Adam Smiths 300 år
Adam Smith blev født i 1723 og fylder rundt i disse dage. Hans præcise fødselsdag er ikke registreret, men han blev døbt den 16. juni efter den moderne kalender (5. juni efter den daværende). Ifølge daværende skotsk skik lå dåben ikke længe efter fødslen.
Otto Brøns-Petersen skrev i 2011 en artikel om Smiths ideer, og hvordan han kunne tænkes at ville se på vor tid, hvis nogen opfandt en tidsmaskine, som hentede ham frem til i dag.
I anledning af jubelåret kan den læses her. Den blev offentliggjort i Libertas, som udgav et temanummer om Smith.
Adam Smith i tidsmaskinen
Lad os foretage et eksperiment, som i sagens natur må være et tankeeksperiment. Lad os opfinde en tidsmaskine og bringe Adam Smith fra slutningen af det 18. århundrede og godt to hundrede år frem til vor tid. Ligesom han forud for at skrive “Nationernes velstand” aflagde et berømt besøg på en nålefabrik, kunne han besøge en moderne virksomhed – f.eks. en IT-virksomhed. Vi kunne tage ham med rundt til forelæsninger på universitetet om økonomi, filosofi, politologi, jura og de andre videnskaber, han selv underviste i på sin tid. Og vi kunne tage ham på en tur i parlamentet, centraladministrationen, kommunerne og hele den vidtforgrenede struktur, som udgør det moderne politiske system.
Hvordan ville han opfatte vor tid? Han ville formentlig blive forbløffet. Han ville have været positivt overrasket over den økonomiske udvikling. Han ville have været skuffet over den politiske. Og han ville have set med blandede, men langt fra usympatiske følelser på økonomisk teori i starten af det enogtyvende århundrede. Det moderne samfund ville på masser af områder ligge milevidt fra, hvad han kunne have forestillet sig om fremtiden. Men han ville alligevel have været i stand til at udpege mange af de mekanismer, som havde frembragt den moderne verden. Hans forbløffelse ville have været mindre end hos mange af de klassiske økonomer, som fulgte efter ham. Verden blev mere Smithsk end Marxsk eller Malthusiansk.
Eksplosion i levestandard
Smith forventede, at velstanden og levestandarden ville stige:
The uniform, constant, and uninterrupted effort of every man to better his condition, the principle from which public and national, as well as private opulence is originally derived, is frequently powerful enough to maintain the natural progress of things towards improvement, in spite both of the extravagance of government and of the greatest errors of administration. (Smith 1976 [1776]: 364)
Der begyndte imidlertid i starten af 1800-tallet – omtrent 25 år efter Smiths død i 1790 – en hidtil uset stigning i levestandarden. Verdens folketal er steget til det seks-dobbelte siden 1800. Produktionen er derimod vokset til næsten 60 gange niveauet dengang, svarende til en 10-dobling af den gennemsnitlige levestandard. I England er levestandarden 17 gange større end for to hundrede år siden. Til sammenligning var levestandarden i 1800 ikke engang fordoblet én gang lige siden Kristi fødsel (jf. Maddison 2001).
Det er først med den industrielle revolution, at kontinuerlig økonomisk vækst er blevet standard, så hver generation ser det som naturgivent at blive rigere end sine forældre. De mest optimistiske vurderinger taler om, at den gennemsnitlige årlige vækst før den industrielle revolution kunne svinge sig op på højst et par promiller. Langvarige tilbagegangsperioder var ikke noget særsyn. Større stigninger i levestandarden var midlertidige og fandt sted på baggrund af drastiske fald i folketallet som f.eks. under den sorte død eller andre katastrofer. Der er selvfølgelig ikke god nationalregnskabsstatistik særlig mange år tilbage i historien. Men man ved fra skeletfund nogenlunde, hvordan gennemsnitslevealderen har udviklet sig siden tidernes morgen. Man ved også, at levestandard og –alder følges ad. Levealderen tager således også et tigerspring gennem de sidste to hundrede år og ligger i dag på f.eks. 78 år for en dansker. Og den stiger stadig. Fra den industrielle revolutions begyndelse og tilbage til de tidligste skeletter har middellevealderen svinget mellem 20 og 40 år (Brøns-Petersen, 2007).
