Da staten i 1925 tildelte sig selv monopol på radio, og siden tv, var begrundelsen primært teknisk. Radiobølgerne kunne modtages af alle med en antenne. Ville man undgå reklamefinansiering, var en apparatafgift, den såkaldte »licens«, eneste mulighed. Desuden var teknologien meget dyr, og der var et begrænset antal sendefrekvenser.
Med digitaliseringen er alle de oprindelige argumenter for statsligt engagement på mediemarkedet bortfaldet. Netflix og HBO har vist, at markedet i dag kan håndtere brugerfinansieret kvalitetsindhold. Teknologien til at producere og distribuere indhold er i dag så billig, at selv privatpersoner kan etablere egne radio- og tv-kanaler. Og antallet af »kanaler« er i princippet uendeligt. Nogle privatpersoner genererer flere seere på for eksempel YouTube, end mange DR-programmer har flow-seere.
Den nye teknologiske virkelighed kalder på at gentænke public service.
DRs opgave er, ifølge public service-kontrakten med staten, at styrke borgernes handleevne i et demokratisk samfund, forbinde og spejle Danmark, stimulere kultur og sprog samt fremme viden og forståelse. Det er fine formål.
Men med private aktører, bæredygtige betalingsmodeller, billigt produktionsudstyr og uendelige distributionskanaler kræves ikke længere et statsligt monopol til at løse opgaven. DRs dominans øger ikke mangfoldigheden eller kvaliteten af det samlede danske medietilbud, men indskrænker tværtimod mangfoldigheden, da DR alene på grund af sin størrelse fortrænger private aktører ved at trænge ind på stort set alle medieområder.
DR har netop meddelt, at man nedlægger en række programmer for i stedet at satse digitalt. Derved kommer DR til at tage markedsandele fra aviser og andre private aktører på de digitale platforme. Det vil ramme initiativer som Den Uafhængige, hvis morgennyheder af høj kvalitet alene er finansieret af frivillige private bidrag. Medier som Frihedsbrevet, Kontrast og Zetland har lignende finansieringsmodeller. Berlingske, Politiken og Børsen producerer nyhedspodcasts af høj kvalitet. Også civilsamfundet, for eksempel foreninger og tænketanke, leverer public service indhold på digitale platforme.
Med sine knap fire milliarder skattekroner i ryggen kan DR med sin nye digitale satsning formentlig udkonkurrere mange af disse private medieiværksættere. Men er det ønskeligt og rimeligt? Vil det øge eller reducere mangfoldigheden og kvaliteten af kvalitetsindhold?
Digitaliseringen gør det muligt at skabe et mere pluralistisk medielandskab, hvor public service leveres af et væld af private og civilsamfundsleverandører side om side med et mindre dominerende DR.
Det kunne sikres ved en kombination af tiltag.
For det første kan man reducere DRs bevilling. Den teknologiske udvikling har i flere årtier ført til lavere produktionspriser, uden at DR er blevet mødt med krav om at høste denne gevinst.
For det andet bør DRs digitale ekspansion afgrænses, så den ikke kvæler private aktører og reducerer pluralismen i medielandskabet. Podcast er et illustrativt eksempel. DR skal selvfølgelig have lov til at podcaste alle de programmer, institutionen udsender på flowkanalerne. Men DR bør ikke producere programmer, som alene publiceres som podcasts, som for eksempel den nye nyhedspodcast Tiden.
Hvis de offentlige tilskud til public service-indhold fordeles på flere aktører, vil borgerne i højere grad selv kunne disponere over den del af deres medieforbrug, der finansieres af public service-midlerne. Forskellige medier, herunder private, skal kunne opnå godkendelse som public service-medier, og den enkelte borger skal selv kunne vælge hvilke af disse, vedkommende vil bruge sine public service-kroner på.
DRs platforme bør åbnes, så alt public service-indhold kan ses og høres her, også det, der produceres af uafhængige producenter. Hver gang DR reklamerer for egne podcasts og programmer på sine flowmedier, skal der gøres tilsvarende reklame for uafhængige podcasts fra konkurrerende udbydere. Platformene DRTV og DR Lyd skal ikke være eksklusiv for DR-produceret indhold, men give adgang til alt kvalitetsindhold. Endelig skal DR underlægges den generelle konkurrencelovgivning.
I en tid hvor de teknologiske betingelser aldrig har været bedre for et bredt, pluralistisk medieudbud, fylder én statslig mediemastodont stadig mere i mediebilledet. Sådan bør det ikke være.
Bragt i Berlingske d. 21. september 2022.
