Tilsvarende blev skatte- og udgiftsvæksten i den offentlige sektor stoppet, da de pågældende regeringer bandt stor politisk kapital i at forpligte sig til at overholde henholdsvis udgiftspolitiske måltal (Schlüter-regeringerne i 1980’erne) og et veldefineret skattestop (Fogh-regeringerne i nullerne). Begge dele var defineret på en måde, der gjorde, at man løbende kunne opgøre, om regeringen levede op til sine løfter til vælgerne, hvilket den så kunne blive stillet til regnskab for.
I lighed med de ovennævnte eksempler vil det også løbende hele tiden være tillokkende for politikerne at ansætte lidt flere administratorer i staten. Egentlig ville politikerne helst ansætte flere sygeplejersker og andre varme hænder, men dem er der mangel på, så dem kan man ikke få flere af.
Det vil være trist for politikerne at give pengene tilbage til skatteyderne, da de vil blive fordelt på så mange, at det er begrænset, hvor meget den enkelte borger mærker skattelettelsen.
Derfor er det meget tillokkende i stedet at ansætte endnu flere embedsmænd, som jo kan hjælpe ministeren med at profilere sig gennem udvikling af ny politik, kommunikation, implementering af politiske beslutninger osv. Derfor er det meget nemt for politikerne at blive overbevist, når deres embedsmænd fortæller dem, at der er brug for endnu flere administratorer i lige netop deres ministerium.
Ministeren og embedsmændene kan uden tvivl også let blive enige om, at afbureaukratisering er godt, men at potentialerne hovedsageligt ligger på alle de andre ministerområder end lige netop deres eget.
Hvis der for alvor skal sættes handling bag ordene om afbureaukratisering, så kræver det, at politikerne i langt højere grad forpligter sig til at stoppe væksten og reducere antallet af administratorer og ledere i den offentlige sektor. Derfor bør der indføres et loft over, hvor mange administratorer og ledere der må være ansat i den offentlige sektor, som kan forpligte politikerne langt stærkere til at afbureaukratisere.
Dette ”bureaukratloft” kan enten forankres som et juridisk bidende krav i budgetloven eller ved stærke politiske forpligtelser og løbende opgørelse af overholdelsen. Uden et ”bureaukratloft” kan væksten i bureaukratiet fortsætte i det uendelige stik imod den langsigtede udvikling, som alle politikere siger, at de ønsker.
Det eneste, der kan få offentlige topchefer til at ønske sig færre medarbejdere, er politikere, der for alvor ønsker sig færre offentligt ansatte. Et ”bureaukratloft”, der løbende bliver reduceret i henhold til de overordnede langsigtede politiske ønsker om afbureaukratisering, vil således betyde et afgørende opgør med det nuværende belønningssystem for embedsmænd, der vender forkert i forhold til at opnå afbureaukratisering.
Som offentlig leder får du i høj grad løn efter antallet af medarbejdere, som du har under dig. Jeg har selv i min tid som embedsmand adskillige gange oplevet, at der blev sat spørgsmålstegn ved, om en række chefer havde medarbejdere nok til, at de var berettiget til deres pågældende stillings- og lønniveau. Der var derimod ingen, der interesserede sig nævneværdigt for, om der blev leveret kvalitet for pengene.
Der var således ingen belønning til de offentlige chefer for at drive deres enhed effektivt med så få medarbejdere som muligt – nærmere tværtimod. Forfremmelser af chefer i den offentlige sektor sker tilsvarende i høj grad på baggrund af deres evne til at servicere politikere, og her ser man stort set ikke på, hvor mange medarbejdere de har brugt til at løse opgave.
Effektiv opgaveløsning er simpelthen ikke i fokus. Offentlige ledere orienterer sig således opad mod det politiske niveau i stedet for nedad mod en effektiv drift, hvilket også blev fremhævet af Ledelseskommissionen som en af de helt store udfordringer i den offentlige sektor. Det giver ingen incitamenter til at minimere personaleforbruget. Det kan dog ændres ved at indføre et ”bureaukratloft”.
Bragt i JP den 8. december 2023
