Politikerne skal ikke blande sig i, hvor meget den enkelte arbejder. Det er en privat sag. Her er jeg enig med fagbevægelsen.
I et eksperiment udført af antropologen Dennis Nørmark blev folk vist en cirkel og et kvadrat og bedt om at udpege, hvilken af figurerne, der var borgerlig. Der var bred enighed om, at kvadratet var borgerligt.
Det er naturligvis en absurditet. Når folk på den anden side overhovedet går med til øvelsen, og ovenikøbet når frem til en konsensus, siger det noget om politiske fordomme.
Meget politik er overflade og symboler. Man skal ned under overfladen, hvis man vil undgå at nå frem til forkerte konklusioner, såsom at kvadrater er borgerlige.
Tag nu sagen om store bededag. Forslaget skal øge arbejdsudbud og (angiveligt) styrke de offentlige finanser. På overfladen to borgerlige mærkesager. Men vi må et spadestik dybere.
Øget arbejdsudbud er ikke et mål i sig selv for os borgerlige. Så længe folk forsørger sig selv, skal politikerne ikke blande sig i, hvor meget den enkelte arbejder. Det er en privat sag. Her er jeg enig med fagbevægelsen.
Men velfærdsstaten blander sig allerede ved at straffe arbejde med høje skatter eller belønne lediggang med overførsler. Borgerlige reformer reducerer den indblanding, for eksempel ved at sænke skatten eller afskaffe efterlønnen. Fordi det at arbejde er at gøre noget godt for andre, bør staten ikke unødigt hæmme lysten til at arbejde. Men den skal heller ikke blande sig i, hvor meget borgerne hver især vælger at arbejde, så længe de forsørger sig selv.
Forslag om at afskaffe store bededag virker stik modsat. Det gør intet for at fremme tilskyndelsen til at arbejde hos den enkelte. I stedet dikterer man pr. lov, at alle skal arbejde ekstra. Det er ikke borgerligt.
I længden vil indgrebet da heller ikke virke, ifølge vismændene og stort set alle andre økonomer. Danskerne styrer selv, hvor meget de arbejder, og de vil efterhånden finde en anden dag at holde fri på.
Selv hvis bededagsøvelsen mod forventning gav flere penge i statskassen, er det ren overflade at hylde det som borgerligt. Borgerlig politik har i årtier været fokuseret på at løse de balanceproblemer, som udbygningen af velfærdsstaten i 1960erne og 1970erne skabte. Kassen skal stemme. Men den mission er fuldbyrdet. Statens aktiver overstiger gælden, og nettoformuen er på 400 milliarder kroner. Der er overholdbarhed på de offentlige finanser. Det vil sige, at staten henter flere skattekroner hos borgerne, end den har planer om at bruge på lang sigt.
Kassen mere end stemmer, og derfor må et andet borgerligt princip nu til at nye forrang: Pengene ligger bedst i borgernes lommer. Borgerlige, der argumenterer for reformer for at fylde mere i den i forvejen bugnende statskasse er som generaler, der kæmper fortidens krig. Der er stadig brug for reformer, men af andre grunde: For at skabe mere frihed til borgerne, sænke skatterne, opnå flere investeringer og mere velstand.
Ifølge Finansministeriet vil der i 2030 blive opkrævet 48 milliarder kroner mere fra skatteyderne, end staten på nuværende tidspunkt har besluttet at bruge. Nogle af pengene har regeringen dog reserveret til diverse formål. Håndtering af flere ældre (demografisk træk) kræver 21,25 milliarder kroner i 2030, hvis man antager, at der ingen produktivitetsvækst vil være i det offentlige. Oveni er der reserveret 2,5 milliarder kroner til grøn omstilling samt 11,75 milliarder kroner til Forsvaret. Herefter er der fortsat et frit råderum på 12,5 milliarder kroner.
Regner man regeringsgrundlagets planer om ekstra udgifter, skattelettelser og ekstra indtægter igennem, er der fortsat et frit råderum i 2030 på ti milliarder kroner, efter at der er anvendt 4,5 milliarder kroner ekstra på Forsvaret eller syv milliarder kroner uden bededagsøvelsen.
Danskerne betaler OECDs højeste skattetryk. Råderummet på syv til ti milliarder kroner er borgernes penge og burde alene af den grund føres tilbage til dem som skattelettelser. Derudover viser al erfaring, at et råderum, der forbliver i statskassen, ender med at blive brugt på at udvide det offentlige.
En ansvarlig borgerlig udgiftsstyring ville indebære vilje til at prioritere. Flere penge på Forsvaret bør finansieres ved at reducere udgifterne andetsteds. Staten har allerede indtægter på 1.200 milliarder kroner om året. At omprioritere 4,5 milliarder kroner til Forsvaret ville indebære, at der andetsteds skulle findes besparelser svarende til knap fire promille. Nul og niks. En samlet opposition har formået at enes om en sådan finansiering. Det er mere borgerligt end bededagsøvelsen, som vil gøre den offentlige sektor større.
Når Lars Løkke siger, at danskerne »ikke har forstået alvoren« og hævder, at statskassen fattes midler, må det betyde, at han planlægger ekstra udgifter på mindst ti milliarder kroner om året ud over regeringsgrundlaget. Det ville svare til, at den offentlige beskæftigelse skulle udvides med cirka 17.000 personer og den private sektor reduceres tilsvarende. Støtter Venstre en sådan udvikling? Gør erhvervslivet?
Bragt i Berlingske den 8. Februar 2023