I moderne tid er det over stort set over hele verden en selvfølge, at hver generation har højere indkomst end deres forældre. Inden 1820 var det meget ofte omvendt, fordi indkomsterne stagnerede, og fordi de velhavende fik flere børn end de mindre velhavende. Mere end halvdelen af befolkningen var altså efterkommere af den rigeste halvdel, mens under halvdelen stammede fra den fattigste halvdel. Selv om væksten i levestandarden er aftaget i bl.a. de vesteuropæiske lande, er specielt en række af landenes i den 2. og 3. verden – ikke mindst i Østasien – inde i en markant vækst i levestandarden. Andelen af Verdens befolkning, som lever under 1¼ dollar om dagen er faldet fra 46 pct. i 1990 til 27 pct. i 2005.
Politiske skuffelser
Hvordan ville Smith have set på udviklingen i de politiske institutioner? Han ville formentlig være skuffet. Smith var skeptisk over for politisk magt og tilhænger af en stat med begrænsede opgaver og rækkevidde.
Smith (1976 [1776]: 208) argumenterede for, hvad han kaldte “the obvious and simple system of natural liberty”. Her gælder, at:
“Every man, as long as he does not violate the laws of justice, is left perfectly free to pursue his own interest his own way, and to bring both his industry and capital
into competition with those of any other man, or order of men. The sovereign is completely discharged from a duty, in the attempting to perform which he must always be exposed to innumerable delusions, and for the proper performance of which no human wisdom or knowledge could ever be sufficient; the duty of superintending the industry of private people, and of directing it towards the employments most suitable to the interest of the society.”
Staten bør efter Smiths opfattelse alene løse tre opgaver (selv om han også diskuterede offentlig grundskoleundervisning):
According to the system of natural liberty, the sovereign has only three duties to attend to; three duties of great importance, indeed, but plain and intelligible to common understandings: first, the duty of protecting the society from violence and invasion of other independent societies; secondly, the duty of protecting, as far as possible, every member of the society from the injustice or oppression of every other member of it, or the duty of establishing an exact administration of justice; and, thirdly, the duty of erecting and maintaining certain public works and certain public institutions which it can never be for the interest of any individual, or small number of individuals, to erect and maintain; because the profit could never repay the expense to any individual or small number of individuals, though it may frequently do much more than repay it to a great society.
Trods den markante vækst i produktivitet og produktion er beskatningens andel af indkomsterne steget eksplosivt siden Smiths tid. I England er skatterne vokset tre omtrent tre gange så kraftigt som levestandarden siden slutningen af 1700-tallet til et skattetryk på 36 pct. af BNP i dag. En gennemsnitsbrite betaler altså omkring 50 gange så meget i skat nu som på Smiths tid. England er endda gået fra at være et internationalt set højskatteland på Smiths tid til at være et lavskatteland, så i andre lande – bl.a. Danmark – har udviklingen været betydeligt mere markant: Det danske skattetryk er det højeste i den vestlige verden og udgør knap halvdelen af BNP. I UK går hver 7. skattepund til at finansiere lov, orden og forsvarsopgaver, mens det i Danmark er én ud af hver 20 skattekroner. De samlede offentlige investeringer i Danmark ligger på et tilsvarende niveau (og dækker andet end Smithsk infrastruktur). Der er altså en meget stor del af budgetterne, som dækker andet end Smiths tre offentlige opgaver. Den moderne stat har bredt sig til at være en generel problemløser frem for at koncentrere sig om de kernefunktioner, Smith anbefalede.
Væksten i de offentlige udgifter skyldes ikke, at den offentlige sektor har haft en højere vækst i produktiviteten end den private sektor og altså med fordel kunne forvalte en større del af økonomien. Den er snarere omvendt: Hvor den private sektor har kunnet forvandle ressourcerne til større og større output, har vækst i den offentlige produktion krævet voksende input, fordi der ikke har været særlig høj eller systematisk produktivitetsvækst.
Smith havde ikke i samme grad som sine samtidige liberalistiske tænkere en strategi for at indhegne statsmagtens ekspansion. I de amerikanske kolonier, hvor Smiths samtidige engelske liberale løsrev sig fra den engelske kongemagt i selv samme år, 1776, som “Nationernes velstand” udkom, var der to fremherskende ideer. Det var ikke mindst utilfredshed med Kongens beskatning, snarere end selve tilhørsforholdet til England, som udløste uafhængighedserklæringen.
