt. Jo mere vi får for pengene, desto bedre sikkerhed. Desværre følger der store risici med at erklære et mål om at bruge penge. Det tiltrækker nogle, der har interesse i at få del i dem uden nødvendigvis at levere mest muligt til gengæld. Politikerne kan fremstå handlekraftige og samtidig tilgodese interesser i baglandet.