Den nationalkonservative omfavnelse af Putin har mødt berettiget kritik. Oven i kritikken bør vi gøre os klart, hvad det er ved de nationalkonservatives samfundssyn, der fører til hyldest af den stærke mand og det autoritære.
Den nationalkonservative kritik af liberalismen er kammet over fra et korrektiv til en afstandtagen. Et nyligt eksempel – men der er mange – er Eva Selsings kommentar her i avisen, hvor hun rablende påstår, at liberalisme er socialisme og woke. Kasper Støvring, Katrine Winkel Holm og flere andre har samme tendens.
De afviser – eller undervurderer groft – betydningen af liberale institutioner og frihedsrettigheder. Det vigtige er i stedet kultur, nation, folkevilje og autoritet. »Den stærkeste kultur vinder i længden«, skrev Støvring i bogen »Gensyn med fremtiden« fra 2018. Tyrkiet, Rusland og Kina viste »med stor succes, at der er alternativer til Vestens liberaldemokratiske model. Værdisystemer, der bygger på kollektivet, hierarki, autoritet, disciplin og orden, viser deres værd«.
Støvring tog fejl af Rusland. I sine romantiske sværmerier for abstrakte begreber som nation og kultur, overvurderede han Putins evne til at skabe stabil fremgang. Og han forvekslede statsmagten med kulturen og nationen og troede derfor, at en stærk Putin var udtryk for en stærk nation. Denne forveksling førte til den pinagtige heltedyrkelse af diktatoren Putin – og for den sags skyld af Donald Trump, der endte med at forsøge at kuppe det amerikanske demokrati. Den stærke mand ser de nationalkonservative som personificeringen af en stærk nation og kultur. Bemærk også flere nationalkonservatives beundring for Mette Frederiksen i perioden efter 11. marts 2020, hvor almindelige demokratiske processer midlertidigt blev tilsidesat.
I en periode fra sen-90erne og frem så lande som Rusland, Tyrkiet og Kina ud til at have succes med autoritære samfundsmodeller. Det har forført de nationalkonservative – og ført dem grueligt på afveje.
I min anmeldelse af Støvrings bog skrev jeg i 2018: »Efter at lande som Rusland og Tyrkiet har bevæget sig ind på en illiberal autokratisk kurs, har landenes økonomier mistet pusten … I længden kan ingen nationer fastholde kulturel og militær magt uden økonomisk vækst. Så spørgsmålet er, om den illiberale bølge er langtidsholdbar«.
Putins invasion af Ukraine illustrerer den svaghed ved autoritære regimer, at når magten centraliseres på få hænder, vil der på et tidspunkt blive truffet skæbnesvangre forkerte beslutninger, som det autoritære regime vil have svært ved at korrigere.
Meget tyder på, at vi ser noget lignende udspille sig i Kinas håndtering af covid-19. Regimet har i national stolthed afvist Vestens vacciner til fordel for egne inferiøre vacciner kombineret med en zero-covid strategi, hvor man bilder sig ind via drakoniske nedlukninger at kunne forhindre smittespredning. Kineserne kommer til at betale dobbelt pris: Frihedsberøvelse og store økonomisk afsavn som følge af nedlukning og i sidste ende flere dødsfald end nødvendigt, fordi man ikke vil bruge Vestens vacciner.
Kina har moderniseret og opnået stor økonomisk fremgang uden at øge den politiske frihed afgørende. Men Kinas vækst kommer fra et meget lavt udgangspunkt. Gennemsnitsindkomsten er fortsat tre gange større i USA end i Kina. Det er et åbent spørgsmål, om Kina kan blive ved med at vokse uden at indføre reformer, der øger den enkelte kinesers økonomiske og politiske frihed.
De nationalkonservative undervurderer Vestens styrke, innovationskraft og værdier. Demokrati, frie markeder og individuelle frihedsrettigheder gør os stærke. De undervurderer også vores værdiers universelle appel – selvom de har ret i, at den også kan overvurderes. Men det kan alt.
Sandheden er, at for at kunne leve en tålelig tilværelse, er der brug for en væsentlig dosis liberalisme. De fleste mennesker i denne verden ønsker ikke at risikere, at deres opsparing forsvinder i hyperinflation. Det kræver en uafhængig centralbank. De fleste vil gerne fjerne risikoen for vilkårligt at blive smidt i fængsel. Eller få konfiskeret ejendom. En tunesisk gadesælger, Mohamed Bouazizi, satte i 2011 ild til sig selv i protest over, at myndighederne konfiskerede hans varer og startede dermed Det Arabiske Forår. Foråret gik ikke som håbet, men mon ikke ønsket om beskyttelse af privat ejendom fortsat eksisterer blandt almindelige tunesere?
De globale folkevandringer taler deres tydelige sprog: Folk vandrer fra mindre liberale til mere liberale regimer. Lige nu forlader russerne Putin. De stemmer med fødderne – og de stemmer liberalt.
Bragt d. 17. marts 2022 i Berlingske.
