Konsekvensen er altså, at den danske enegang ikke i væsentlig grad sænker EU’s samlede udledninger og dermed ikke har nogen effekt på det globale klima. I stedet har vores enegang skabt plads til, at for eksempel Polen har fået et mindre EU-krav end vi og andre ‘dukselande’.
Desværre bliver dansk klimapolitik ført med ryggen til den realitet, at EU lægger rammerne. Den er præget af symbolpolitik og af små effekter i forhold til de meget store omkostninger. 70 pct.-målet bliver et dyrt bekendtskab, men ikke desto mindre har flere partier foreslået at skærpe målsætningen til 80 pct. Det kan foreløbig anslås at koste yderligere mere end 20 mia.kr. årligt i 2030.
Hvis Danmark vil gå foran i EU, er det ikke efterspørgslen efter, men udbuddet af CO-kvoter, vi skal reducere. Loftet over, hvor meget der kan udledes i kvotesektoren, vil ikke bestemmes af medlemslandes kvote-udledninger, men af det samlede antal kvoter i omløb. Det kan vi påvirke ved at annullere kvoter.
Det tæller ganske vist ikke i det nationalt fokuserede 70 pct.-mål. Men det burde vi se at lave om på.