Den ene idé var, at større folkelig kontrol med regeringen i sig selv ville hæmme ekspansionen. Hvis modsætningen var mellem en skattemaksimerende Konge og et skattebetalende folk, kunne en regering “af, ved og for folket” styrke de sidste mod den første. Ikke mindst Thomas Jefferson knyttede stærke forhåbninger til effekten af at styrke befolkningens indflydelse på statsmagten og af at forankre princippet om individuelle rettigheder til liv, frihed og ejendom dybt i dens bevidsthed. Den anden idé var at binde statsmagten med en stærk og restriktiv forfatning og at indbygge checks-and-balances i statsapparatet. Især en anden af de amerikanske revolutionære, James Madison, hovedforfatteren til den amerikanske forfatning, var talsmand for denne strategi.
Det er desværre begrænset, hvad vi ved om Smiths vurdering af disse to strategier for at holde statsmagten i ave. Det fremgik muligvis af det værk om stat og politik, han skrev på efter Nationernes velstand, men som gik tabt, da han fra sit dødsleje beordrede det ufærdige manuskript brændt.
Smith og moderne økonomisk teori
Hvis Smith ville have været skuffet over statens vækst, må vi gætte på, at han ville have haft mere blandede følelser for moderne økonomisk teori. Tog vi ham med til en forelæsning eller lod ham læse et videnskabeligt tidsskrift ville han nok kunne følge med, men det var især fordi han fra sine meget brede studier var godt bekendt med differentialregning og anden hyppig anvendt matematik. Smiths egen økonomiske forskning var anderledes. Men det hænger nok i vid udstrækning sammen med hans tidsmæssige placering. Han var pionér og om ikke den første økonom så regnes han ofte for økonomisk teoris grundlægger, fordi han samlede, syntetiserede og udviklede samtidens spirende økonomiske tænkning.
Hvor det meste moderne økonomiske forskning går ud på at bestemte udsagn stadig mere præcise, var Smiths forskning præget af at indsamle en bred viden og opstille generelle forklaringer. Der er megen visdom og sund fornuft i forhold til stringente beviser i Smith. En moderne teoretisk forsker vil typisk opstille teoremer eller modeller, hvor det søges afklaret præcis, hvilke forudsætninger der betinger hvilke konklusioner. En moderne empiriker vil typisk søge at afklare statistiske sandsynligheder for et udsagn og prøve at måle (historiske) kvantitative relationer. Smiths metode var mindre præcis, men bragte ham meget længere omkring og tillod ham mere “grand theorising” end standarden er i det meste nutidig forskning. Men når det gælder indholdet af Smiths teori, hvor finder vi så hans moderne arvtagere? Her kan man godt lade sig forlede til at tro, de er alle vegne, for det er en yndet sport blandt økonomer at spore deres ideer tilbage til Adam Smith. I mange tilfælde er det dog nogle parentetiske bemærkninger, som det hele hænger på – lidt som når den bibelstærke kan finde relevante bibelcitater til enhver lejlighed. Alligevel er Smith bemærkelsesværdig moderne, hans alder taget i betragtning.
Velstandens natur og årsager
Det er værd igen at hæfte sig ved den markante vækst i levestandarden. Smith ville som sagt næppe have troet dens omfang, men han pegede faktisk i meget høj grad på de mekanismer, som moderne teori forklarer den med – og i betydeligt større grad end mange af de senere klassiske økonomer. Ricardo, Marx og ikke mindst Malthus forudså derimod, at levestanden kunne komme under pres.
Malthus teori var elegant, enkel og meget overbevisende. Den bygger grundlæggende på to præmisser: 1) faldende skalaafkast i produktionen (af fødevarer), og 2) voksende befolkningsoverskud ved forbedringer i levestandarden. Første kan gælde, f.eks. hvis man til stadighed er nødt til at udnytte mere og mere marginal landbrugsjord. Den anden præmis baserede sig på, at antallet af fødsler var nogenlunde givet af biologiske årsager, mens stigende levestandard ville slå ud i faldende dødelig. Antag f.eks. at levestandarden tog et hop som følge af en forbedring af klimaet. Dødeligheden ville falde, og befolkningen ville vokse, indtil levestandarden – på grund af faldende skalaafkast – var faldet nok til at genetablere den oprindelige dødelighed. Slutresultatet af Malthus logik var altså nok større produktion og befolkning, men samme lave levestandard som før.
