Det er forkert, at mere vedvarende energi er et stærkt redskab i den økonomiske kamp mod Rusland. Tværtimod sætter Rusland-krisen den grønne omstilling under pres, hvis energipolitikken i EU i højere grad også skal underordnes sikkerhedspolitiske formål.
Hvis den russiske naturgas skal erstattes af vedvarende energi, vil det tage lang tid. I Danmark har biomasse leveret størstedelen af den vedvarende energi, men som Klimarådets seneste rapport påpeger, så kan brugen af biomasse ikke bare skaleres op, fordi den er alt for knap.
Men hvad med sol- og vindenergi? Hvis vi skal erstatte den russiske gas med sol og vind, vil det kræve mere end en fordobling af den nuværende kapacitet i EU. Russisk gas står for knap 10 pct. af EU’s energiforbrug, mens sol- og vindenergi leverer knap 9 pct. Vi har som bekendt brugt årtier på at bygge den nuværende kapacitet. En fordobling vil tage lang tid, og en forcering vil være omkostningskrævende. Det drejer sig ikke alene om at bygge anlæggene, men at udbygge elnettet, omstille varmeforsyning fra gas til el og skabe backup-kapacitet.
Naturgas en god trædesten
I den hidtidige grønne omstilling har vedvarende energi især fortrængt kul, mens brugen af naturgas er steget, herunder importen fra Rusland. En del af forklaringen er, at naturgas er en god trædesten i den grønne omstilling. Dels udleder den mindre CO2 end kul, dels er den et godt supplement til de vejrafhængige forsyninger fra sol og vind.
Hvis vi skal erstatte den russiske gas med andre energikilder i EU, afhænger det meget af tidsperspektivet. Sol og vind kan, ud over et marginalt bidrag fra hurtigere igangsætning af eksisterende planer, først bidrage på lang sigt. Det samme gælder opførelsen af nye atomkraftværker. Energibesparelser i form af bygningsrenoveringer tager også lang tid, hvis det ikke forceres – til høje omkostninger.
Inden for en kortere tidshorisont er det mest realistiske for det første at vende politikken med at erstatte naturgas med kul. Kul udleder ganske vist mere CO2, men de senere års danske klimapolitik bygger på en forudsætning om, at teknologien med at trække kulstoffet ud af kraftværkernes skorstene bliver konkurrencedygtig. I så fald bør kul (og andre fossile brændsler) kunne få en renæssance, men umiddelbart vil drivhusgasudledningen stige.
For det andet kan EU importere mere gas fra bl.a. USA. Det kræver dog også en udbygning af kapaciteten. For det tredje kan den afvikling af funktionsdygtige a-kraftværker, der er i gang i især Tyskland, stoppes og vendes. Endelig kan der skrues op for gasproduktionen i EU. Det vil f.eks. være klogt at genoverveje den godt nok langsigtede beslutning om at stoppe den danske Nordsø-produktion; den kan mindske appetitten på at investere – også på kortere sigt.
På helt kort sigt er der en udfordring, hvis der bliver lukket for gashanerne fra Rusland – enten af os selv eller Putin. Det handler primært om at få fyldt de slunkne gaslagre op med bl.a. flydende gas. Derudover vil højere energipriser – som vi jo allerede har set en del til – presse forbruget. Men let vil det ikke blive, modsat ved nogle af de andre sanktionsvåben.
To vigtige overvejelser
For det første bør tilpasninger af energiproduktionen i lyset af krisen ske mest muligt på markedsvilkår. Ligesom grøn omstilling drives mest omkostningseffektivt af en ensartet pris på CO2-udledning, så bør vi undgå planøkonomi af hensyn til sikkerheden, men tværtimod bane vejen for kommerciel omstilling, og fjerne reguleringer som f.eks. afvikling af kul og Nordsø-produktion.
For det andet er det vigtigt ikke at tabe formålet med sanktionerne af syne. Målet er at stoppe invasionen og helst udløse et regimeskifte i Rusland. Da talen om at bruge vedvarende energi som våben opstod, var sanktionspolitikken svag og symbolsk. Men det har ændret sig markant med de uset hårde sanktioner, det er lykkedes at blive enige om især takket ved Tysklands kovending. Hvis sanktionspolitik skal virke, kræver det givetvis netop et hurtigt markant chok, som det der har ramt Rusland nu. Langvarige, bløde sanktioner har ikke historien med sig.
Det bør ikke være et formål at mindske Ruslands integration i verdensøkonomien på længere sigt. Tværtimod er det netop integrationen, der har gjort, at sanktionerne virker så effektivt nu. En række lande vil nok stå sig ved at blive mindre sårbare over for afbræk i russiske gasleverancer, men er det hensigtsmæssigt helt at stoppe importen af den russiske gas på længere sigt? Den europæiske afhængighed modsvares af, at russerne er endnu mere afhængige af at kunne eksportere.
Bragt i Børsen d 10.3.2022
