Klimaforandringer er en global udfordring, men dansk klimapolitik føres, som levede vi i en osteklokke. Det bliver fint illustreret i FNs klimapanels seneste rapport, der estimerer, at verden for en udgift på 135 kroner pr. ton kunne reducere den globale udledningen af CO2 med over en fjerdedel, og reducere med yderligere knap en fjerdedel for 675 kroner pr. ton (tilsammen en halvering).
Det bliver altså dyrere og dyrere, jo mere man skal reducere. I Danmark har vi allerede plukket den lavest hængende frugt. Mange af de reduktioner, vi nu skal gennemføre for at nå 70 procent-målsætningen i 2030, vil koste mellem 1.500 og 4.000 kroner pr. ton CO2.
Det rejser et spørgsmål: Hvorfor har vi vores helt egen nationale målsætning, som ligger ud over de aftaler, vi har indgået med de andre EU-lande? Og hvorfor leve op til den ved at reducere i Danmark, hvor det er dyrt, i stedet for i andre lande, hvor det er billigt?
Ifølge FNs klimapanel kunne vi opnå meget større klimaeffekt pr. krone ved at reducere udenfor Danmark i stedet for i Danmark. Oveni klimagevinsterne kommer kæmpe bonusgevinster, som også vil være langt større, end hvad man kunne opnå i Danmark. For eksempel reduktioner i svovldioxid og partikelforurening i storbyer i udviklingslande, hvilket dræber millioner af mennesker.
Nogle vil måske tænke, at vi ikke kan opnå reelle reduktioner i for eksempel udviklingslande – plaget, som mange er, af dårlig regeringsførelse og korruption. Men i givet fald vakler hele ideen om, at meningsfulde globale reduktioner er opnåelige.
Der er kun ét klimaargument for at fortsætte med de ekstremt dyre reduktioner i Danmark, og det er håbet om, at vi dermed kan blive et såkaldt »foregangsland«, der trækker andre med os. Men der er ingen evidens for, at det forholder sig sådan. Der er heller ikke evidens for det modsatte, men strategien bygger altså på håb. Og »hope is not a strategy«, som en departementschef skrev. Vismændene anbefaler da heller ikke nationale målsætninger, der går længere end dét, vores internationale aftaler, forpligtelser os til.
Hvis det overhovedet skal være realistisk, at Danmark trækker andre med sig ved at »gå foran«, kræver det dels, at andre skal ønske at følge vores model, og dels at vores model i praksis kan kopieres. Ellers går vi ikke foran, men blot vores egen (og meget dyre) vej.
Det er imidlertid usandsynligt, at lande, der kan opnå reduktioner til omkostninger på 135 kroner pr. ton, skulle ønske at kopiere løsninger, som koster det tidobbelte eller mere, især markant fattigere lande end Danmark.
Men selv hvis andre lande skulle ønske at kopiere vores dyre model, er den næppe skalerbar. For eksempel udgør biomasse cirka to tredjedele af vores vedvarende energi. Der er slet ikke nok biomasse til, at resten af verden kan kopiere det.
Der er et lignende problem med vindmøller. Vind bliver formentlig en del af den globale energiforsyning. Men næppe ret mange steder så stor en del som i Danmark. Derfor vil den globale omstilling næppe vinde ret meget ved, at Danmark udbygger yderligere med vindmøller. Den store andel af vindenergi, som vi har i Danmark, kræver en løsning på problemerne med, hvad man gør, når der er meget vind, men lille elforbrug eller lidt vind og meget elforbrug. Det kræver alternative energikilder eller lagring af el. Batterier er dyre, og en global batteriudbygning vil være meget vanskeligt givet vores nuværende batteriteknologi, blandt andet på grund af knaphed på litium.
I Danmark har vi løst problemet ved at bruge norsk vandkraft som »batteri«. Nordmændene køber vores elektricitet (billigt), når vi har for meget, og lader vandet stige bag dæmningerne, mens de bruger vores el i stedet. Og sælger elektriciteten tilbage (dyrt), når vi har brug for den igen. Norge tager sig altså betalt for at være vores batteri, hvilket er fair nok, men summa summarum er, at de fleste lande ikke har Norge som nabo. Løsningen er ikke skalerbar. For tiden håber vi på, at såkaldt »power to X« teknologi vil løse batteriproblemet på en billig måde, men teknologien er ikke færdigudviklet og kræver store mængder strøm. Igen en strategi baseret på håb.
I det mindste burde vi integrere dansk klimapolitik i EUs ved at lade køb og annullering af CO2-kvoter tælle med i vores klimaregnskab. Det fører til en helt reel reduktion, hvor det er billigst i EU. Kvoteprisen er i øjeblikket omtrent 635 kroner – altså væsentligt under, hvad mange reduktioner i Danmark vil koste.
Klimaforandringer er en global udfordring. Det ved vi. Det siger vi – hele tiden. Nu mangler vi bare at agere derefter.
Bragt i Berlingske d. 6. april 2022.