For Adam Smith var den vigtigste forklaring på nationernes velstand arbejdsdelingen. Han beskriver et besøg på en nålefabrik, hvor opdelingen af produktionsprocessen – så én lavede hoveder, en anden filede spidser osv – gjorde arbejderne i stand til producere markant flere nåle, end hvis de skulle producere en hel nål ad gangen hver. Arbejdsdeling og gensidig handel øger det produktive potentiale markant. Men – som Smith påpeger – graden af arbejdsdeling afhænger af markedets udstrækning.
“As it is the power of exchanging that gives occasion to the division of labour, so the extent of this division must always be limited by the extent of that power, or, in
other words, by the extent of the market. When the market is very small, no person can have any encouragement to dedicate himself entirely to one employment, for want of the power to exchange all that surplus part of the produce of his own labour, which is over and above his own consumption, for such parts of the produce of other men’s labour as he has occasion for”. (ibid. 21)
Gevinsterne ved arbejdsdeling kan bryde den tendens, der ellers ofte vil være til faldende skalaafkast i en økonomi. Dermed vil voksende befolkning ikke – som antaget af Malthus – føre til faldende levestandard, men kan tværtimod øge den samlede produktivitet. Og det er præcis, hvad har karakteriseret først den industrielle revolution og senest globaliseringen, hvor åbningen af markederne internationalt i kølvandet på Murens fald og fortsat vækst i befolkningen har været forbundet med så kraftig stigning i levestandarden. Der findes også eksempler på den modsatte bevægelse – at faldende folketal fører til fald i produktiviteten. Arkæologer har f.eks. konstateret, at Tasmaniens geografiske løsrivelse fra resten af Australien 10.000 år siden til en tilbagegang i teknologisk kunnen (Ridley 2010, 78). Da europæerne ankom, befandt tasmanerne sig ikke alene på et lavere niveau end stammerne på hovedlandet, men også end deres forfædre. Med en mindre befolkning var der ikke basis for så stor specialisering og handel. Den – med Ridleys udtryk – “kollektive hjerne” blev mindre.
Malthus havde dog utvivlsomt fået ret, hvis hans anden præmis om, at voksende levestandard medfører en befolkningseksplosion, vist sig sand. På et eller andet tidspunkt må det formodes, at befolkningen ville være ekspanderet så meget, at en eller anden faktor var blevet så knap, at skalaafkastet ville begynde at falde. Men selv om det globale folketal som sagt er syvdoblet siden Malthus tid, er fødselshyppigheden begyndt at aftage. Stigende velstand og faldende børnedødelighed har ført til et fald i antal fødsler pr kvinde, hvilket der i øvrigt kan være gode privatøkonomiske forklaringer på. Med faldet i fødselstallet er der ikke udsigt til, at den globale befolkning vil blive fordoblet igen – tværtimod skønner f.eks. Foley (2000) at folketallet kan stabilisere sig på et niveau omkring 7-8½ mia. mennesker mod ca. 6 mia. i dag.
Voksende skalaafkast er et meget moderne tema i økonomisk teori, f.eks. discipliner som endogen vækst (Romer), monopolistisk konkurrence (Dixit og Stiglitz) og økonomisk geografi (Krugman) og kan forklare en del fænomener. Der er dog næppe tvivl om, at netop Smiths eksempel – markedets udbredelse – er det fortsat mest markante og systematisk forekomne samt ofte ligger bag voksende skalaafkast i andre sammenhænge. Selv om den voksende levestandard har gjort et voldsomt indtryk, er der endvidere fortsat neomalthusianere, som frygter, at menneskeheden alligevel vil ramme en knaphedsrestriktion, som vil trække levestandarden ned. Men foreløbig er det Smith og ikke Malthus, som fik ret.
Selv om levestandarden er vokset over næsten hele verden siden Smiths tid, er der meget stor spredning i den. Også dette fænomen kan Smith hjælpe med til at forklare. Først er der forskelle på, hvor åbne forskellige lande har været for transaktioner med omverdenen. “Markedets udbredelse” var ikke den samme Østtyskland som Vesttyskland eller er den samme i Nordkorea som i Sydkorea. En anden vigtig forklaring på velstand er udrustningen af kapital – jo mere kapital per person, desto mere produktiv er man. Men hvorfor er kapitalapparatet ikke jævnt fordelt over klodens befolkninger?
