Vold skal ikke sætte grænserne for samtalen

Skrevet af Andreas Paulsen og Peter Bjerregaard

Bragt i Berlingske den 12. juni 2025

»Vi gik jo alle sammen lidt i frygt.«

Sådan beskrev Sihaam Mohamoud, en tidligere elev i folkeskolen og gymnasiet, for nylig sin skoletid: »Generelt har vi ikke måttet snakke om visse emner eller spørge til visse emner, fordi der var en gruppe, der var yderst voldsparate eller i hvert fald klar til kamp,« fortalte hun yderligere og udfoldede, hvordan lærerne også var gode til at undvige kontroversielle emner og udøve selvcensur.

I år er det 20-året for Muhammed-krisen og 10-året for massakren på Charlie Hebdo og Krudttønden. Det er relevant at spørge, hvad vi har lært i den mellemliggende periode? Hvis én ting står klart, så er det, at vold virker.

Det er velkendt, at journalister, medier og kunstnere ofte udøver selvcensur i frygt for reaktionerne. Det ændrer selvsagt ikke på, at de formelt set er i deres gode ret til at ytre sig, selvom det i praksis kan være svært. Af samme grund har størstedelen af den offentlige samtale de seneste årtier kredset om, hvordan vi beskytter den praktiske ytringsfrihed og i mindre grad den formelle.

En episode, der udspillede sig på Københavns Professionshøjskole for et par år siden, illustrerer pointen. Her havde en dansk underviser dagen efter drabet på Samuel Paty – en fransk lærer, der havde vist karikaturtegningerne af Muhammed – erklæret, at hun ville bruge selvsamme tegninger i undervisningen i sympati med Paty. Det var hun formelt set i sin gode ret til.

Efterfølgende blev hun dog nødt til at gå under jorden på grund af trusler .

At undervisningsfriheden i praksis har ringe vilkår mange steder, er blevet dokumenteret i rigelighed. Det er omvendt sværere at tage temperaturen på opbakningen til at indrette undervisningen efter oplysning og pædagogik, eller frygt og behagesyge.

Det er måske værd at bemærke, at Samuel Paty ikke blev halshugget for at ville provokere eller skabe konflikt mellem eleverne.

Tværtimod.

Han blev slået ihjel, fordi han så borgeren i hver elev. Når han underviste i ytringsfrihed og samvittighedsfrihed, insisterede han på at lære alle elever at blive samfundsborgere. Han ville lære dem de borgerlige frihedsrettigheder, så eleverne kunne udøve dem, og de borgerlige pligter, så eleverne kunne opfylde dem.

Det er grundlæggende det samme formål, som vores folkeskole bygger på.

At leve i et frit og åbent folkestyre, hvor man kan tale sig til rette, er ikke alene et spørgsmål om domstole, parlament og medier. Det forudsætter skoler, der danner samfundsborgere. Det er i hvert fald idealet.

Der har dog ikke været entydig opbakning til det ideal.

Claus Hjortdal, daværende formand for Skolelederforeningen, har flere gange gjort sig til fortaler for slet ikke at vise karikaturtegningerne i undervisningen. »Fordi der sidder Yasmin og Muhammed, og deres forældre har en tro, der gør, at man ikke må håne dem ved at vise dem her i undervisningen,« lød hans begrundelse i Berlingske.

Hjortdals ræsonnement indebærer mindst to antagelser, der adskiller sig fra Patys. For det første ligger der en implicit antagelse om, at elever ikke må blive provokeret i klasseværelset, og for det andet tillægges elevernes forældres religion en betydning for, hvordan eleverne skal behandles.

Selvom det på overfladen kan virke sympatisk at skåne elever for religionskritiske tanker, fordi forældrene er troende, så reducerer det den enkelte elev til et tilfældigt gruppetilhørsforhold.

Det lægger kimen til en demokratisk separatisme, hvor spillereglerne for den demokratiske samtale midlertidigt ophæves. Det umuliggør dels lærerens opgave i et møde med den enkelte elev som et selvstændigt individ, men det umuliggør også den myndiggørelse, alle elever har ret til.

