I søndags fejrede vi grundloven, og det er der god grund til, da grundloven giver borgerne beskyttelse mod skiftende politiske flertals luner. Eksempelvis sætter grundlovens sikring af den private ejendomsret grænser for et politisk flertals mulighed for gennem demokratiske beslutninger at bemægtige sig din ejendom. Det er veldokumenteret, at veldefineret privat ejendomsret, der bliver håndhævet af uafhængige retsinstanser uden korruption, er en af de væsentligste forudsætninger for et velfungerende samfund med frihed og løbende velstandsvækst.
På den baggrund kan man spørge, hvorfor det så overhovedet er nødvendigt at have en konstitution, der beskytter privat ejendomsret, ytringsfrihed mv. mod skiftende politiske flertal? Når politikerne ved, at det er dårligt for samfundet som helhed, hvis et flertal beslutter sig for at lukke munden på mindretallet og bemægtige sig deres ejendom, vil de så ikke bare lade være med at gøre dette? Svaret er, at vi ikke nødvendigvis kan regne med, at politikere altid vil træffe de bedste beslutninger for samfundet på lang sigt, da hensynet til deres egen mulighed for at bevare magten på kort sigt kan veje tungere. Derfor kan det blive for fristende for politikerne at øge deres chancer for genvalg, hvis man kan berige et flertal af vælgerne ved at tage ejendom fra et mindretal af vælgerne. Tilsvarende kan det blive for fristende at knægte politiske modstanderes ytringsfrihed.
Udover grundloven har vi desværre ikke meget anden lovgivning, der på samme måde giver beskyttelse til borgerne mod tendenser til politiske beslutningsfejl i vores demokrati. En af de få undtagelser er budgetloven, der kort sagt sikrer, at politikerne er forpligtet til at overholde rammerne for en ansvarlig økonomisk politik – en fastsat maksimumsgrænse for størrelsen af underskuddet på de offentlige finanser. Igen kan man spørge, hvorfor det overhovedet er nødvendigt at have en lov, der sikrer, at politikerne overholder deres egne gode intentioner om økonomisk ansvarlighed. Igen er svaret tilsvarende, at det kan være for fristende for politikerne at være uansvarlige med henblik på at få en kortsigtet personlig gevinst i form af øget sandsynlighed for genvalg. En af årsagerne til dette er politisk handlingstrang.
Når politikere møder et problem, hvor det ikke kan afvises, at det kan løses med flere penge, vil det mest hensigtsmæssige for samfundet være, at politikerne lige slår koldt vand i blodet med henblik på at få undersøgt nærmere, om flere penge er løsningen, hvilket eksempelvis umiddelbart ikke er tilfældet på store velfærdsområder som daginstitutioner og gymnasier. Desuden bør politikerne overveje, om der er andre områder, som kunne have større behov for et bevillingsløft.
Problemet er bare, at hvis politikeren gerne vil genvælges, er det mest hensigtsmæssigt alligevel at foreslå en merbevilling hurtigst muligt. Det skyldes, at vælgerne ikke kan gennemskue, om flere penge rent faktisk er en god løsning. Ikke fordi vælgerne er dumme, men det kan ikke betale sig for dem at sætte sig ind i sagen, da det koster meget tid, og den enkelte vælgers stemme vil alligevel ikke være afgørende for resultatet af det kommende valg. Derfor kan det være oplagt for vælgeren i stedet at opfatte det som et tegn på inkompetence, hvis politikeren ikke har indsigt i og en løsning på alt. Dette understøttes af, at pressen ofte vil kræve, at politikere kan levere en løsning, og hvis man i den forbindelse tøver, vil der næsten altid stå en anden politiker klar til at indkassere vælgergevinsten med et forslag om øgede offentlige udgifter, der for en lægmand kan lyde godt og rigtigt. Desuden vil effekten af politiske initiativer oftest først vise sig på længere sigt, og det vil være vanskeligt for vælgeren at gennemskue, om problemet ville have været meget større, hvis man ikke havde givet flere penge. Derfor vil vælgeren have en tendens til at belønne politikeren for at ”gøre et forsøg” og ”vise sin gode vilje”. Dermed vil det for politikeren også være mindre vigtigt, om merbevillingen er den rigtige løsning, eller for den sags skyld om den rent faktisk gør noget ved problemet overhovedet. Det vigtigste er derimod, at forslag om merbevillinger viser handlekraft, og at det nemt kan kommunikeres til lægmænd.
Empirisk forskning dokumenterer, at vælgere reagerer som beskrevet ovenfor, og anden forskning viser, at det indebærer, at det vil være optimalt for politikerne altid at iværksætte initiativer og tilhørende merudgifter – også dem med ringe eller slet ingen effekt.
Denne politiske handlingstrang kan således meget nemt få de offentlige udgifter til at løbe løbsk. Det gælder i særlig grad, hvis det i vidt omfang er muligt at lånefinansiere en stor del af det offentlige forbrug. Et lån vil som bekendt give politikerne pengene til merudgifter her og nu, hvorimod regningen først skal betales på længere sigt, og der er altid højest fire år til næste valg.
Med budgetlovens regler for den maksimale størrelse på underskuddet på de offentlige finanser og udgiftslofter for henholdsvis stat, regioner og kommuner har politikerne således på forhånd lagt begrænsninger for sig selv, der gør det vanskeligere at give efter for deres handlingstrang, da penge til nye initiativer i høj grad skal findes ved besparelser på andre offentlige udgifter eller øgede skatter.
Hvis man vil øge udgifterne på et område, er man således i henhold til budgetloven tvunget til at genere borgerne på et andet område. Det er selvfølgelig også en mulighed, at politikerne bare kan ændre underskudsgrænsen i budgetloven og dermed øge muligheden for gældsstiftelse, men en lovændring er en lang og besværlig proces, der endvidere også vil sætte særskilt fokus på, om lovændringen er økonomisk ansvarlig.
Budgetloven lægger således en dæmper på politikernes handlingstrang, hvilket er en væsentlig årsag til, at vi har en stærk økonomi med sunde offentlige finanser i Danmark.
En tidligere topembedsmand i Finansministeriet har endda udtalt, at han holdt lige så meget af budgetloven, som han holdt af sine egne børn – dog med et glimt i øjet. Hvis nogen tænker, at det trods alt alligevel er en overdrivelse af budgetlovens betydning, kan man bare se på den økonomiske udvikling – og herunder den offentlige gældsstiftelse – i andre europæiske lande, der ikke har en tilsvarende budgetlovgivning.
Alternativt kan man se på, hvordan politikerne stod i kø med fantasifulde udgiftsforslag med ringe dokumentation for både behov og effekt, da budgetlovens regler midlertidigt var sat ud af kraft på grund af den ekstraordinære situation under covid-epidemien.
Der er således god grund til at elske både vores grundlov og budgetloven, men desværre løser de ikke alle problemer. Der er således masser af andre områder med såkaldte politikfejl, hvor politikerne på lignende vis kan have et stærkt incitament til at træffe dårlige beslutninger, der giver en vælgergevinst på kort sigt og til gengæld skaber betydelige problemer på længere sigt. Derfor vil en stor del af mine kommende blogindlæg i løbet af sommeren handle om disse politikfejl.
Bragt i Jyllands-Posten d. 10. juni 2022.