For at få et fingerpeg, læs hvad Smith skriver:
“But though the profusion of government must, undoubtedly, have retarded the natural progress of England towards wealth and improvement, it has not been able to stop it. The annual produce of its land and labour is, undoubtedly, much greater at present than it was either at the Restoration or at the Revolution. The capital, therefore, annually employed in cultivating this land, and in maintaining this labour, must likewise be much greater. In the midst of all the exactions of government, this capital has been silently and gradually accumulated by the private frugality and good conduct of individuals, by their universal, continual, and uninterrupted effort to better their own condition. It is this effort, protected by law and allowed by liberty to exert itself in the manner that is most advantageous, which has maintained the progress of England towards opulence and improvement in almost all former times, and which, it is to be hoped, will do so in all future times” (ibid. 367).
For Smith var der således en klar sammenhæng mellem på den ene side den grundlæggende retsbeskyttelse og beskyttelse mod politisk ekspropriation af privat ejet kapital og på den anden af tilbøjeligheden til at udbygge kapitalapparatet. Kapital er udskudt forbrug, og incitamentet til at forbruge allerede i dag er stærkere, jo mindre sikkert det er, at man selv kommer til at få glæde af det udskudte forbrug. Man kan derfor også formode, at forskelle i beskyttelsen af rettigheder vil spille en rolle for forskellige landes position. Med det udgangspunkt ville Smith givetvis kunnet nikke genkendende til den moderne ny-institutionelle økonomiske skole (f.eks. North og Coase), som netop betoner betydningen af grundlæggende institutioner til at beskytte privat ejendom og frit indgåede kontrakter. Det er forskelle på netop dette punkt, som ifølge ny-institutionalister kan forklare historiske forskelle i velstandsudvikling kloden over. Og i de såkaldte vækstregressioner – der er en empirisk tilgang til at kortlægge de faktorer, der har størst målelig indflydelse på landenes velstandsniveau – slår beskyttelse af grundlæggende økonomiske rettigheder ret kraftigt ud, både direkte og indirekte gennem forskellene i kapitaludrustning.
Mekanismerne bag den betydelige vækst i levestandarden siden Smith burde han altså kunne blive enige med en hel del moderne økonomer om: Stigende skalaafkast ved en voksende befolkning og et voksende marked, som ved fri international handel tillader øget arbejdsdeling og specialiseringsgevinster, og voksende kapitaludrustning, baseret på grundlæggende institutioner til beskyttelse af ejendomsret og frihed til at disponere.
Egennytten
Hvordan ville Smith se på moderne antagelser om, hvad der motiverer økonomiske aktører? Smith var om ikke ophavsmand, så en tidlig promotor for at tage udgangspunkt i egennytte som nøgle til at forstå menneskelig adfærd. Det kom til at sætte sig varige indtryk på økonomisk videnskab. Smith havde ganske vist i sit moralfilosofiske værk “The Theory of Moral Sentiments” (1759) – som altså lå før “Wealth of Nations” (1776) – argumenteret for, at mennesker generelt opfører sig, så det virker sympatisk på en upartisk iagttager. Det blev længe diskuteret, om der var et særligt “Adam Smith problem” på grund af en tilsyneladende modsætning mellem de to adfærdsforklaringer, men der er i dag ret bred enighed om, at de ikke er uforenelige i Smiths tænkning.
Givet er det imidlertid, at egennyttetilgangen var kontroversiel på Smiths tid. Det er den for så vidt stadig, men økonomer har generelt skærpet antagelsen siden Smith. Ikke mindst økonomer fra den såkaldte Chicago skole har indført en metode, hvor man ser på, hvor langt man kan forklare adfærd og fænomener i samfundsvidenskaberne med udgangspunkt i antagelsen om individuelt, nyttemaksimerende agenter. Det skal ses på baggrund af den chicagoske videnskabsteoretiske tilgang, positive economics (Friedman 1953), som går ud på at vurdere økonomiske teorier ikke efter deres antagelsers realisme, men deres evne til at forudsige. Så selv om der kan findes eksempler på, at aktører ikke nyttemaksimerer rationelt i meget snæver forstand, kan antagelsen alligevel efter Chicagoskolens opfattelse være den bedst egnede og mest robuste.