Det er selvsagt en af de vigtigste opgaver i klasseværelset at lære at forstå og oversætte følelser og holdninger, så andre kan forstå dem. Eleverne skal kunne trykteste både egne og andres holdninger ved at kunne tænke højt sammen med andre. Man skal løftes op og derved lære at være menneske og borger før en sekterisk gruppeidentitet. Det er derfor, man er elev.

Den formørkende tavshed, som mange lærere og elever mærker, vokser ofte i det stille. Den næres af velmenende hensyn, af frygt eller manglende opbakning. Men tavshed er den jord, hvor svigt får lov til at vokse, og vi svigter eleverne i folkeskolen, hvis de ikke møder de krav, som bør stilles til demokratiske borgeres myndige frisind, tolerance og evne til demokratisk samtale.

Derfor er det også dybt bekymrende, at Folketingets Præsidium netop har besluttet, at man ikke kan diskutere, hvorvidt Palæstina skal anerkendes som en selvstændig stat, til det kommende skolevalg.

»Det netop er noget, som deler vandene rigtig meget ,« har Folketingets formand Søren Gade (V) forklaret.

Den beslutning frarøver i bedste fald eleverne en mulighed for at lære at indgå i en civiliseret samtale, som folkeskolen jo ellers skulle forberede eleverne på. Og på den måde taber vi alle, hvis frygten for at dele vandene får lov til at træde i stedet for en klar opbakning til det filosofiske fundament under ytringsfriheden.

Frygten vil nok iklæde sig andre ord, såsom »god opførsel«, »minoritetsbeskyttelse« eller »modstand mod hadtale«; men det er vigtigt at gøre sig klart, at når vi eksempelvis vedtager en koranlov eller på anden vis begrænser religionskritiske ytringer, så skaber vi forudsætningerne for en mere iltfattig og rigid demokratisk offentlighed.

Det er vi som samfund nødt til at tage stilling til. Vil vi leve i et fællesskab, hvor voldelige reaktioner sætter grænserne for samtalen? Eller tør vi insistere på retten til uenighed og pligten til at håndtere den civiliseret?

Ytringsfriheden er ikke kun et spørgsmål om lovgivning. Den er forudsætningen for et modent følelsesliv og en velfungerende offentlighed. Demokrati og pluralisme indebærer selvsagt en vis portion af velvilje og gode manerer, men endnu vigtigere så indebærer det et krav til personlig myndighed.

Præmissen for at kunne udvikle et voksent følelsesliv og fornuftig kritisk sans er selvsagt, at man er i stand til roligt at reflektere over ytringer og ideer, og det kræver øvelse. Øvelse, man typisk får via demokratisk samtale med andre, der gerne skulle være præget af mangfoldige perspektiver, fælles sandhedssøgning gennem argumentation, tolerance, højt til loftet og langt til døren.

Ytringsfrihed er betingelsen for at kunne tænke. Hvis ordet ikke er frit, kan tanken heller ikke være det. Det gælder både, når vi tænker højt sammen med andre – men også, når man tænker alene.

Og det kan være en provokerende oplevelse at tænke eller høre på andres vrøvl. Men sådan er det jo. Derfor består opgaven heller ikke i at begrænse tænkningen, men derimod at insistere på en myndig reaktion på ens følelser.

Af samme grund er det en demokratisk pligt at stå imod den aktuelle intellektuelle afpresning fra voldsmænd og krænkelsesparate personer samt den gradvise ophævelse af det personlige ansvar over ens handlinger.

Folkestyret og friheden er afhængige af oplysningens soldater – fra Sokrates til Samuel Paty, til Jyllands-Postens karikaturtegnere for 20 år siden til Charlie Hebdos folkekære redaktion for ti år siden.

Lærere, journalister, kunstnere og borgere, der kæmper for den frie tanke med frie ytringer, argumenter og vedholdenhed. Ikke for konfliktens skyld, men for frisindets og for oplysningens.

For uden dem bliver den formørkende tavshed en ny normal – og så er det ikke kun ytringsfriheden, vi mister, men vores evne til at leve sammen som frie og lige.