En lang række moderne økonomer har samtidig påpeget, at institutioner bør kunne stå for den stresstest ikke at være sårbare over for aktører, som optræder egennyttigt. Friedman og Alchian har eksempelvis peget på, at virksomheder måske ikke profitmaksimerer eksplicit i praksis, men at konkurrencen vil eliminere virksomheder, der afviger væsentligt fra, hvordan en profitmaksimerende virksomhed ville agere. Antagelsen om profitmaksimerende adfærd giver derfor en meget god forudsigelsesevne.
James Buchanan og andre kontraktarianske økonomer har argumenteret kraftigt for, at politiske institutioner bør designes, så de så vidt muligt kan modstå egennyttige aktører. Derfor anvender de typisk en arbejdsantagelse om staten som en Leviathan – det vil sige vil forsøge at maksimere magthavernes økonomiske udbytte.
Ideen om stress-testen ville slet ikke være fremmed for Smith. Han ville kende det fra sin samtidige gode ven, filosoffen (og økonomen med meget mere) David Hume (1985 [1742]: 42), der sagde:
“Political writers have established it as a maxim, that, in contriving any system of government, and fixing the several checks and controls of the constitution, every man ought to be considered a knave, and to have no other end, in all his actions, than private interest”.
Og vi er nu i virkeligheden ved at bevæge os ind ved kernen af Smiths økonomisk-videnskabelige projekt.
"Som styret af en usynlig hånd"
For der er to vigtige, forbundne temaer i “Nationernes velstand”. For det første så Smith markedsøkonomien som et system, der fungerer, uafhængigt af om nogen kontrollerer og styrer det eller har det samlede overblik. Som Newton før Smith beskrev den fysiske verden som en orden styret af nogle simple lovmæssigheder, og som Darwin efter beskrev den biologiske verden som en omfattende kompleks orden frembragt ved simpel mutation og selektion (i øvrigt stærkt inspireret af studier af Smith og Malthus), så beskrev Smith økonomien som et spontant, ikke-konstrueret fænomen primært drevet af aktører med fokus på deres egne individuelle mål. Prismekanismen virkede som om markedet var styret af en “usynlig hånd”.
For det andet argumenterede Smith for den vigtige pointe, at markedssystemet ikke alene består stresstesten. I markedsøkonomien fører egennyttige handlinger decideret til gunstige konsekvenser for alle andre: “Det er ikke på grund af slagterens, ølbryggerens eller bagerens godgørenhed, at vi forventer at få mad på bordet, men fordi det er i deres interesse. Vi henvender os ikke til deres menneskekærlighed, men til deres selviskhed” (Smith 1976 [1776]: 60). Smith var, trods sin kritik af ham, i virkeligheden ganske fascineret af den kontroversielle Bernard de Mandeville, som i 1714 havde argumenteret for, at summen af syndige enkelthandlinger kunne være en gunstig helhed – og omvendt, at summen af dydige handlinger kunne blive ragnarok. De Mandeville illustrerede sin pointe med en fabel om et samfund af bier, hvor omvendelsen af bierne fra syndige til dydige førte samfundets undergang. Smith var ikke helt så radikal og anså ikke bageren og bryggerens egennyttige handlinger for direkte syndige. Men han ville fjerne forestillingen om, at der var en direkte kobling mellem en handlings moralske status og dens gode effekt på samfundet.
Smiths opfattelse af, hvordan nutidens økonomer har forvaltet hans arvegods på dette punkt, ville formentlig være farvet af, om han havde gjort ophold tidligere i det tyvende århundrede på turen i tidsmaskinen. Specielt i perioden efter 1. verdenskrig og frem til 1970erne ville han have mødt en udbredt opfattelse af, at det økonomiske system kunne og burde planlægges, også blandt økonomer. Moderne økonomer er betydeligt mere skeptiske. Det skyldes både erfaringerne med forsøg på planøkonomi i praksis frem til Murens fald og en teoretisk kritik, som i høj grad har været inspireret af Smith. Særligt økonomer fra den østrigsk økonomiske skole med Ludwig von Mises og Friedrich Hayek i spidsen har kritiseret det videnskabelige grundlag for at kunne planlægge økonomien.
Hayeks projekt var til dels sammenfaldende med Smith: Han anså markedssystemet for en spontan, kompleks orden, som det var umuligt at genskabe eller overgå ved planlægning. Den formentlig mest lige linje fra Smith over Hayek går til Vernon Smith. Han har på den ene side gennem sine eksperimentale studier afkræftet Chicagoøkonomernes meget vidtgående antagelser om agenternes rationalitet og egennytte, men til gengæld bekræftet, at markedssystemet formår at koordinere og integrere handlinger fra kognitivt mere begrænsede virkelige personer. Som Vernon Smith udtrykte det i sin Nobelprisforelæsning:
“In experimental economics the eighteenth century Scottish tradition is revealed in the observation of emergent order in numerous studies of existing market institutions such as the continuous double auction (CDA). To paraphrase Adam Smith, people in these experiments are led to promote group welfare enhancing social ends that are not part of their intention. This principle is supported by hundreds of experiments whose environments and institutions (sealed bid, posted offer and others besides CDA) may exceed the capacity of formal game theoretic analysis to articulate predictive models. But they do not exceed the functional capacity of collectives of incompletely informed human decision makers, whose autonomic mental algorithms coordinate behavior through the rules of the institution–social algorithms–to generate high levels of measured performance”. (V. Smith 2002, 509-10).
Kollektive valg
Der er store dele af moderne økonomisk teori, som man ikke finder så meget om i Smiths værker, og som ville have været nye for ham. Det gælder måske især konjunkturteori. Men det gælder også, hvad der i dag kaldes “public choice-teori” – altså teorien om politiske beslutninger. I public choice-teorien føres forudsætningen om egennyttige aktører over på politiske beslutningstagere. Politik må ifølge James Buchanan lige som markedet betragtes som transaktioner mellem individer med hver deres motiver, aldrig som en overordnet, overindividuel plan. Selv om Adam Smith bestemt ikke var fremmed for denne betragtning, har George Stigler med en vis pointe kunnet kritisere ham for ikke at lægge egennytte lige så konsekvent til grund for studiet af politik som af markedet. Tværtimod havde Smith trods sin betydelige skepsis over for politiske magthavere også det formål med Nationernes velstand at rådgive og overtale dem om visdommen i f.eks. frihandel. I modsætning til bageren og bryggeren satsede Smith altså i en vis udstrækning på Kongen, Parlamentet og embedsværkets godgørenhed.
Nu ved vi som sagt ikke, hvad Smith ville have sagt i sit værk om politik, hvis det var blevet færdig. Givet er det i hvert fald, at moderne public choice-teori ikke svækker, men nok snarere styrker Smiths skepsis over for politiske løsninger. Det skyldes, at incitamenterne i politiske beslutningsstrukturer ifølge public choice-teori ikke fører til så gunstige overordnede udfald som incitamenterne på markedet. Hvor markedet undtagelsesvist er præget af eksternaliteter, som kan lede til “markedsfejl” og rationale for intervention, er politiske beslutninger systematisk behæftet med eksternaliteter, som efterlader potentielle økonomiske gevinster uudnyttede tilbage. Man kan gætte på, at Smith hverken ville finde analyse eller konklusioner fra public choice-teori fremmede.
***
Nu er det naturligvis al sammen gætværk. Og selv om fysikerne ikke længere udelukker den teoretiske mulighed for at bygge en tidsmaskine, er der et godt argument for, at tidsrejser aldrig bliver mulige i praksis. Hvis de bliver det, burde tidsrejsende fra fremtiden allerede have været her! Så vi må nøjes med at lade Adam Smith tale gennem sine værker og tankeeksperimenter.
Referencer
Brøns-Petersen, O. (2007). “Den gode fejltagelse”. Weekendavisen Ideer 11.5.2007
Foley, Duncan K., (2000). “Stabilization of human population through economic increasing returns,” Economics Letters vol. 68(3)
Friedman, M. (1953). Essays in Positive Economics. Chicago: University of Chicago Press
Hume, D. (1985): Essays. Moral, Political and Literary. Indianapolis: Liberty Classics.
Maddison, A (2001): The World Economy. Paris: OECD.
Ridley, M (2010): The Rational Optimist. London: Fourth Estate.
Smith, A. (1759): The Theory of Moral Sentiments. www.econlib.org
− (1976 [1776]): An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations. Chicago: The University of Chicago Press samt www.econlib.org
Smith, V. (2002): Nobel Prize lecture. www.nobelprize.org
UNDP (2010): The Millennium development report 2010. www.undp.org
